Ved partierne, hvad de vil med EU?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Fredag den 2. juni er det 25 år siden, at taget bogstaveligt talt ramlede ned, da nyheden om danskernes nej til Maastricht-traktaten nåede Bruxelles. Ingen havde for alvor forestillet sig, at de danske vælgere ville afvise denne vigtige bestanddel i det europæiske hus. Maastricht-traktaten stod i politikernes øjne for alt det gode, som Europa havde at byde på. Danskerne ville ikke bare sige ja, men ja tak, mente tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Socialdemokraterne sagde ham ikke imod.

Men inden danskerne skulle stemme var Svend Auken væltet, og når historien om 2. juni-afstemningen skrives, tillægges turbulensen i Socialdemokratiet en del af årsagen til, at det ikke lykkedes at hive et ja hjem.

Maastricht-traktaten blev skabt i et europæisk forår med håb om fornyelse. Berlin-muren var faldet, og De Europæiske Fællesskaber forberedte sig på de muligheder, som det indebar med et forenet demokratisk Europa. Der er ingen tvivl om, at meget ville have været nemmere, hvis Danmark havde sagt ja til den oprindelige traktat. Så kunne kræfterne have været koncentreret om at præge den udvikling, hvor de fleste lande trods alt var med. I stedet har skiftende regeringer og skiftende diplomater brugt masser af timer på at lægge strategier, så man på den ene side respekterede de fire EU-forbehold, som blev skabt efter folkeafstemningen, men også på den anden side udtænkte planer for, hvordan Danmark skulle agere for at bevare sin indflydelse og få mærkesager igennem.

I de første mange år var undtagelserne stort set usynlige. Men efter 1999 med Amsterdam-traktaten begyndte udviklingen at tage fart, og det blev tydeligere, at forbeholdene havde konsekvenser. Euroen blev faktisk til noget, det retlige samarbejde blev udbygget, og EU tog ud på militære aktioner, ovenikøbet i den blødere ende, som Danmark traditionelt gerne har deltaget i. Men der skulle ikke »fifles med forbeholdene.« SF-formand Holger K. Nielsen sad på sidelinjen som overdommer.

Det var også dengang, at Folketingets såkaldte EU-positive partier, De Radikale, Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative, kunne være enige om at stå op imod SF og Enhedslisten på den ene side og Dansk Folkeparti på den anden.

Sådan er det ikke længere. Mette Frederiksen har for nylig i Weekendavisen bebudet, at hun vil tilrettelægge en politik, som tager udgangspunkt i det faktum, at danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten i 1992, til euroen i 2000 og senest til at ændre retsforbeholdet i 2015.

Meldingen kom, efter at den EU-positive Emmanuel Macron vandt præsidentvalget i Frankrig, og med udsigt til, at Tyskland – uanset om Angela Merkel eller Martin Schulz vinder valget til efteråret – vil fastholde en europæisk kurs. Den fransk-tyske motor kan komme op i gear igen, og når briterne forlader EU, er der ingen stor forbeholdsnation at dække sig bag. Danmark skal selv varetage sine interesser.

Men hvor er de danske forestillinger om, hvordan EU skal udvikle sig, og hvor Danmark skal placeres? Det spørgsmål har regeringen behændigt undladt at svare på. Med en splittelse mellem det skeptiske Liberal Alliance, de delvis skeptiske konservative og et Venstre, som på en god dag hejser EU-flaget, så falder svaret ikke let. I oppositionen kan det ikke udelukkes, at DF og S også på det punkt nærmer sig hinanden, og så er der for alvor vendt op og ned på dansk EU-politik, som gradvis er blevet en indenrigspolitisk kampplads. Det er positivt i den forstand, at den ulidelige ja-nej-epoke dermed er forbi, men det vil utvivlsomt tjene Danmarks interesser bedst, hvis Folketingets partier i fællesskab finder ud af, hvad de vil med Europa.