Hjertet slår ikke kun i byerne – men det er ikke lægerne, der svigter yderområderne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Forleden læste jeg ”Du har rørt ved mit hjerte”, som er en rørende samtale mellem Gösta Pettersson og Johannes Møllehave, og hvor der reflekteres over livet, kærligheden og over hjertet – ikke kun som organ, men også som selve livsånden og livskraften.

Gösta Pettersson fortæller blandt andet om dengang, han var hjertekirurgisk overlæge på Rigshospitalet i 1990’erne, og hvor han stod i spidsen for nogle af de nyeste og mest avancerede behandlinger i verden og var med til at løfte afdelingen ikke bare til internationalt niveau, men til absolut verdensklasse.

Det var Gösta Pettersson, der i 1990 udførte den første hjertetransplantation i Danmark, og ud over at være et blændende fagligt fyrtårn var han elsket af patienter, pårørende og kollegaer.

Han bekymrede sig meget om sine patienter, og noget, jeg bed særligt mærke i, var, at han insisterede på selv at operere alle de hjertesyge børn.

Desværre løb Gösta panden mod en bureaukratisk mur og forlod i frustration Rigshospitalet og det danske sundhedsvæsen. Han flygtede fra et system, der bl.a. med sparekrav og afskedigelser modarbejdede de visioner, han havde for hjertekirurgien i Danmark.

Og her stod vi så en ildsjæl fattigere.

Men hvad har svenske hjertekirurger egentlig at gøre med lægedækningen i yderområderne? Joh, jeg fremhæver Gösta Pettersson, fordi jeg genkender hans driftighed, dedikation og omsorg – ja, selve hans ånd – i mange af mine lægekollegaer.

Han er en pioner, og han gør mig stolt af mit fag, der gennem tiderne konstant har flyttet grænserne for, hvad lægevidenskaben kan udrette – en udvikling drevet af nysgerrighed, kreativitet og vedholdenhed.

Den fortælling står desværre lidt i kontrast til det portræt, der er tegnet af lægestanden i de seneste år.

Én ting er, at vi ikke kan løbe fra, at der har været eksempler på misbrug af de privilegier og den tillid, der følger med den hvide kittel.

De læger vil jeg ikke tage i forsvar, men de udgør kun en lille gruppe af brodne kar og må naturligvis ikke repræsentere den samlede lægestand. Ud med dem.

Noget andet og mere bekymrende er, at der tegnes et billede af, at det er lægerne, der er forkælede og umedgørlige, når det kommer til at sikre lægedækningen i yderområderne, der hvor patienterne som bekendt er mest syge og behovet er størst.

Det er fristende og nemt at omsætte den tilsyneladende uvillighed til et spørgsmål om ansvarsløshed og indifferens. Jeg mindes flere læserbreve, der hævdede, at fordi samfundet betaler for en dyr uddannelse, burde lægerne bare klappe hælene sammen og gøre, hvad der bliver sagt.

Selvom denne undertone findes i samfundet, er det dog især fra politisk side, at den dyrkes – og aktivt bruges til at fremme en bestemt dagsorden. Jeg vil gerne slå fast, at jeg forstår, at man kan indtage det synspunkt, at læger føler sig hævet over andre og f.eks. kun gider at arbejde i de store byer.

Men hvis De, kære læser, er villig til at høre en anden fortælling, så hold lige snuden i sporet.

Når jeg ser på mine kollegaer, ser jeg dygtige, ansvarsfulde og omsorgsfulde mennesker med en høj arbejdsmoral. For slet ikke at tale om, hvor modige særligt de yngre og nyuddannede læger er, der fra begyndelsen påtager sig et enormt stort ansvar ved at stå med akutte og kritisk syge patienter, ofte om natten og ofte meget alene.

For selv om man gør alt det rigtige, kan alt gå galt, og man må også leve med fejlskøn, som i værste fald kan have fatale konsekvenser. Det er ikke småting for sjælen.

Dertil kommer forskning – ofte i fritiden – undervisning, supervision, vejledning, administration og en konstant forventning om faglig opdatering og udvikling, også i fritiden. Alt sammen i et system, der vedvarende skal spænde livremmen ind.

Ovenstående skal ikke forstås som en klagesang. Vi har valgt det, og vi holder af det. Det er selvfølgelig fair, at der er et vist produktionskrav til læger – det skal jo køre rundt. Men når system og bureaukrati hæmmer udfoldelse, udvikling og medbestemmelse, risikerer vi at kvæle ilden.

Jeg ærgrer mig og finder det ærligt talt flabet og provokerende, når politikerne tegner et billede af, at det er ugidelige og ansvarsløse læger, der forhindrer, at vi får en tilstrækkelig lægedækning i yderområderne. Det er i hvert fald ikke den virkelighed, jeg ser.

Og husk: Læger er også bare helt almindelige mennesker med almindelige behov, drømme og hverdagskvaler. Fædre, mødre, kærester, som skal have alting til at hænge sammen.

Hvorfor skulle læger søge mod de yderområder, hvor faglige miljøer er små eller ikkeeksisterende? Hvor arbejdsvilkårene er pressede, og faglig udvikling er nedprioriteret? Hvor selv de ganske små og elementære personalegoder spares væk, og hvor lønnen er dårligere?

Det er sådan nogle steder, hvor ilden dør. Og hvem bærer egentlig ansvaret for, at forholdene er, som de er? Det gør lederne og politikerne – ikke lægerne. Det er lederne, der har kørt skuden i sænk – ikke lægerne. Det er lederne, der ikke har formået at skabe bæredygtige og frugtbare arbejdsmiljøer – ikke lægerne.

Det er politikerne, der besluttede at bygge et supersygehus ved Køge – tæt på København – fremfor i f.eks. Ringsted midt på Sjælland. Ikke lægerne. Og nu tror de samme politikere og de samme ledere, at problemet kan løses ved at svinge pisken. Gerne med befolkningen i ryggen ved at tegne et kedeligt og unuanceret billede af den danske lægestand. Jeg tror, De forstår pointen.

Når det så er sagt, skal villigheden blandt læger selvfølgelig være der – men det er den også. Vi vil gerne hjælpe dér, hvor patienterne er mest syge, og hvor der er mest brug for os.

Jeg har endnu ikke mødt kollegaer, der ikke vil påtage sig det medansvar og f.eks. pendle til de mere fjerntliggende hospitaler for at være med til at løfte den opgave. Men rammerne skal være i orden, og vi skal finde en model, der passer alle parter. Det kræver kreativitet og fleksibilitet, og at der tænkes ud af boksen.

Lægerne skal ikke rydde op efter en politisk og ledelsesmæssig fejloperation.

Spændende er det også, hvad den kommende regionssammenlægning i 2027 fører med sig, men vi må ikke forvente, at problemet forsvinder automatisk af den grund. Men med lidt knofedt, gåpåmod og en reel vilje til at lytte til hinanden, så skal det hele nok gå.

Forhåbentlig har De ikke opfattet dette indlæg som blot et surt opstød. Det, jeg prøver at sige, er, at jeg tror på, at Gösta Petterssons ild brænder i de fleste læger. Vi holder meget af vores fag, og mange strækker sig langt hver dag for at gøre deres allerbedste.

Men der er også grænser for, hvor meget bureaukratisk og politisk pis(k), man gider stå model til. Vi skal passe på, at vi ikke skaber en flugt fra systemet, nøjagtig som vi drev Gösta væk. Vi forsøger at gøre en forskel hver dag for dig og dine kære – alt lige fra avancerede livreddende indgreb til noget så simpelt som en hånd at klemme om. Tak for at læse med.