Vi har brug for at modernisere demokratiet og de politiske partier

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi skal snart til folketingsvalg, og alle danskere har nu muligheden for at give deres stemme til netop det parti, som de mener bedst repræsenterer deres holdninger og interesser. En af demokratiets helt store udfordringer er imidlertid, at det, at borgerne har haft mulighed for at give deres støtte til et parti frem for et andet, ikke i samme grad som tidligere bibringer politikerne den demokratiske legitimitet, som de har brug for, når de skal træffe beslutninger på borgernes vegne.

Årsagen er, at partierne ikke længere udfylder rollen som demokratiserende bindeled mellem de politiske eliter og folket. Et sådant bindeled er afgørende for om valg giver mening, for det sikrer en høj grad af sammenhæng mellem det, som valgkampen handler om, og det, der optager danskerne. Partiernes rolle som meningsdannere er aftagende, og deres fodfæste i tidens politiske strømninger i befolkningen er svækket sammenlignet med efterkrigsårene. På det tidspunkt var 15 pct. af danskerne medlem at et parti, og samtidig repræsenterede partierne relativt stabile og velafgrænsede klassebaserede norm- og interessefællesskaber. I dag er under 3 pct. af borgerne partimedlemmer, og samtidig er de traditionelle fordelingspolitiske interessefællesskaber forstyrret af nye værdipolitiske dagsordner, der samler borgere i skiftende situations- og emnespecifikke politiske grupperinger, der går på kryds og tværs af de traditionelle klasseskel.

Et tegn på partiernes ændrede rolle i demokratiet er, at kun ganske få danskere stemmer på det samme parti hele livet. Vælgerne er blevet langt mere politisk mobile i den forstand, at de flytter deres stemme rundt mellem de politiske partier fra valg til valg. Troløse vælgere skærper partiernes indbyrdes konkurrence om stemmerne, og det gør det stadigt vigtigere for de enkelte partier at have en frontfigur, som er i stand til at sælge varen og sikre partiet opbakning. Den intensiverede kamp om vælgerne har over årende ændret partiernes interne organisationsstruktur og beslutningsprocesser.

I gamle dage tog partiernes medlemmer aktivt del i formuleringen af den politiske linje, og skulle man helt til tops i partiet, var rejsen op gennem partiorganisationen lang og sej. Det betød, at partipolitikken var grundigt forankret i politiske strømninger i befolkningen via partiets medlemmer, og at partilederne var bærere af en politik, som medlemmerne havde haft stor indflydelse på. I dag formuleres partiernes politikker i stigende grad af nogle gange relativt unge partiledere med bistand fra deres nærmeste politiske støtter i partitoppen. Medlemmerne sidder tilbage som tilskuere, der først og fremmes har til opgave at fejre partiledere, der høster stemmer til partiet, og udskifte dem, som fejler.

Valgkampe, der tager form af en intens konkurrence om stemmer mellem enerådende partiledere, skaber en vis dynamik i den partipolitiske debat, og det er sundt for demokratiet. Denne form for kamphanevalgkamp kan imidlertid også svække tilliden til politikerne, fordi det for partilederne kommer til at handle rigtig meget om at vise deres medlemmer, at de kan vinde valg. I den situation er det yderst fristende for dem, når valgdagen nærmer sig, at love ting, som de senere får svært ved at holde. Bliver løftebrud dagens orden, giver det borgerne en følelse af, at politikerne er utroværdige og ikke til at stole på. Borgernes oplevelse af, at politikerne ikke holder ord, kan være en af årsagerne til, at danskernes tillid til politikerne er dalet drastisk hen over de seneste 10-15 år. I begyndelsen af 00’erne mente ca. 70 pct. af danskerne således, at man kunne stole på politikerne, mens tallet faldt til ca. 35 pct. i 2017. Det er i øvrigt en udvikling, der finder sted i de fleste vestlige demokratier.

Politiske partier med stærke partiledere, svage medlemsorganisationer og få medlemmer er imidlertid ikke bare problematiske for demokratiet, fordi de svækker tilliden til politikerne. De kommer også let ud af trit med, hvad der rører sig i befolkningen. Tidens mange meningsmålinger giver godt nok politikerne et fingerpeg om, hvad der rører sig i befolkningen, og de er blevet et vigtigt redskab, når partilederne lægger strategi op til et valg. De er imidlertid en ringe erstatning for den tætte, løbende dialog mellem politikere og borgere, som engang fandt sted i partierne og gjorde dem til demokratiets kerneinstitutioner. Når kontakten mellem politikerne og borgerne bliver svag, giver det grobund for en kritik af og afstandtagen til de politiske eliter, som vi i disse år kan spore i form af en populistisk politisk bølge i USA og Europa.

