For 25 år siden stemte danskerne nej til EU og vi pålagde os selv et indflydelses-cølibat

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er 25 år siden at Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten. Med Holger og Konen i spidsten stemte 50,7 procent af vælgerne nej d. 2. juni 1992. Den danske afvisning endte som bekendt med, at vi fik de fire EU-undtagelser, således at vi kunne få lov til at stå på sidelinjen i stedet for at være med i fællesskabet.

Vi valgte så at sige et selvpålagt indflydelses-cølibat. Det har nu varet i 25 år og har resulteret i et utal af problemer for Danmark. Senest hele balladen om Danmarks medlemskab af Europol, hvor vi med nød og næppe fik tilkæmpet os et b-medlemskab af det europæiske politisamarbejde.

Vi har også måtte strække våben, når det gælder det europæisk forsvarssamarbejde, hvor Danmark eksempelvis ikke har deltaget i EU’s anti-pirat mission udfor Somalias kyst. Det på trods af at Danmark er blandt verdens største søfartsnationer og derfor har en klar egeninteresse i at bidrage til at verdenshavene er sikre.

Ved at stå uden for vigtige dele af det europæiske samarbejde har vi igennem 25 år sat os selv udenfor både indflydelse og gået glip af åbenlyse fordele.

Fuld dansk deltagelse i EU har intet at gøre med at tækkes hverken Bruxelles eller Kansler Merkel, sådan som den yderste højrefløjs debattører ynder at udtrykke det med et beredvilligt ekko i netavisernes kommentarspor. Nej, det handler om at tjene danske interesser og der har vi som lille land en klar interesse i at være med i kernen af EU-samarbejdet og trække det i en retning som flugter med danske grundholdninger. Det gælder især i forhold til økonomi, frihandel og udlændingepolitik.

Vi har nu levet med EU-undtagelserne i knapt et kvart århundrede og ganske rigtig er Danmark ikke styrtet i havet af den grund. Meget er dog ved at ændre sig i forbindelse med at Frankrig har fået en reformivrig præsident, der ikke er bange for at bruge EU-samarbejdet.

Macron har både skrevet og sagt, at hans fokus er eurozonen og de lande der er med i den fælles valuta. Det er ingen hemmelighed, at Frankrig de seneste to årtier har været regereret af reformangste præsidenter. Frankrig har været dødvægt i det politiske samarbejde og har ikke just bidraget til euroens troværdighed.

Meget af den berettigede kritik der har været af eurosamarbejdet skyldes Frankrig. Fred med Grækenland, det er et lille land med højtråbende og griske politikere, men deres økonomiske betydning er kun symbolsk. Derimod har Frankrig udgjort et langt større problem på grund af den franske økonomis størrelse og det faktum, at den demonstrative franske modstand mod at gennemføre reformer har legitimeret andre landes uansvarlige økonomiske politik. Macron har vundet et valg på at ville love reformer og det kan puste nyt liv i EU og navnlig euroen. Det bør også puste nyt liv i vores hjemlige debat om Danmarks stilling i EU. For med et reformivrigt Frankrig i front i det europæiske samarbejde, så er ulemperne ved at stå og kigge på sidelinjen pludseligt blevet langt større.