AI-udvikling bør tage afsæt i virkeligheden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er meget store forventninger til, at AI kan styrke vores offentlige sektor og gøre tingene nemmere, bedre eller hurtigere. Og for at skubbe på udviklingen har regeringen nedsat en digital taskforce, der skal håndtere »organisatoriske, tekniske og juridiske barrierer« og »samarbejde med myndigheder om at teste løsninger i den offentlige sektor«. Så langt, så godt.

Men det var politikernes sædvanlige tilbøjelighed til at sælge skindet, før bjørnen er skudt, der stjal mediebilledet, da taskforcen blev præsenteret for offentligheden i december.

Taskforcen har nemlig også fået besked på, at den som en af sine allerførste opgaver skal offentliggøre et såkaldt målbillede, der kommer med konkrete bud på, hvor mange årsværk den kan være med til at frigøre ved at indføre AI i den offentlige sektor frem mod 2030 – og i hvilke sektorer det skal ske, og hvordan taskforcen vil gøre det. Velbekomme, kære taskforce.

Som politikernes kommissorium for taskforcen selv fremhæver, så er det en meget ambitiøs tilgang. Det er vist en underdrivelse. Hovedproblemet er selvfølgelig, at både pressen og mange ansatte i den offentlige sektor nemt får det indtryk, at nu vil taskforcen sørge for, at tusindvis af offentligt ansatte bliver overflødige og derfor mister deres arbejde.

Jeg skal ikke afvise, at der findes politikere, der ønsker sig, at det bliver resultatet af taskforcens arbejde. Men så enkelt er det jo ikke – for så ville de seneste 30 års automatisering og digitalisering allerede have affolket både den offentlige og den private sektor.

Jeg hører til dem, der mener, at medarbejdere ikke mister jobbet til AI. Men medarbejdere risikerer at miste jobbet til andre medarbejdere, der mestrer at bruge AI til at løse arbejdsopgaverne.

Hvis vi skal have mest muligt ud af de nye digitale teknologier, er det helt afgørende, at udrulningen af AI i kommunerne tager udgangspunkt i kommunernes og medarbejdernes faktiske opgaver, indsigt og erfaring. Storstilede it-baserede spareprojekter, der er udtænkt langt fra virkeligheden, er dømt til at mislykkes. Det er ikke en politisk holdning. Det er en historisk erfaring.

Landets kommuner, medarbejdere og borgere skal først finde ud af, hvad AI kan bruges til. Hvad er praktisk muligt? Hvad er lovligt i forhold til GDPR? Hvad er retssikkerhedsmæssigt forsvarligt? Og hvad er politisk acceptabelt og ønskeligt i befolkningen?

Uanset om regeringen bryder sig om det eller ej, har den brug for de offentligt ansattes velvilje og nysgerrighed, hvis vi skal lykkes med at afsøge de mange områder, hvor AI kan understøtte udviklingen af den offentlige sektors mange velfærdssystemer. Ikke mindst HK’ernes.

Som blandt andre Niels Borch Rasmussen fra Københavns Professionshøjskole har pointeret, så vil fremtidens AI-løsninger ikke være standardiserede maskiner, men specialudviklede værktøjer, der er tilpasset til organisationens konkrete behov. Dette stiller nye krav til udviklerne af AI-løsninger, hvor tekniske færdigheder som programmering træder i baggrunden til fordel for organisatorisk forståelse og evnen til at bygge bro mellem teknologi og mennesker.

Og hvis nogen kan bidrage til at finde ud af, hvordan AI kan understøtte de mange rutiner og arbejdsgange, der tilsammen binder den kommunale velfærd sammen, så er det HK’erne, der er uddannede til at arbejde meget praksisnært og tæt på borgerne.

Hvis vi griber den rigtigt an, kan AI sikkert være med til at imødekomme borgernes stigende forventninger, selvom der allerede nu mangler arbejdskraft mange steder. De kommunale HK’ere vil gerne ”arbejde smartere”, og jeg hører og mærker en stor nysgerrighed på, hvad AI kan bruges til, og faktisk også en stor lyst til at komme i gang.

