Mit had-kærligheds-forhold til valgkamp, partier og politikere
Bortset fra at jeg ved, at jeg skal sidde med en kæmpe skål popcorn og benene oppe i sofaen og følge slagets gang, så har jeg seriøst ingen anelse om, hvem jeg skal stemme på.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Så er der dømt valgkamp. Fire uger med gaspedalen helt nede. Og den her lader til at blive en vild en af slagsen. Det skorter ikke på mærkelige nye partier, personligheder og mærkesager. To partiledere er nede med madforgiftning og ildebefindende. Stram Kurs er braget ind ad bagdøren på et par uger eller tre, og nu kan vi så se frem til at følge den excentriske partiformand, Rasmus Paludan, med de vilde holdninger turnere rundt i valgkampen. Det er alligevel sjældent, at man ser en helt ny og grøn partileder himle med øjnene af de andre partiledere og forlange intet mindre end 6-700.000 mennesker smidt ud af landet med det samme.
Så bortset fra at jeg ved, at jeg skal sidde med en kæmpe skål popcorn og benene oppe i sofaen og følge slagets gang, så har jeg seriøst ingen anelse om, hvem jeg skal stemme på.
Jeg kommer ellers ud af en meget politisk familie, og jeg har fået moderne demokratisk dannelse ind med modermælken. Vi blev opdraget til, at alle har en forpligtelse til at tage del i den politiske debat, diskutere, udfordre hinanden og ikke mindst afgive sin stemme. I min familie var man medlem af et parti. Basta. Det kan godt være, at man var rygende uenig politisk med hinanden, men mine bedsteforældre og mine forældre forlangte, at vi havde holdninger til alt og faste værdier, der tydeligt pejlede i retning af et bestemt parti.
Men de tider er slut. Der er ikke et parti, jeg bare tilnærmelsesvis er enig med, snarere tværtimod. Mange partier har selvfølgelig sager, som jeg sagtens kan bakke op om, men det er ikke sådan, at mit hjerte banker for et specielt parti. Jeg synes faktisk, at langt de fleste partier er kedelige eller langt ude på den ene eller anden fløj.
Egentlig burde jeg jo stemme på en kvinde, som jeg er enig med. Der burde jo være minimum en kvinde i alle partier, som man er enig med. Hvis vi alle gjorde det, ville vi jo automatisk ende med en fin repræsentativ fordeling af de to køn, og det virker da helt o.k., også uden at trække femi-kortet. Men nej, det virker sgu så kalkuleret, jeg er jo ikke nødvendigvis enig med et menneske, bare fordi hun er kvinde. Måske stemmer jeg på en kvinde, men det har ikke noget med hendes køn at gøre, bilder jeg mig ind.
Eller også burde jeg stemme på en jyde. Jeg er jo ikke bare jyde, jeg er også fra landet, og det er jeg både glad og stolt over. Min morfar var endda en rigtig Venstre-bonde. Det er fra ham, jeg har min kærlighed til Højskolesangbogen og stoltheden over at være af landboslægt. Men så let er det jo ikke. Jeg bor midt i København og arbejder som kommunikationsrådgiver, og så er man automatisk en del af den kreative klasse, som stemmer på De Radikale eller vildere endnu på Enhedslisten eller Alternativet. Men nej, det er jeg er alt for lidt venstreorienteret til. Hvad så med De Konservative? Klassisk dannelse og empati for de ”fattige” – det lyder da ikke helt dumt. Men De Konservative er så kedelige og forudsigelige. Er Dansk Folkeparti helt udelukket? Ja, jeg er bare ikke en DF-pige. DF’erne virker sådan lidt smålige og sure, og de tænker altid det værste om de mennesker, de ikke er enige med. Socialdemokratiet duer heller ikke. De repræsenterer den gyldne middelvej i Danmark, hvor ingen er for rige og ingen er for fattige. Åh nej, så skal vi alle gå midt på vejen og endelig ikke gøre noget, der stikker af. Og alle yderpartierne orker jeg ikke, det er jeg simpelthen ikke idealistisk nok til.
Jeg har fire uger til at finde ud af det. Gad vide, om der ikke findes et eller andet parti eller en person, som jeg deler værdier med, og som jeg oprigtigt tror på, kan gøre en forskel.
Jeg aner det ikke, men jagten er sat ind.