Differentieret moms er det sidste, dansk erhvervsliv har brug for

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Netop som der breder sig en politisk forståelse for problemet med voksende bureaukrati og administrative byrder, markerer debatten om differentieret moms et kedeligt tilbageskridt. Og desværre eksemplificerer den endnu en gang, hvor svært det er at omsætte gode politiske intentioner til virkelighed.

Lad det derfor blive sagt, så der ingen tvivl kan være: Indførelsen af nye momssatser på (udvalgte) fødevarer vil medføre markante administrative omkostninger for samtlige danske virksomheder. Og som altid vil byrden for de mindste virksomheder blive relativt størst.

Skatteministeriet opgør i en nylig rapport erhvervslivets administrative omkostning af differentieret fødevaremoms til knap 300 mio. kr. om året. Det er desværre en urealistisk lav forventning. Ikke mindst fordi analysen begrænser sig til de ca. 60.000 danske virksomheder, som enten lever af at sælge fødevarer til forbrugere, eller som bruger fødevarerne i deres produktion, f.eks. restauranter. Dermed overser ministeriet, at nye momssatser giver ekstra administration i samtlige landets godt 200.000 momspligtige virksomheder (med ansatte).

Det skyldes først og fremmest, at loven pålægger alle virksomheder at have et bogføringssystem, der kan sikre den korrekte momsafløftning af virksomhedens indkøb. Modsat f.eks. punktafgifter, så gælder det for moms, at hver eneste virksomhed, som en vare passerer på sin vej fra produktion til endelig forbruger, har pligt til både at afløfte den korrekte moms ved sit indkøb af varen og at pålægge den korrekte moms igen, når varen eventuelt videresælges.

Og da alle aktive virksomheder med medarbejdere kan risikere at indkøbe fødevarer, som de skal afløfte den korrekte moms af, ja, så vil de også alle være forpligtet til at indkøbe et bogføringssystem, der kan håndtere den nye sats.

For de fleste virksomheder vil behovet da også være ganske reelt: De køber f.eks. frugt og grønt (og andre fødevarer) til servering i forbindelse med møder og vil i den forbindelse skulle sikre, at den korrekte moms bliver afløftet. Det kræver ikke blot et opdateret bogføringssystem, men også at medarbejderne kender reglerne, og at virksomheden har relevante interne kontroller på plads. Ellers vanker der bøder, når Skattestyrelsen kigger forbi.

Selv med forsigtige antagelser om det nødvendige ekstra tidsforbrug, så vil virksomhedernes samlede meromkostning ved nedsat fødevaremoms ikke kunne holdes under 1 mia. kr. Og regningen kan sagtens blive markant højere. Det gælder særligt, hvis den lave moms kun gælder udvalgte fødevarer. Eller hvis reglerne løbende laves om – hvilket al erfaring viser, at de gør (det vender vi tilbage til).

Som med alle andre administrative byrder på virksomhederne, så er der i sidste ende ikke andre til at betale end kunderne. Det betyder, at det bliver dyrere at være dansker, og at danske virksomheders internationale konkurrenceevne svækkes.

Det bliver også danskerne, der skal betale de ekstra omkostninger, som flere momssatser giver for skattemyndighederne. Skatteministeriet selv anslår omkostningerne til op mod knap 300 mio. kr. de første fem år og herefter op til 35 mio. kr. årligt.

Det dækker over lønninger til ekstra kontrollanter, som altså skal hentes på et brandvarmt arbejdsmarked, hvor danske virksomheder i forvejen skriger på kvalificeret arbejdskraft. Hertil kommer små 400 mio. kr. til ”systemtilpasninger” og årlige udgifter til it-drift på godt en halv million kroner.

Endelig hænger danskerne selvfølgelig også på regningen for at dække den tabte momsindtægt. At halvere fødevaremomsen – hvilket i bedste fald vil barbere en tiendedel af priserne i supermarkedet – koster over 13 mia. kr. om året. Hvor skal de komme fra?