Et godt bud er, at processen kommer til at minde om den meget gennemgribende digitalisering, som den offentlige sektor har gennemgået de seneste 30 år. Den var meget vanskelig at forudsige på forhånd. Mange forestillinger blev aldrig til noget – hverken de positive eller de negative. Og endnu flere forandringer blev mere gennemgribende, end nogen havde forestillet sig.

Siden er der gennemført hundreder, hvis ikke tusinder af digitale projekter, der tilsammen har gjort Danmark til et af de mest digitaliserede lande i verden. Det er en succeshistorie, der hele vejen igennem har været understøttet af massiv uddannelse samt efter- og videreuddannelse af HK’erne, der har været gode til at tage teknologien til sig.

I HK Kommunal har vi fulgt AI-udviklingen tæt. I skrivende stund har tusindvis af HK’ere allerede deltaget i webinarer og kurser i anvendt AI. Under forårets overenskomstforhandlinger med de kommunale arbejdsgivere aftalte vi et omfattende efter- og videreuddannelsesprojekt, der skal hjælpe vores medlemmer med at tage førertrøjen i den kommunale AI-udvikling.

Fra og med marts står landets professionshøjskoler klar med efter- og videreuddannelse, hvor deltagerne kan tage kompetencegivende uddannelse (med ECTS-point) på akademi- og diplomniveau i anvendt AI inden for netop det felt, deltagerne arbejder i.

Professionshøjskolerne har givet tilsagn om, at de gerne rykker undervisningen ud på de enkelte kommunale arbejdspladser og tilpasser undervisningen til deltagernes og afdelingens konkrete arbejdsopgaver. Forløbene understøttes af et samarbejde med Datatilsynets ”regulatoriske sandkasse”, der skal hjælpe med at afklare og løse de mange juridiske udfordringer, der med sikkerhed opstår undervejs.

Samlet set er overenskomstaftalen med kommunerne en enestående mulighed for, at vores kommuner kommer godt fra start i forhold til AI-udviklingen, så både medarbejdere, kommunerne og borgere kan slippe for de værste børnesygdomme.

Alt for ofte er ambitiøse og måske sympatiske it-projekter strandet, fordi de har været drevet af centralt udstukne forestillinger om, hvordan der kan spares penge – og ikke af de faktiske forhold ude i virkeligheden, hvor man måske kunne være lykkedes med en lidt mere nuanceret tilgang.

Sådan gik det i Skat, hvor inddrivelsessystemet EFI aldrig kom til at virke efter hensigten og til sidst helt blev droppet.

Da jeg selv arbejdede som lægesekretær, indførte regionerne øst for Storebælt Sundhedsplatformen efter amerikansk forbillede og fyrede lægesekretærer i bundter – med det resultat, at læger og sygeplejersker kom til at bruge tiden på administrativt arbejde, de ikke var uddannet til, og tilsvarende mindre tid på patienterne og de kliniske opgaver. Sådan bør det ikke gå med udrulningen af AI i kommunerne.

Nu ligger bolden hos kommunerne. Det er kommunerne, der skal tage det næste skridt og kontakte professionshøjskolerne, som har lovet, at de har den kapacitet, der er nødvendig. Kommunerne skal dårligt nok have penge op af lommerne. Både fordi HK’s nye kommunale overenskomst har øremærket penge til projektet, og fordi overenskomsten i forvejen finansierer 100 pct. af udgiften til uddannelsen via vores ret unikke kompetencefond.

Det er også kommunerne og kolleger i MED-udvalgene, der bør aftale rammerne for AI-udviklingen i deres kommuner. Og det er de enkelte kommuner, der sammen med vores kolleger skal tilrettelægge en organisering af arbejdet med AI. På den måde kan de sikre, at organisationens eksisterende viden og erfaring kommer i spil på en relevant måde, så borgerne får mest muligt ud af de nye teknologiske muligheder.