I dag, hvor partierne ikke længere fungerer som et solidt bindeled mellem politikerne og borgerne, er der en betydelig fare for, at nogle borgere kan føle sig politisk hjemløse. Det sker, når de på valgdagen har svært ved at finde et politisk parti, der repræsenterer deres holdninger og interesser. Det kan være baggrunden for, at mange danskere tyer til politikertesten, før de går hen og stemmer. Når partierne bliver mindre relevante for borgerne, må man lede efter den politiker, man deler holdninger med på nogle af tidens konkrete politiske spørgsmål, upåagtet at partidisciplinen i sidste ende afgør, hvordan denne politiker agerer, når de først er valgt. Politikertesten er udtryk for, at partierne har mistet terræn som afgørende orienteringspunkt, når borgerne går til valg.

Partierne er med andre ord i krise, og partiernes krise kan let gå hen og udvikle sig til en krise for demokratiet. Et sundt demokrati forudsætter nemlig, at folket spiller en aktiv og medskabende rolle i politikskabelsen. Op gennem det 20. århundrede har de politiske partier dannet ramme for, at borgerne har spillet en aktiv rolle i politikdannelsen, men det gør de ikke længere. De politiske konfliktlinjer og orienteringspunkter har ændret sig, og det kalder på nye måder at sikre en tæt og løbende dialog mellem folket og de politiske eliter. De mange nye borgerinddragelsesformer, der vokser frem over det ganske land i disse år, er tegn på, at både nationale, regionale og lokale politikere leder efter alternative måder at komme i dialog med borgerene, nu hvor partierne ikke længere løser opgaven. Politikerne søger tættere dialog med brugerbestyrelser og lokalråd, og der afholdes temamøder, workshops og dialogcirkler, hvor politikere og borgere diskuterer konkrete problemstillinger og spørgsmål. Som noget nyt er nogle folketingsudvalg begyndt at drage ud i landet for at tale med befolkningen om lokale udfordringer og fremtidsvisioner, og kommunalbestyrelser inviterer borgere ind i nogle af deres politiske udvalg. Et eksempel på det sidste er Gentofte Kommune, der fuldstændigt har reformeret kommunalbestyrelsens arbejdsformer med det formål at styrke dialogen mellem politikerne og borgerne omkring politikudvikling.

Alle de mange nye borgerinddragelsesformer bidrager til at reetablere forbindelsen mellem politikerne og folket, men hvad med partierne? Nogle mener, at partiernes ære er slut, og en del begrunder dette synspunkt med, at valghandlingen er overflødig. Uden valg – intet behov for partier. En del forskere, heriblandt Cambridge-professor David Runciman, foreslår, at man overlader de politiske beslutninger til et tilfældigt udtrukket antal borgere. Det er en forståelig reaktion på en situation, hvor partierne har mistet sin folkelige forandring, men det er også en farlig reaktion. Demokratiet har fortsat brug for politiske partier. Partierne bygger på forskellige overordnede visioner og strategier for samfundets udvikling, og det er der brug for, når den langsigtede udvikling af samfundet skal fastlægges. De kan så at sige samle grupper i befolkningen omkring forskellige overordnede bud på, hvor samfundet som helhed bør bevæge sig hen, og om udviklingen af strategier for at få det til at ske.

Om partierne har en fremtid, afhænger imidlertid ikke alene af, om samfundet og demokratiet har brug for dem. I sidste ende forudsætter det, at partierne omstiller sig til en ny virkelighed, så de igen bliver væsentlige arenaer for inddragelsen af befolkningen i politikskabelse. Alternativets bestræbelser på at komme i dialog med borgerne er et første forsøg på at gå i denne retning, og andre partier tænker i lignende baner. Opgaven er imidlertid for vigtig til at overlade til partierne selv. Der er brug for en bredere debat i samfundet om, hvordan vi kan modernisere det danske demokrati. Vi har brugt de seneste 40 år på at modernisere den offentlige styring. Skulle vi ikke bruge de næste par årtier på at modernisere demokratiet?