Det er vores land – endnu da

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Poul Schlüter til Berlingske: »Vi troede jo ikke, det ville udvikle sig sådan.« Dan Jørgensen til Ekstra Bladet: »Vi tog fejl.« Uffe Ellemann til Clement Kjersgaard: »Der var fejl fra begyndelsen.« Mattias Tesfaye til Kristeligt Dagblad: »Jeg troede, tiden var vores ven.« Mette Frederiksen til Politiken: »Jeg tog fejl om flygtninge og integration.« Det er avisoverskrifter fra de seneste par år.

Vi lever i mærkelige tider. Vores land forandrer sig for øjnene af os, og politikerne har ikke styr på det. De tog fejl, indrømmer de på stribe. Virkeligheden er langt om længe og alt for sent trængt gennem de tykke mure ind til politikerne.

I de seneste 50 år har indvandringen til Danmark har været så massiv, at der aldrig før i vores årtusindlange historie er sket noget lignende, ikke engang tilnærmelsesvis. Det skete, mens politikerne fra de etablerede partier havde travlt med at skælde ud på dem, der advarede mod udviklingen.

Ikke overraskende har indvandringen og politikernes håndtering af den skabt konflikter og dybe kløfter af mistillid i vores samfund – mellem befolkning og politikere, mellem højre og venstre og mellem danskere og indvandrere. Mistillid er gift for vores samfund, der bygger på tillid til medborgerne.

Hvis vi skal række tværs over de tillidskløfter, er det nødvendigt at føre en ordentlig samtale. Vi skal kunne udtrykke vores holdninger uden at blive mødt med skældsord og antydninger af den mest fornærmende art. Vi skal kunne lægge fakta frem og forvente, at modparten forholder sig til dem i stedet for at påberåbe sig krænkelse og sårede følelser. Vi skal kunne diskutere frit i stedet for at skabe tabuer.

Massiv indvandring har massive konsekvenser for demografien. Den oprindelige befolkning i Danmark fortrænges langsomt, men sikkert. Det er en gammel nyhed, men det lader ikke til at bekymre magtens mænd og kvinder.

Når der fødes flere med udenlandsk baggrund end dansk, vil den oprindelige befolkning komme i mindretal. Det sker ikke om 25 år, heller ikke om 50 år, men inden for de næste 70-100 år. En prognose fra Danmarks Statistik viser, at i 2080 er en fjerdedel af indbyggerne i Danmark udlændinge eller børn af udlændinge.

Kan Danmark stadig være dansk, hvis et flertal af befolkningen ikke er det? Eller er det lige meget, om Danmark er dansk?

Danmark er danskernes land. Altså helt bogstaveligt som i danskernes ejendom. Det er både lige ud af landevejen og samtidig international folkeret. Fordi det er vores land, har vi retten til at lede landet. Det følger af ejendomsretten. I folkeretten hedder det territorialhøjhedens grundsætning. Det er et indlysende princip.

Hvem er så det folk, der ejer Danmark? Straks begynder hele diskussionen om danskhed, sprog, hjerte og alt muligt andet. Men folkeretten gør det meget enkelt: Det er Danmarks statsborgere, der er folket. Kort og godt. Stemmeretten ligger hos statsborgerne og kun dem, og derfor er territorialhøjheden deres og deres alene. Danmarks statsborgere er i folkerettens øjne det danske folk.

Ingen diskussion om danskhed, sprog, religion eller mystiske blodlinjer: Det er statsborgerne i Danmark, der er det danske folk. Det er statsborgerne, der ejer landet. Statsborgerne har også retten til at bestemme, hvem de vil have ind i landet, hvem der kan blive nye statsborgere og dermed indtræde i ejerskabet til Danmark. Det er hverken FN, EU eller andre, der kan tildele indfødsret i Danmark. Det kan kun vi, der allerede er statsborgere.

