Domstolenes uafhængighed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 28. april 1772 blev Johan Friedrich Struensee halshugget på Fælleden i København. Bødlen huggede med sin økse Struensees krop i fire dele, der derefter blev lagt på hjul og stejle. Hovedet og den afhuggede højre hånd blev sat på en stage, hvorefter den makabre installation blev kørt rundt i byen til skræk og advarsel. I Den Store Danske Encyclopædi hedder det om dommen over Struensee: »Dødsdommen kan forekomme hård, men var juridisk uangribelig«.

Det sidste er måske rigtigt nok, målt med den tids alen. Set med vore dages øjne var processen imidlertid i høj grad angribelig. Den domstol, der dømte Struensee – den såkaldte Kongelige Inkvisitionskommission – var nemlig specielt nedsat til lejligheden. Først havde man sagen, så fandt man dommerne. Dommerne var udnævnt af kongen, og kongen kunne til enhver tid omgøre dommen, for han havde efter den tids grundlov – Kongeloven af 1665 – både den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Sådan er det ikke i dag. Grundlovens § 3 bestemmer, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal holdes adskilt. I en retsstat skal lovene være offentliggjort og gælde generelt for borgerne. Og når lovene anvendes over for borgerne, skal det ske ved organer (ministerier, styrelser, kommuner, regioner), der er bundet af loven. Det sidste ord ligger hos domstolene, der er sikret uafhængighed, og som ikke selv bestemmer lovenes indhold. Det er kernen i grundlovens bestemmelse om magtadskillelse, der skal garantere borgernes retssikkerhed.

Grundlovens krav til domstolene kan sammenfattes i ét ord: Uafhængighed. I straffesager er domstolenes uafhængighed en garanti mod magtmisbrug fra regering og anklagemyndighed for den borger, der står tiltalt for en forbrydelse. For den, der blot er sigtet, værner domstolenes uafhængighed mod politiets magtmisbrug under efterforskningen. I private retstvister, hvor en borger eller virksomhed har anlagt sag mod en anden borger eller virksomhed, sikrer domstolenes uafhængighed, at kravet om lighed for loven opfyldes. Sagerne afgøres på grundlag af gældende ret, uden hensyn til parternes indbyrdes magt og styrke. Ret skal gå forud for magt. I sager om domstolsprøvelse af forvaltningens afgørelser – f.eks. skattesager, miljøsager og sociale sager – er domstolenes uafhængighed en garanti for, at kravet om lovmæssig forvaltning respekteres. Domstolenes uafhængighed er i alle tilfælde det afgørende.

Grundloven sikrer domstolenes uafhængighed på tre forskellige måder, nemlig funktionelt, personelt og organisatorisk. Det er dommernes funktionelle uafhængighed, der er det centrale. Den personelle og organisatoriske uafhængighed skal sikre, at den funktionelle uafhængighed i virkelighedens verden bliver en realitet.

Den funktionelle uafhængighed angår den enkelte dommers uafhængighed i hans funktion, når han udøver dømmende magt. Grundlovens § 64 siger herom, at ”Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven”. Bestemmelsen har stået uændret siden Junigrundloven af 1849. Den indebærer som det helt afgørende, at ingen kan give ordrer til en dommer om, hvordan han eller hun skal dømme; hverken folketingsmedlemmer, ministre eller journalister. Dommerne får deres løn for kun at rette sig efter loven.

Grundlovens ord om, at dommeren alene har at rette sig efter ”loven” omfatter ikke alene den formelle lov, men også andre almindeligt anerkendte retskilder som f.eks. bekendtgørelser, sædvaneret, retsgrundsætninger, domspraksis, administrativ praksis mv. Dommeren skal kort sagt træffe afgørelse i overensstemmelse med gældende ret.

Når dommeren skal bedømme en sag, skal han anvende almindelig juridisk metode, og dommeren må ikke lægge vægt på uvedkommende hensyn. Derved sikres den retssikkerhed, der ligger i, at dommerens afgørelse er forudberegnelig. Dommeren finder ret. Han opfinder den ikke. I praksis kan det imidlertid være lettere sagt end gjort at finde frem til, hvad der er ret. For ofte kan love og regler være uklare, og afgørelsen af den enkelte sag kan indebære, at dommeren er nødt til at vælge mellem flere forskellige fortolkningsmuligheder. Dette valg skal dommeren træffe i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte rammer for juridisk argumentation og ikke blot efter eget forgodtbefindende. Idealet er, at afgørelsen bliver den samme, hvad enten dommeren hedder Hanne, Børge eller Per. For at markere dette er dommerne iklædt kapper. Ikke for at skille sig ud, men for netop at undgå at skille sig ud.

