Arbejdsmarkedet må ruste sig til en stor omvæltning

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ved udgangen af 2015 var der ifølge Erhvervsministeriet flere end 100 deleøkonomiske platforme tilgængelige i Danmark. Debatten om de deleøkonomiske platforme har været præget af kampe om begrebsdefinition: Er der tale om en solidarisk deleøkonomi eller en kapitalistisk platformsøkonomi?

Det er uden tvivl en vigtig diskussion, men det er også på tide at fokusere på andet end lovmæssigheden af Uber og Airbnb, som næppe kan kaldes ægte deleøkonomi. Vores arbejdsmarked står midt i et paradigmeskift på linje med dampmaskinen og samlebåndet, og så alligevel meget større på grund af den hastighed, som alting udvikler sig med.

Ægte deleøkonomi handler om fællesskab. Vi deler økonomien, udgifterne og overskuddet. Fælles ejerskab, fælles udbytte. Derfor er det også nærliggende at undersøge muligheden for, hvordan den digitale deleøkonomi kan vitalisere den kooperative tankegang, hvor sociale fællesskaber er til for at skabe bedre forhold for alle i samfundet. Lighederne mellem den kooperative tankegang og potentialet i den digitale deleøkonomi er i hvert fald til at få øje på. De digitale deleøkonomiske platforme burde blive drevet i en retning, hvor de bidrager til de fællesskaber, de trækker resurser ud af. Det være sig samfundet i form af skat eller brugerne i form af rettigheder som på det øvrige arbejdsmarked.

Vi ser tendenser i den retning i nogle af de danske deleøkonomiske platforme som f.eks. samkørselsdelen af gomore.dk og børnefamiliernes markedsplads reshopper.dk. Som formand for HK Hovedstaden mener jeg, at fagbevægelsen skal kunne – og turde – omforme sin faglighed og gentænke hele sin model, når det gælder det digitale arbejdsmarked. Hvem skal forhandle rettigheder på arbejdsmarkedet i en virkelighed, hvor arbejdsgiverrollen og arbejdstagerrollen skifter fra opgave til opgave alt efter, hvem der udbyder og efterspørger på diverse digitale platforme.

I dag køber du mine ydelser i bogføring. I morgen ansætter jeg dig til en opgave i grafisk formidling. Og desuden køber jeg lidt ind for min nabo, når jeg alligevel skal til supermarkedet, og kører hjem via en samkørselsordning i en bil fra en, som bor i nabolaget. Alt sammen deleøkonomiske ydelser formidlet via digitale platforme, som aldrig kommer i nærheden af en overenskomst. Det skal fagbevægelsen forholde sig til. Lad os vende blikket mod den gruppe af lønmodtagere, der kommer til at basere noget eller hele deres indkomst på det digitale arbejdsmarked; de digitale lønmodtagere. Navnlig tre områder kunne det være oplagt, at fagbevægelsen går aktivt ind i: Udvanding af rettigheder, nødvendigheden af flerjobberi og fremtidens uddannelsesbehov.

Hvad betyder det, når noget så essentielt som en overenskomst står til at blive skyllet ud med badevandet? Når basale rettigheder som pension og løn under sygdom er ikkeeksisterende, og når lønningsgraden bliver styret af algoritmer. Skal vi acceptere, at algoritmer – ofte kontrolleret af multinationale platformsindehavere uden tilknytning til det danske arbejdsmarked – kan diktere lønningsgraden på forgodtbefindende samt smyge sig uden om at bidrage til et velfungerende arbejdsmarked?

Hvordan organiserer man en gruppe, der ikke nødvendigvis baserer sin arbejdsidentitet ét sted, med én faglighed, fordi den består af mikroentreprenører, som opererer i feltet mellem freelancere, selvstændige og lønmodtagere?

Og hvad med fremtidens uddannelsesbehov? Hvordan tilpasser vi uddannelsessystemet, så det understøtter en udvikling, hvor læring bevæger sig hen mod at være total læring gennem hele livet? Hver dag. Hver time.

