Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Ser Jalving islam uden at se muslimer?

Succesfuld integration kan kun finde sted gradvist gennem de millioner af interaktioner i hverdagen, hvor vi menneske til menneske, gammeldansker til nydansker møder hinanden med respekt og tolerance inden for det liberale demokratis rammer og normer.

Jalving spørger flere gange, om jeg tror, islam er en religion som alle andre. Nej, det tror jeg ikke. Islam er en udfordring for liberale demokratier. Tegning: Rasmus Sand Høyer

min blog på jp.dk skrev jeg 29. juni om debatten om muslimer i Danmark. Jeg kritiserede et helt specifikt forhold, nemlig at der blandt mange islamkritiske debattører er en tendens til at behandle muslimske indvandrere som et kollektiv, der samlet skal stå til ansvar for, hvad et mindretal eller sågar enkeltpersoner foretager sig. Det er, påpegede jeg, ikke alene urimeligt, det er også et selvmål. Hvis indvandrere skal tage de individuelle frihedsrettigheder til sig som det centrale fundament for vores samfundskontrakt, er det vigtigt, at indvandrere oplever, at de selv bliver respekteret som individer med frihedsrettigheder, både i den formelle lovgivning og i den offentlige debat.

Blog: Vi gammeldanskere bør møde muslimske nydanskere med respekt og tolerance

Dette var i al enkelhed mit budskab. Det afstedkom en storm af kommentarer på min blog, mange af dem meget følelsesladede, for ikke at sige hadefulde samt en række indlæg her i avisen og på bloggen. Ifølge Jalving var mine synspunkter blot en »tynd fernis«, der skal sikre mig »velbetalt ansættelse efter Cepos«. Altså et angreb på min personlige integritet. Han tillod han sig også at betvivle min fædrelandskærlighed. Morten Uhrskov kaldte mig på sin blog »uhæderlig«.

Når Jalving skriver, at jeg ser muslimer uden at se islam, tænker jeg, at Jalving ser islam uden at se muslimer?

Oveni forvrængede Jalving mine budskaber til ukendelighed i sine blogs, som han valgte også at lade bringe som sine faste klummer her i avisen. Jeg argumenterede i min oprindelige blog ikke for, at vi »skal bukke og neje for en bestemt etnisk og religiøs befolkningsgruppe«, som han påstår. Og når Jalving skriver om »Ågerups påbud om en særlig omgangstone over for muslimer«, må man tage sig til hovedet.

Blog: Cepos-direktør springer ud som Politiken-klon

Jeg argumenterer tværtimod for, at vi bør anvende samme omgangstone over for muslimer som over for andre borgere. På min blog spurgte jeg Jalving, om han virkelig mener noget andet? Er det rimeligt at tildele danske muslimer kollektiv skyld for, hvad et mindretal eller endog enkeltpersoner foretager sig? Jeg påpegede også, at Jalving i givet fald har flyttet sig meget, i forhold til hvad han tidligere har ment. I 2005 bad jeg Jalving om at skrive et essay for Cepos om det personlige ansvar. Her skrev Jalving blandt andet, at »Ansvar er i bund og grund individuelt, i og med at det skal erfares, erkendes og udleves af den enkelte«. Og endvidere: »Vi skal derfor ikke kollektivisere ansvaret, men intensivere og personalisere det«.

Det er denne tilgang, jeg er fortaler for på integrationsområdet. Indvandrere har et personligt ansvar for at forsørge sig selv og deres familier, for at overholde dansk lovgivning og i et rimeligt omfang tilpasse sig danske normer. Det krav kan vi stille til dem, der vælger at bosætte sig i Danmark. Det indebærer imidlertid samtidig, at vi ikke behandler indvandrere som et kollektiv, men netop som ansvarlige individer. Nøjagtigt som vi gør med borgerne i øvrigt. Jeg taler altså netop ikke for særbehandling.

Blog: Martin Ågerups fine hensigtserklæringer

Herefter kom der noget, der mindede om et svar fra Jalving. Han skrev: »Jeg er stadig (…) tilhænger af det personlige ansvar og mener fortsat, at velfærdsstaten over et langt historisk stræk har udvandet borgernes individuelle ansvar. Men – og det er vigtigt – jeg er siden blevet mere opmærksom på den langsigtede fare, islam repræsenterer med sin politisk-religiøse vækkelse i Europa.« Så Jalving mener altså, at kollektivisering af ansvar er et problem, når det er velfærdsstaten, der står for det. Men fordi politisk islam udgør en fare for demokratiet, er det o.k. at tildele muslimer kollektivt ansvar. Sådan forstår jeg Jalving.

Jalving og jeg er enige om, at politisk islam er uforeneligt med det liberale demokrati og derfor må bekæmpes, hvilket også klart fremgår af mine blogs om emnet. Vores uenighed går således primært (måske alene?) på, hvordan vi bør forholde os til det problem: Bør vi gå på kompromis med det liberale demokratis principper om individuelt ansvar og individuelle rettigheder for at beskytte demokratiet og retsstaten imod politisk islam? Jalving siger ja. Jeg argumenterer for, at det både ville være principielt forkert, og at det vil være et selvmål – altså kontraproduktivt.