Hvis pengene hentes fra råderummet, kan man jo spørge, om pengene ikke gør mere gavn andetsteds? F.eks. koster det 11 mia. kr. permanent at afskaffe elafgiften på husholdningerne. Et sådant initiativ vil understøtte den elektrificering, som er afgørende for den grønne omstilling.

Og modsat differentieret moms vil en afskaffelse af elafgiften rent faktisk bidrage til at forenkle skattesystemet, fordi det vil overflødiggøre mange af de særordninger, vi har i dag. Tilmed vil en endnu større andel af pengene komme de laveste indkomster til gavn, end det er tilfældet med nedsat fødevaremoms.

At andre EU-lande har differentieret moms, er bestemt ikke et godt argument. Tværtimod bør deres erfaringer tjene som skræk og advarsel. Man kan f.eks. læse de svar, Skatteministeriet har modtaget fra andre EU-landes skattemyndigheder, når man har spurgt til deres momssystemer. Dem har skatteministeren delt med Folketingets Skatteudvalg, og det udgør særdeles interessant læsning:

Således er det tydeligt, at det er naivt at tro, at lavere fødevaremoms er en éngangsaffære – eller at der i det hele taget er nogenlunde enighed om, hvad det overhovedet vil sige: Gælder den lave sats kun ubehandlet frugt og grønt? – og hvad betyder ”ubehandlet”?

Er det alle basisfødevarer? Og hvad er det? Gælder det også (alkoholiske) drikke? Og hvor høj en alkoholprocent er så diskvalificerende? Gælder det luksusmadvarer? I Belgien er kaviar, hummer, krebs, krabber og østers f.eks. ikke omfattet af den lave momssats (men det er f.eks. muslinger). Og hvad med slik? Kager?

Og så har vi slet ikke åbnet diskussionen om den korrekte moms på måltidskasser, der samler ingredienser til et helt måltid på tværs af momskategorier. Og hvad med restauranter og takeaway-butikker, der sælger fødevarer i konkurrence med supermarkedernes delikatesseafdeling?

Ikke blot skal der findes et (dansk) politisk kompromis om at sætte disse grænser, man kan vide sig sikker på – baseret på andre landes erfaringer – at den politiske opfattelse af, hvor nøjagtig grænserne skal gå, vil ændre sig løbende. Hver gang skal både virksomheder og myndigheder tilrette deres systemer for at kunne håndtere ændringen og sørge for, at alle relevante medarbejdere er up to date med de nye processer.

I de fleste EU-lande har jagten på at besvare de mange spørgsmål ført til indførelsen af endnu flere momssatser, sådan at landene i dag har to eller flere reducerede momssatser – ud over standardsatsen og 0-satsen. Igen noget, som øger kompleksiteten og virksomhedernes administrationsomkostninger.

Det er også bemærkelsesværdigt, at ingen af de udenlandske myndigheder har søgt at opgøre de administrative omkostninger ved de mange momssatser, også selv om man anerkender problemet. Landene har i stedet typisk fokus på, at nedsat moms er meget dyrt for statskassen, uden at man egentlig ved, om det virker efter hensigten.

Den franske besvarelse henviser således til en analyse af landets momssystem udarbejdet af Cour des Comptes, Frankrigs svar på Rigsrevisionen. Heri konkluderes det bl.a., at momsen som finansieringskilde til offentlig service bl.a. er under pres fra »udbredelsen af reducerede satser – sjældent på baggrund af forudgående studier eller efterfølgende evalueringer – som er meget svære at omgøre, selv når deres virkning synes begrænset«.

Så mens besvarelserne måske nok er holdt i et neutralt embedsmandssprog, så skinner advarslerne flere steder igennem. Også i denne afsluttende sætning fra Spanien: »Som en sidste kommentar vil vi gerne pointere, at når man først har sænket momssatsen på en bestemt madkategori, så er det meget svært at hæve den igen. Det er derfor et skridt, der bør overvejes meget nøje.«

Vi kunne ikke være mere enige.