Svarene er ikke givet på forhånd. Her må arbejdsgiverforeningerne også snart komme på banen. De har været særdeles tavse i den debat. Regeringens nyligt nedsatte disruptionråd kunne også med fordel tage et grundigt tjek af parternes aftalesystem og sørge for, at det bliver udviklet i en retning, der kan favne forholdene på det digitale arbejdsmarked.

Det er ikke første gang, at arbejdsmarkedet må ruste sig til en større omvæltning. Tænk bare på pc’ens indtog på kontorerne i 1980’erne. Nogle job bliver overflødige, mens nye opstår. Det har altid været en del af udviklingen på arbejdsmarkedet, og det er en proces, som fagbevægelsen og arbejdsgiverne har mere end 100 års erfaring med. Automatisering af arbejdsgange og processer betyder i al sin enkelthed, at mange job, som vi kender dem i dag, om kort tid blot vil være et minde om dengang, vi gjorde tingene anderledes.

Det nye er, at det digitale univers nu er så modent, at det supplerer vores analoge virkelighed eller måske endda tilbyder et alternativ. Arbejdspladsen er altså blevet en arbejdsplatform, og skal fagbevægelsen gøre sig gældende her, er det en tvingende nødvendighed, at den omstiller sig til de nye rammer. Men hvor langt vil og skal fagbevægelsen gå? Man kan overveje flere modeller: En vej kunne være at oprette en form for certificering af de deleøkonomiske platforme på det digitale arbejdsmarked – på samme måde som Svanemærket er det for miljøet? Ordningen kunne blive udviklet i samspil mellem arbejdsmarkedets parter og indeholde minimumskriterier for god arbejdsmarkedsetik.

Er platformen sikker at benytte, er lønforholdene rimelige, betaler indehaverne af platformen skat af deres indtjening osv. En anden løsning kunne være, at fagbevægelsen omformede sig selv og skabte sin egen platform for de digitale lønmodtagere. En slags digital fagforening, hvor udvalgte dele af fagbevægelsen specialiserer sig i de platformsbaserede arbejdsrelationer. Hvad er der af muligheder og faldgruber inden for det digitale arbejdsmarked? Og på baggrund af dette rådgive de digitale lønmodtagere i, hvordan man gebærder sig og tilrettelægger sit digitale arbejdsliv bedst muligt. Måske endda stille fysiske arbejdsrum til rådighed og derved skabe en fysisk ramme med digitale kolleger.

Her kunne flere fagforbund med fordel gå sammen i en fælles løsning, da de digitale lønmodtagere ikke nødvendigvis ville være tilknyttet ét fag. Man burde stille spørgsmålet: Er den nuværende danske model skarp nok? Kan den hamle op med rammerne og spillereglerne på det digitale arbejdsmarked?

Måske vi bør overveje muligheden for, at den danske model kan danne grundlag for en ny model, der favner de digitale platforme samt de arbejdsgivere og den del af arbejdsstyrken, der rykker ind på det digitale arbejdsmarked.

En anden mulighed er en digital fællesoverenskomst fastlagt af LO og de relevante arbejdsgiverforeninger, hvor den digitale lønmodtager er sikret grundlæggende rettigheder som eksempelvis løn under sygdom, penge til efteruddannelse, arbejdsløshedsforsikring, pension, mulighed for ferie osv. Samtidig skulle man sikre, at rammerne tilskyndede til, at arbejdsopgaverne blev løst hurtigt og effektivt til den bedste pris. Og nu, da vi er i gang: Hvorfor så ikke skabe en vision, hvor vi løfter den digitale model op til internationalt niveau, der kan hamle op med store internationale platforme? En skandinavisk model til at begynde med, der senere kan udvikle sig til en europæisk og på længere sigt en global dækning af arbejdstageres rettigheder på det digitale arbejdsmarked. Det digitale arbejdsmarked er globalt. Det kunne den danske model også blive.