»Når man er konservativ eller måske bare borgerlig, forbeholder man sig ret til at håndhæve et forsigtighedsprincip i afgørende sager,« skriver Jalving. Jeg er enig. Men som jeg ser det, vil Jalving smide babyen ud med badevandet. Det liberale demokrati har tidligere haft succes med at stå fast på, at dets rettigheder også gælder dem, der ikke vil demokratiet. Kommunisterne sad i Folketinget, selv om de åbenlyst støttede Danmarks fjende, Sovjetunionen.

Blog: Svar til Jalving: Integration af indvandrere fra muslimske lande kan lykkes

De to modpoler – islamister og islamkritikere – er rørende enige om én ting: Islam er uforeneligt med det liberale demokrati. Hvis det synspunkt nyder fremme, vil den logiske og uundgåelige reaktion være, at herboende muslimer vender demokratiet ryggen. Dermed går vi islamisternes og jihadisternes ærinde.

Den britisk-parkistanske Maajid Nawaz lod sig som ung mand rekruttere til Hizb ut-Tahrir, hvortil han efterfølgende blandt andet rekrutterede medlemmer i Danmark. I 2007 forlod han imidlertid Hizb-ut-Tahrir og tog afstand fra islamismen. Han er nu fortaler for sekularisering af islam og grundlægger af tænketanken Quilliam, som bekæmper islamisme. Nawaz forklarer i sin selvbiografi, at en væsentlig kilde til hans omvendelse til det liberale demokrati var, at Amnesty International tog ham til sig som samvittighedsfange, da han sad i fængsel i Egypten. Selv om Amnesty var uenig med Nawaz i hans synspunkter, tog organisationen den principfaste position, at han ikke havde begået nogen lovovertrædelse i Egypten, og at hans organisation var lovlig i Storbritannien, hvor han havde tilsluttet sig den. Amnestys insisteren på retsstatsprincipper gjorde et stort indtryk på Nawaz og bidrog til hans omvendelse til en liberal og sekulær position.

Ahmed Akkari var en af imamerne, der bidrog til, at Muhammedkrisen blev en international krise. Han beskriver i sin seneste fremragende bog, ”Mod til at tvivle”, hvordan den velvilje, han mødte i sit ”eksil” på Grønland, bidrog til hans omvendelse fra islamisme til omfavnelse af det liberale og sekulære demokrati.

Blog: Martin Ågerup ser muslimer uden at se islam

Jalving spørger flere gange, om jeg tror, islam er en religion som alle andre. Nej, det tror jeg ikke. Islam er en udfordring for liberale demokratier. Men når Jalving skriver, at jeg ser muslimer uden at se islam, tænker jeg, at Jalving ser islam uden at se muslimer?

Selv de mest indædte islamkritikere bliver nødt til at indrømme, at der ikke er nogen vej uden om at diskutere integration. Islamkritik gør det ikke alene. Der er godt 300.000 herboende muslimer. Og der vil komme flere immigranter fra muslimske lande til Danmark i årene fremover. At tro andet er ganske urealistisk. Man kan muligvis politisk i et vist omfang reducere antallet af nye tilflyttere, men det kan næppe stoppes. Og de fleste herboende muslimer har ret til at blive, ikke mindst de omkring 70 pct. af dem, der har dansk statsborgerskab.

Succesfuld integration kan kun finde sted gradvist gennem de millioner af interaktioner i hverdagen på markedet, i civilsamfundet og i den offentlige debat, hvor vi menneske til menneske, gammeldansker til nydansker møder hinanden med respekt og tolerance inden for det liberale demokratis rammer og – ikke mindst – normer. Akkari og Nawaz er spektakulære eksempler på, at dette er lykkedes.

Jalving skriver, at jeg ser muligheder, hvor han selv ser undtagelser og begrænsninger. Men samtidig indrømmer han, at han da også selv møder integrerede muslimer i Danmark. Alligevel insisterer han på, at muslimer generelt ikke kan integreres i det liberale demokrati. Altså at eksemplerne på det modsatte er undtagelser, der bekræfter reglen. Men det ved Jalving jo strengt taget ikke. Det primære argument herfor synes at være at se sig om i Europa og stille spørgsmålet: Hvor er der ikke problemer med integrationen? I debatten bliver man ofte bedt om at pege på blot ét samfund, hvor muslimer er velintegrerede. Ifølge islamkritikeren Sam Harris er muslimer velintegrerede i USA, hvor der også er en forholdsvis succesfuld bevægelse i retning af sekulær reformation af islam. I USA har indvandrere (inklusiv ikkevestlige) en højere beskæftigelsesfrekvens end amerikanerne. Det kan altså lade sig gøre, men det er en vanskelig opgave.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Venstre og regeringen er totalt passive overfor sprøjtegift i drikkevandet

Christian Rabjerg Madsen
95 gange i 2017 sendte vandværkerne drikkevand ud til danske forbrugere, med mere sprøjtegift end reglerne tillader. Alligevel har Venstre mere travlt med at skælde ud på oppositionen end med at sikre danskerne rent drikkevand.

Blog: Danske Bank skylder os en forklaring

Rune Lund
Danske Bank har spillet hasard med stabiliteten og tilliden til den hele den finansielle sektor i Danmark.

Per Stig Møller: Her er fem ting, EU skal i gang med nu

Per Stig Møller
Økonomer og erhvervsfolk mener, vi skal have hundredtusinder og millioner flere indvandrere for at løse fremtidens arbejdsmarkedsbehov, men på den måde skifter de jo de europæiske befolkninger ud, og hvornår har vi besluttet det?
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her