Ingen af os har skabt Danmark – det er arvegods. Det er ingen almindelig arv, og det, vi som statsborgere forvalter, kan aldrig gøres op i penge. Vi forvalter den samlede arv fra hele den enorme kæde af forfædre, som skabte Danmark. Vores fysiske omgivelser og langt vigtigere: vores kultur. Vores sprog, vores historie, vores tillid til hinanden og vores fredelige og højtudviklede samfund. Vores stærke sociale omsorg. Vores foreningsliv, vores folkestyre, vores måde at drive et samfund på. Vores frihed og vores ret til selv at skrive loven – fri af fremmedherredømme og religiøse autoriteter.

Det er summen af det hele, der er vores danske kultur. Et af historiens og verdens rigeste og mest avancerede samfund. Det er vores formue. Det er den betroede ejendom, vi som danskere forvalter.

Vi har ikke skabet formuen. Vi har snarere gjort det modsatte: Vi har tæret på formuen, udhulet den. Jeg skriver vi, for det nytter ikke at pege fingre: Vælgerne blev ved med at stemme på de partier, der misforvaltede arven. Vælgerne troede på politikerne, når de før hvert valg lovede at få styr på indvandringen.

Det er bare ikke sket. Der er ikke mere fred i vores gader. Der er ikke færre indvandrere, tværtimod mange flere. Der er ikke mindre vold, men mere og grovere. Indvandringen koster ikke færre penge, men flere. Der er ikke færre moskéer, men flere. Der er ikke mindre islam, men mere. Der er ikke mere ytringsfrihed, men mindre. Der er ikke færre problemer, der er flere. Politikerne tog fejl.

Vi ænser knap nok forråelsen i samfundet. Bilister frarøves deres biler under trusler om vold og død; en teenager, der slås sønder, når næppe nyhederne; knivstikkerier og skyderier er så dagligdags, at ingen løfter et øjenbryn over den grove og livsfarlige vold, som kniven og pistolen er et udtryk for. Det var stort set ukendt for 40 år siden.

Det er ødelæggende for vores kultur. Vi er gået fra at være et af verdens tryggeste samfund til en udbredt tilstand af frygt for pludselig og tilfældig aggression, der på et splitsekund kan ende i brutal vold. På skolen, i byen, på gaden, i bilen. Ikke overalt, men alt for mange steder.

Volden og aggressionen er kun en lille del af det. Den offentlige debat bevæger sig baglæns, når vi skal bruge tid på at diskutere den indlysende sammenhæng mellem terror og islam eller mellem moskéer og radikalisering. Krænkelseskulturen har trumfet. Kritik af islam kaldes racisme, og vi venter stadig på det oprør, vi forventede fra unge muslimer født, opdraget og uddannet i Danmark. Samtidig bruger vi hvert år millioner, hvis ikke milliarder på at overvåge og forebygge radikalisering af muslimsk ungdom.

Radikalisering? Moskéer? Islam? Det Danmark, vi overtog, anede knap nok, hvad det betød.

Vi har bevæget os fra en fælles dansk kultur og et fælles sprog, som alle talte og forstod, fra en fælles kode for god opførsel i samfundet til et samfund, der stadig hedder Danmark, men som slet ikke er det land, vi fik i arv. Danmark i dag har stærke subkulturer af pakistansk, tyrkisk, irakisk og palæstinensisk tilsnit forenet i den fællesnævner, som den islamiske religion og arabiske kultur er.

Det Danmark, vi fik, hang sammen, ikke mindst i kraft af et årtusindes fælles tro. Danmark er kulturelt set et kristent land. Det bygger på kristne værdier og traditioner. Det Danmark, vi giver videre, hænger ikke længere sammen. Det er ikke bare forandret, noget meget vigtigt er gået i stykker.

Og så tilbage til udgangspunktet: Danmark er danskernes land, og danskerne er dem, der har statsborgerskab i Danmark. Hvis danskerne ønsker, at Danmark fortsat skal være et dansk hjemland, er det sidste chance. Stands den uønskede indvandring. Send de indvandrere hjem, som vi ikke ønsker. Stands den rundhåndede tildeling af statsborgerskaber.

Statsborgerne alene har territorialhøjheden. Det er vores land, og det er os, der afgør, hvem vi vil dele det med. Husk det ved valget – det er Danmarks skæbne, der afgøres.