Da jeg blev udnævnt til højesteretsdommer for syv år siden sagde en kollega til mig, at jeg roligt kunne melde mig ud af a-kassen, for der var næppe fare for, at jeg ville blive arbejdsløs. Det havde han ret i. En dommer kan nemlig som hovedregel hverken afskediges eller forflyttes. Det fastslår grundlovens § 64. Dommere kan, medmindre der er tale om en større omorganisering af domstolene, kun afsættes ved dom. I praksis er det en specialdomstol – Den Særlige Klageret – der behandler den slags sager, med ankeadgang til Højesteret.

Denne beskyttelse af dommerne – den såkaldt personelle uafhængighed – er ikke givet dommeren for dommerens egen skyld. Formålet med dommernes beskyttelse mod afskedigelse og forflyttelse er at sikre, at dommeren også i praksis er uafhængig i sit daglige arbejde som dommer. Man kan sige, at den personelle uafhængighed giver dommeren noget at have den funktionelle uafhængighed i.

Dommerens beskyttelse mod afskedigelse og forflyttelse er et vigtigt værn mod den indirekte påvirkningsmulighed, der ellers ville kunne ligge i, at dommeren, som følge af trussel om afskedigelse eller forflyttelse – eller bare frygten herfor – ville lade sig påvirke til at træffe afgørelser af et bestemt indhold. Beskyttelsen mod afskedigelse skal med andre ord sikre, at dommeren alene retter sig efter loven. Om selve udnævnelsen af dommerne er grundloven tavs. I praksis sker udnævnelsen ved såkaldt kongelig resolution med justitsministerens og dronningens underskrift. Ved lov blev der i 1999 oprettet et særligt Dommerudnævnelsesråd, som afgiver indstilling til justitsministeren om dommeransættelser. Ansøgere til en dommerstilling sender deres ansøgning til Dommerudnævnelsesrådet, der indstiller én og kun én kandidat til hver dommerstilling. Det er forudsat i loven, at justitsministeren følger indstillingen. Justitsministeren kan altså ikke selv vælge, hvem han vil ansætte, og hvis ministeren helt undtagelsesvis ikke vil følge Dommerudnævnelsesrådets indstilling, skal han orientere Folketingets Retsudvalg om det.

Dommerudnævnelsesrådet har seks medlemmer og består af en højesteretsdommer, der er formand, en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og to offentlighedsrepræsentanter. Med Dommerudnævnelsesrådet er der sikret domstolene den afgørende indflydelse på dommerudnævnelserne.

Der gælder en fast, lovbestemt aldersgrænse for dommere. Alle dommere skal gå af, når de fylder 70 år. Den faste aldersgrænse er med til at sikre uafhængigheden, og den er også med til at sikre, at der ikke blandt dommerne sidder alderdomssvækkede personer. Den faste aldersgrænse gavner dermed også tilliden til domstolene.

Domstolenes organisatoriske uafhængighed er bestemt i grundlovens § 61, hvor det hedder, at »Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov«. Ligesom den funktionelle og personelle uafhængighed er den organisatoriske uafhængighed først og fremmest en beskyttelse mod den udøvende magt, dvs. mod regeringen. Bestemmelsen i § 61 indebærer, at reglerne om domstolenes organisation skal stå direkte i loven. Det kan altså ikke overlades til justitsministeren at fastlægge de nærmere regler. Retsplejeloven, der fastlægger reglerne om domstolenes organisation og proces, indeholder derfor også flere end 1.000 paragraffer.

Grundlovens § 61 bestemmer også, at »Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes«. Særdomstole er domstole, som nedsættes til at dømme i sager, der allerede foreligger. Særdomstole er med andre ord kendetegnet ved, at man først har sagen, hvorefter man finder dommerne. Det betænkelige ved en særdomstol består i, at der kan være risiko for, at udpegningen af dommerne kan ske under hensyntagen til deres indstilling til den eller de sager, hvori de skal dømme. Det var det, der skete i sagen mod Struensee, og det var måske det, der kostede ham livet. Grundloven er også på dette punkt skrevet i lyset af vigtige historiske og menneskelige erfaringer.