Martin Ågerup ser muslimer uden at se islam

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man skal altid sætte pris på et ærligt svar. Som jeg komplimenterede Cepos-direktøren for, lader det til, at han efter noget nær radiotavshed i 13 år pludselig er begyndt at interessere sig for Danmark med særligt henblik på den seneste generations massive demografiske forskydning. Det overraskede mig – ærligt talt – for jeg har trods alt fulgt hans liberale tænketanks virke lige så længe og er rigtignok blevet tilbudt enkelte opgaver i tænketankens regi. Aldrig før har det slået mig, at Martin Ågerup interesserede sig for andet end tal, skat, afgifter og ny teknologi, hvorfor jeg med sympati har iagttaget, at folk med divergerende interesser og bekymringer gentagne gange har forsøgt at etablere en anden og mere konservativ tænketank ved siden af Cepos for bl.a. at kunne undersøge indvandringens konsekvenser i bred forstand.

For at begynde med det nye i sagen, så var det, at Martin Ågerup pludselig talte om normer (29/6), hvilket fik mig til at tro, at han var kommet på sporet af kulturens (her: islams) betydning for mennesker hinsides individuelt ansvar, demokrati og frihedsrettigheder. Men hans brug af begrebet var som nævnt kun til pynt, og i sit svar (11/7) nævner han det alene i forbindelse med demokratiske normer.

Jeg spurgte Martin Ågerup, om han går rundt og tror, at islam er en religion som alle andre. Det svarer han ikke på, men lader til at mene det, med henvisning til hvor mange eller få muslimer der går i moské. Det er muligvis, fordi han er økonom; han tror, han kan måle sig frem til svaret.

Derefter citerer han fra et lille skrift om personligt ansvar i 15-1600-tallets politiske filosofi, som Cepos var så venlige at hyre mig til at skrive i 2005, og spørger retorisk, om jeg har skiftet standpunkt og nu mener, at muslimer bærer et kollektivt ansvar for de problemer, den muslimske indvandring har ført med sig i Danmark. Jeg har ikke skiftet holdning. Jeg er stadig fan af såvel de store tænkere, jeg nævner i skriftet, som tilhænger af det personlige ansvar og mener fortsat, at velfærdsstaten over et langt historisk stræk har udvandet borgernes individuelle ansvar. Men – og det er vigtigt – jeg er siden blevet mere opmærksom på den langsigtede fare, islam repræsenterer med sin politisk-religiøse vækkelse i Europa.

Kultur og islam stikker dybere end til et juridisk eller filosofisk spørgsmål om skyld og ansvar. Kulturer spørger ikke om lov. