Skrivebordsgeneralerne er i overtal

»Hvad får du egentlig for en gris?« spurgte jeg forleden min nabo, der er svineproducent. Jeg havde lovet ham at køre på slagteriet for at hente en gris hjem til hans fryser.

»Åh,« svarede han, »Jeg får samme notering, som min far fik for 30 år siden. Det er 8,70 kr. kiloet – ca. 800 kr. for en gris – uden moms. Og du drømmer ikke om, hvor mange der skal have del i de 8,70.«

Landmænd bliver ikke millionærer af at producere grise! Det behøver de heller ikke at blive, men det ville være rimeligt, at de kunne leve af deres arbejde.

Da jeg en time senere betalte slagteren på det lille slagteri, skulle han have 650 kr. for sin ulejlighed.

Med moms. Grisen havde gået hos min nabo i seks måneder. Slagteren klarede sit arbejde med grisen på en times tid.

Man behøver bare se sig om i det lille travle slagteri for at konstatere, at slagteren nok heller ikke bliver millionær.

Det er svært at skabe overskud i et erhverv, hvor alt er reguleret. Reglerne er overordnede skrivebordsregler, der måske for manges vedkommende skader mere, end de gavner. Jordforbindelse er ikke det første, man komme i tanker om, når man ser, hvor regulerede landmændene er.

Landbrugets økonomi er fuldstændig i bund. Der er ikke overskud til noget som helst. I vores område lukkes i øjeblikket masser af landbrug. Staldene tømmes, og man skal være mere end optimist for at forestille sig, at der nogensinde igen vil blive produktion i de stalde.

Jeg kender personligt tre landmænd, der i øjeblikket er ved at lukke deres gårde ned. Det er ikke frivilligt. Det er familietragedier, der udspilles. Det er offerhistorier, der sikkert kunne få medierne til at savle af fryd. Men de fallerede landmænd har nok ikke lyst til den slags berømmelse. Dertil er deres sorg for stor. Danskerne med de store hjerter har ligesom ikke plads til at sympatisere med et lille udkanterhvervs uretfærdige skæbne.

Offerhistorierne er ellers mange, men de verserer nok mest i landbokredse. En ung landmand her på egnen havde sparet 500.000 kr. sammen. Dem satte han i egen bedrift, for han brændte efter at prøve kræfter med det frie erhverv og få foden under eget bord. Banken lod ham være på bedriften i ni måneder. Det var lige den tid, det tog, før de 500.000 var væk. Så lukkede de ham.

Sådan blev han så klog. Initiativer betaler sig ikke. Det kostede 500.000 i lærepenge.

Jeg gad vide, hvor fremtidens unge landmænd skal komme fra.

I dag er landbrugssektoren fuldstændig presset. 20 pct. af erhvervet er på vej ud. De fleste ikke frivilligt. På New Zealand tog man for år tilbage konsekvensen af en rodet landbrugspolitik. Man nulstillede samfundet og begyndte forfra. Tilskud blev fjernet og tåbelige regler afskaffet. Kun nødvendige regler og ellers frit erhverv blev tilbage. Der var nogle, der måtte lukke, men det er der altså også nu i Danmark. Måske var det en sådan en hestekur, der skulle til?

Landbrugets organisation Landbrug & Fødevarer har i sandhed sovet i timen. Hver landmand skal holde liv i alt for mange konsulenter og kontrollører og dyrlæger og skrivebordsgeneraler. Alle har de det tilfælles, at de ikke selv har fingrene i mulden.

På Axelborg sidder en gruppe, der er kommet alt for langt fra det erhverv, man udspringer af. De gode idéer til landbrugets overlevelse burde komme fra Axelborg. Men det gør de vist ikke.

Det er ikke længere så vigtigt, at landbruget sidder tæt på magten på Christiansborg. Uanset hvad Eva Kjer Hansen anklages for, så har landbruget ingen som helst magt over politikerne. Det har de alt for få stemmer til. Men når mediemøllen kører, er der ingen, der lytter.

Sidste år havde Haderslev Kommune et overløb på rensningsanlægget. Det blev afsløret ved et tilfælde. I februar skete det sammen i Kolding Kommune. Her løb 121.000 kubikmeter forurenet vand ud i Kolding Fjord. Det svarer til 5.000 læs gylle eller den mængde, der kommer fra 10 store svinebrug. Aktøren i sagen var bare den forkerte. Havde det været en sølle landmands brøde, tør jeg vædde med, at man ville have krævet dødsstraffen genindført i Danmark.

Måske var det klogt, hvis Landbrug & Fødevarer solgte Axelborg og købte et hus i Trekantområdet. Så kunne man være blandt dem, man repræsenterer og måske få nogle gode idéer til, hvad man kunne gøre for dem. Måske kunne man spekulere på, hvorfor landbrug hedder et primært erhverv.

Lige nu er landbrugsministeren i stormvejr. Nogle mener det ene, og andre det modsatte. Man kan ikke lade være med at spekulere på, hvilken rolle forskningen spiller?

For mig ser det ud, som om alle parter kan finde en forsker, der mener det, man gerne vil have ment. Det virker på udenforstående, som om al forskning er politisk. Og måske er der forskere, der profilerer sig for at få bevillinger til netop deres forskning?

Pressen er god til at piske en stemning op. På forsiden af BT har man i lang tid kunnet ane konturerne af et erhverv og en minister, der ikke ønsker noget højere end at forurene grundvandet for de efterfølgende slægter.

Bæredygtigt Landbrug gør det, som hovedorganisationen Landbrug & Fødevarer burde have gjort for længe siden. Når et erhverv forfølges, og man ikke kan opnå mere ad forhandlingens vej, må man gå rettens vej. Bæredygtigt Landbrug har anlagt sag mod staten, foreløbig i sagen om bræmmerne, og har vundet sagen.

Det er en bombe under den hidtidige praksis. Der er måske andre retssager i vente. Det er ikke den højesteretsdom, der har trukket forsideoverskrifter og ministre i samråd.

Forbrugerne lader sig villigt trække rundt ved næsen af pressen og af de romantiske fritidsorganisationer. Hvem ønsker ikke rent drikkevand for sine børn? Og hvem synes ikke, det ser sødt ud med smørblomster i koens halsbånd?

Forbrugerne er blevet vant til gratisprincippet, så de køber gladeligt en hel svinekam til 100 kr. uden at skænke producenten en tanke. Landmændene har selv spillet med på trenden. De har været alt for dygtige. De har avlet og avlet på søerne, så de nu producerer fine grise i massevis til ingen penge. Det er der ikke noget bæredygtigt i. Det system får en ende inden længe.

Det er synd for det forkælede danske samfund, der tror, at gyllelugt er tegn på sygdom, og at en eksport på 23 mia kr. er lige meget.

Det er synd for min flittige nabo, at han nu kun i sine værste mareridt kan forestille sig, at hans søn overtager gården efter ham.

Du kan sende debatindlæg til redaktionen på debat@jp.dk. Betingelserne kan læses her