Politik, der gør alle glade, gør ingen glade

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Folketingsvalget blottede et dansk demokrati i krise, indre splittelse, og valget blev et forventeligt nederlag til SVM-regeringen.

Regeringen har i sin tre et halvt år lange levetid haft ret i sin udenrigspolitiske kurs og koblet det nødvendige forsvar af Ukraine til Europas overlevelse. Dog har SVM-regeringen grundlæggende fejllæst mange af forholdene internt i Danmark.

Der er et klart skel mellem de offentlige ansatte og de privatansatte, særligt i servicebranchen. De offentlige ansatte – skolelærere, sygeplejersker, administrationsansatte i stat, region og kommune har i vid udstrækning fastholdt deres fagretslige beskyttelse. Samtidig er globaliseringens overordnede positive gevinster negativt fordelt internt i Vesten.

Den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet er mere eller mindre afviklet på det private arbejdsmarked, hvor det kun er mindretallet, som er medlem af en fagforening. Der er med andre ord ikke en dansk model på arbejdsmarkedet.

Og Danmark er – den afdøde SVM-regerings paroler til trods om flere penge til velfærd – ikke et velfærdssamfund – men en konkurrence- og markedsstat med interne vindere og tabere.

Derfor er klassesamfundet i det 21. århundrede selvfølgelig af en anden karakter end industrisamfundet, som Socialdemokratiet fødtes ud af i 1870’erne. Dagens offentligt ansatte, som udgør Socialdemokratiets vælgerbase – gymnasielærere, læger og administrationsansatte samt de klassiske velfærdsfag – er ikke arbejderklasse. Og hverken sygeplejersker, skolelærere, læger eller gymnasielærere er dårligt lønnet i Danmark.

Partiet har ikke ønsket at lave et nyt bolig-skatte-system, som reelt omfordeler og udligner den massive formue og ulighed, som er i danskernes boliger. Og partiet har forladt en aktiv beskæftigelsespolitik, som netop er det, EU-kommissær Mario Draghi anbefalede i sin rapport fra 2025.

Samtidig går den grønne omstilling alt for langsomt. Både på dansk og europæisk niveau subsidieres landbruget. Dermed fraviges princippet om, at udlederen skal betale for forureningen, når landbruget slipper med en beskeden CO₂-afgift på 300 kr. pr. tons CO₂ i 2035.

Fødevarechecken tidligere på året tager ikke fat om de grundlæggende strukturelle uligheder i vores samfund. Og for de 4,6 mia. kr., den kostede, kunne man have lavet stærkere omfordelinger til kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og et skandaliseret handicapområde samt forhindret udsættelsen af socialt udsatte fra deres boliger.

Problemet med formuebeskatningen hang sammen med, at Socialdemokratiet alt for sent forstod, at det er ulighed – økonomisk, social, geografisk og uddannelsesmæssig, som er roden til Dansk Folkepartis succes.

Det kan afbødes ved en beskatning af gevinst ved salg af boligen samt på private aktier. Boligen og private aktier kan – modsat iværksætternes investeringer – ikke flyttes til udlandet og rammes derfor ikke af retfærdighedsprincippet om skabelsen af velstand via arbejde.

Begge dele har politikerne aktivt forladt, fordi de ikke vil op imod det vælgergrundlag, som ejer bolig, hvorfor besparelserne og reformerne de seneste årtier har været vendt mod de udsatte.

Den reelle skillelinje står mellem globaliseringens vindere og dets tabere internt i de vestlige stater og i Danmark, og det er det egentlige problem for de gamle partier. Og ikke en svunden arbejderklasse, som grundet teknologien og den internationale arbejdsdeling ikke kommer igen.

SVM-regeringen har samtidig ikke koblet ulighed med klimakatastrofen. Danmark kommer ikke til at nå målene fra Parisaftalen eller målene om 70 pct. CO₂-reduktion inden 2030. Oven i de andre onder – migrationspres fra Afrika, krigen i Ukraine, Europas dårlige konkurrenceevne og skilsmissen fra USA – er Europa også det kontinent, som opvarmes hurtigst.

Forsøget på at undgå yderfløjene har med andre ord været en fiasko for SVM-regeringen. Forudsætningen for Dansk Folkepartis succes er netop SVM-regeringens undgåelse af samfundets ulighedsskabende problemer.

Dansk Folkeparti lukrerer på den fremmedgørelse og frygt for forandring, som er iboende i moderne samfund under hastig forandring; manglende social sammenhængskraft, den groteske ulighed på boligmarkedet og forskellen mellem land og by og kravene til individets autonome selvudfoldelse.

Grundlaget for fascismen er netop tabernes protest – men fascismen eller det nye højre har ikke socioøkonomiske svar på tabernes socioøkonomiske problemer. Herunder massive investeringer i uddannelse, boliger, der er til at betale, kvalitetsjob, lønninger, man kan leve af, og stærkere sociale systemer.

Det eneste, der i virkeligheden kan modsvare fascismens forudsætning, er den demokratiske socialisme. SVM-regeringen havde nok satset på, at en fredning af en magtfuld og nyrig middelklasse og ved at spare på de mest udsatte i samfundet kunne sikre dets opbakning. En strategi, der hverken var socialdemokratisk eller kløgtig.

Det smertefulde for dem, som stemmer på Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, er, at de ser ind i dobbelte nederlag.

Skabelsen af jobcentrene var i sin tid daværende beskæftigelsesminister Inger Støjbergs opfindelse, og sammen med Irak- og Afghanistan-missionerne i 00’erne nok det dårligste stykke politiske håndværk i nyere danmarkshistorie. Et håndværk, som vel at mærke har kostet ikke mindre end 13 mia. kr. om året siden 2010.

Tilmed er den hårde udlændingepolitik nu blevet et økonomisk problem; dansk økonomi er afhængig af udenlandsk arbejdskraft.

At Vesten må sige farvel til den liberale verdensorden, som vi har kendt den efter 1945, og dermed er trådt ind i en mere barsk og brutal verden – særligt for Europa – var og er ikke uundgåelig.

Vestens indre opløsning er snarere konsekvensen af, at globaliseringens tabere i årtier reelt har været uden både fremgang i velstand og i fraværet af én kvalificeret politisk repræsentation. Flertallet af amerikanerne kan ikke skaffe 1.000 dollars i løbet af én dag, og i Frankrig forværres fattigdommen. Der er sket en eksplosion i antallet af fattige, som lever for 18 euro om dagen.

Godt 10 mio. franskmænd lever under fattigdomsgrænsen. Denne ulighed og opløsning i Vestens gamle demokratier er endnu ikke så udtalt i Danmark, men valget i marts viste, at man ikke kan undgå samfundets problemer eller bilde befolkningen ind, at der ikke er økonomiske og interessemæssige modsætninger i moderne samfund.