Kirkeminister fører sin fordummende værdikamp på historisk tynd is

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Morten Dahlin ligner i mindre grad en forvalter af alle danskeres livssyn og spirituelle færden – og mere en populistisk værdikriger, der splitter frem for at samle.

På Facebook har kirkeministeren for nylig pustet til værdikampen mellem kristendommen og islam med et par opsigtsvækkende opslag, der hævder, at Danmark er bygget på kristne værdier, og insisterer på forskelsbehandling af livssyn. Et af dem starter med: »I Danmark har vi religionsfrihed. Men vi har ikke religionslighed. Så dem der mener, at ramadanen skal fylde lige som julen, de tager fejl.”

Argumentatorisk såvel som grammatisk er det ikke rar læsning. At henvise til status quo som argument for status quo er ikke just imponerende argumentation. Og så er julen jo ikke synderligt kristen, men i sin moderne udgave en multikulturel sæsonfejring baseret på hedenske solhvervsfejringer iblandet en række forskellige folkemyter og fortællinger. Kristmesse er den kristne del af julen. Når kristne fremstiller julen som deres højtid, er det ganske enkelt dårlig stil.

Dahlin afslutter: »Sådan er det her i landet og det skal man ikke blive krænket over. For sådan skal det fortsat være.«

Igen hænger konklusioner og præmisser ikke sammen.

Men det virker ikke vigtigt for Morten Dahlin, for hans arbejde er at konkurrere med Inger Støjberg, som ikke har bekymret sig om argumenters logiske gyldighed hele sin karriere.

Bag kirkeministerens fordummende retorik ligger en problematisk tendens. Dahlin forsøger at gøre vores kultur og det rette livssyn synonymt med kristendom og kristne værdier, men dette hviler på historiske forenklinger og misforståelser.

Dahlin gentagerden gamle myte om, at vores samfund bygger på kristne værdier. Det er en populær fortælling, som mange politikere flirter med. Men kigger man på vores samfunds grundlæggende principper – demokrati, menneskerettigheder og lighed for loven – så peger pilen ikke i retning af kristendommen som hovedkilde.

En undersøgelse fra University of Oxford fra 2019 viser, at syv moralske hovedregler – herunder den gyldne regel om retfærdighed og respekt for andres ejendom – går igen i stort set alle kulturer verden over, uanset religiøst eller kulturelt udgangspunkt. Disse principper er ikke unikt kristne, de er evolutionært uundgåelige – og dermed universelt menneskelige.

Danmarks demokratiske fundament er derimod stærkt præget af Oplysningstidens idealer, som blandt andet udfordrede kirkens magt. Det moderne danske velfærdssamfund er i høj grad formet af sekulære idéer, der handler om solidaritet og rationel politik, snarere end religiøs dogmatik. Og heldigvis for det kan vi sige, eftersom en nyere global religionsøkonomisk undersøgelse fra KU peger på, at religion er til skade for demokratiske rettigheder.

Ministeren peger som mange andre på julen som en bastion for kristendommen i Danmark, men det er misvisende. For det første er julens oprindelse en blanding af hedenske og kristne traditioner, og dens nutidige udtryk er blevet en multikulturel fejring af samvær og hygge snarere end en markering af Jesu fødsel.

Desuden tror blot et fåtal af danskerne på, at Jesus var Kristus – den guddommelige frelser. Cirka 20-25 pct. for over et årti siden – og tallet er næppe steget. Det er en ret vigtig detalje, når vi diskuterer, hvad danskerne reelt fejrer ved juletid. For mange er julen mere knyttet til gaveudveksling, familie og Disneys juleshow end løgnen om denne profets fødselsdag.

At gøre julen til et symbol på kristendommens særlige status i Danmark er både forsimplet og splittende. Jul fylder naturligt nok mere i Danmark – både af historiske årsager, fordi vi har kraftige årstidsudsving – og fordi det er en begivenhed, alle kan fejre – hvorimod ramadanen og kristmessen er for de religiøse, der tror på bestemte påstande om guders sendebud.

Man kan ikke ignorere, at Dahlin er kirkeminister i en regering, der er presset af populistiske strømninger. Det ligner mere og mere, at han og Inger Støjberg konkurrerer om at appellere til en vælgergruppe, der tilsyneladende i højere grad ser kristendom som en kulturel markør mod islam end et teologisk/spirituelt ståsted.

Denne værdikamp er uhensigtsmæssig, fordi den splitter frem for at samle. Når den danske stat favoriserer én tro over andre, underminerer det både vores sekulære samfund og vores fælles forståelse af frihed og lighed.

Kirkeministeren er udpeget til at repræsentere hele befolkningen – også dem af os, der ikke er medlemmer af folkekirken, og de mange, der ikke identificerer sig med kristendommen som livssyn. Når han fremfører en så unuanceret og ekskluderende dagsorden, er det svært ikke at se det som en del af en større politisk kamp om værdier.

Og når kirkeministeren henviser til folkekirkens medlemstal som et argument for den fortsatte forskelsbehandling, glemmer han, at dette medlemstal er kunstigt højt.

Undersøgelser fra KU har vist, at under halvdelen af folkekirkens medlemmer er det frivilligt, men fordi medlemskontingenterne klares over skat, tager de færreste stilling. Folkekirken pynter sig med lånte fjer – og politikere som Dahlin låner dem gerne til en særlig anledning – for eksempel når de skal argumentere for mere identitetspolitisk forskelsbehandling.

Dette ubehagelige faktum om danskernes egentlige ståsted i forhold til kirken og kristendommen bliver løbende ignoreret til fordel for at udnytte borgernes ufrivillige tilslutning til en værdikamp på falske præmisser. Men flertallet af danskerne ønsker kirke og stat adskilt. Folket ønsker lighed, men Dahlin og flertallet på Christiansborg fastholder forskelsbehandlingen med doven argumentation.

Hvis vi som samfund lader os drive ind i en spiral af populistisk leflen for forsimplede narrativer, så lider vores fælles filosofiske udvikling skade. Den danske tradition for oplysning, kritisk tænkning og universelle værdier er langt stærkere og mere samlende end nogen religiøs eller kulturel identitetspolitik.

Danmark er ikke bygget på kristne værdier – vi er som alle andre velfungerende samfund bygget på videnskab, de syv universelle værdier og mennesker og demokratisk fællesskab. Når vi fastholder en sekulær tilgang, skaber vi plads til alle – også dem, der vælger ikke at tro.

Vi har brug for mere oplysning om, hvordan verden reelt hænger sammen, ikke flere politiserende symbolpolitiske fraser. Kirkeministerens ansvar er at fremme forståelse og sammenhold, ikke at spille på de splittelser, der ligger i at favorisere én religion over andre.

Det kræver mod at stå fast, når mørke skyer trækker op. Vi må insistere på, at oplysning, frihed og lighed er vejen frem. Det er fundamentet for et samfund, hvor vi alle kan leve side om side med respekt for hinandens forskelligheder. Det er vel kirkeministerens egentlige opgave? Og den bør han tage alvorligt – ikke bare for de kristnes skyld, men for alle os, der udgør Danmark.