Man kan hverken hygge eller bygge sig til en bedre skole
Socialdemokratiets folkeskoleudspil er lige så let at forstå som en åben samtale i bedste sendetid. Men folkeskolens problemer løses ikke med folkelighed, lavere klasseloft og valgkampslogik. De løses lokalt, med ledelse, faglighed og mod.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det let forståelige og folkelige driver ned ad siderne i Socialdemokratiets seneste folkeskoleudspil. Eller rettere: et valgudspil. Mette Frederiksen lægger da heller ikke skjul på, at forslaget om at sænke klasseloftet i de mindste klassetrin først og fremmest er et oplæg til regeringsforhandlingerne efter valget.
»Jeg må være helt ærlig og sige, at det er en tanke, der primært er foreslået af forældre,« erkender børnenes statsminister i et interview med Politiken.
Så meget for de værdibårne ambitioner for folkeskolen. De ambitioner, som undervisningsminister Mattias Tesfaye – forfriskende modigt, ikke uden kritik, men tvingende nødvendigt – har forsøgt at formulere. Alt det er tilsyneladende sat på pause. I hvert fald indtil stemmerne er talt op.
Forældrene til de »pissedårligt opdragede« dikterer nu åbenbart den socialdemokratiske undervisningspolitik. Der er jo valg lige om lidt. Men lad valget være op til folkeskolerne.
At sænke klassekvotienten i 1., 2. og 3. klasse er langt lettere at forklare end at tage et opgør med manglende opdragelse, svigtende autoritet, ringe evne til at indordne sig – og en falleret inklusionspolitik. Til gengæld er det både dyrt, besværligt og et markant tilbagetog fra den frisætning, som regeringen ellers har talt så varmt om.
Man ved bedst lokalt, hvilke greb der løfter kvaliteten mest. Hver skole har sine udfordringer. Tolærerordningen kan være en mere effektiv mulighed, ja der findes endda forskning, der tyder på, at det ligefrem kan være en god forretning. Holdinddelt undervisning og efteruddannelse er blandt de andre redskaber i penalhuset.
Det er helt åbenlyst, at der skal ske noget med folkeskolen. Det er langtfra sikkert, at svaret er flere mursten og bygninger, som en lavere klassekvotient alt andet lige vil betyde. Mon det absolutte antal af børn i et klasselokale gør den store forskel, hvis andelen af børn med diagnoser, der i forvejen ikke kan rummes, er den samme? Hvis andelen af undervisningsresistente elever ikke falder? Hvis autoriteten og evnen til at lede et klasseværelse er på det samme divergerende niveau? Hvis forældre fortsætter med at sætte Aula i brand på »følelsen« af, at deres barns behov må vige for fællesskabet? Næppe.
Så er vi lige vidt, og det er et lavt ambitionsniveau for folkeskolen, der ikke kun har problemer med indskolingen, men også med at sende elever ud i den anden ende med tilstrækkelige faglige kompetencer. Og med at få lærerne til at gide være lærere.
Kvaliteten i folkeskolen bliver ikke nødvendigvis bedre af det søde budskab om en lilleskole. De 5 mia. kr. kunne gå til at skabe reel lokal frihed på de enkelte skoler. Hvis de 5 mia. kr. altså findes. Statsministeren skylder stadig svar på, hvor pengene skal hentes.
Det er heller ikke det væsentlige. For S er det væsentlige, at der er valg på vej, og vi skal knuselske S og ikke mindst Mette Frederiksen. Skoleudspillet ligner noget, der er folkeligt som den håndboldhal, statsministeren så gerne vil være en del af. Men der blev buhet under folkefesten i Boxen, da kameraet fangede hende til EM-finalen. Tilråb, der åbenbart skal kvæles i et letforståeligt folkeskoleudspil og de kommende dages turné med »åbne samtaler« med tv-værten Christian Degn. Det handler ikke om ”Jo færre, jo bedre”. Men om ”flere for enhver pris”.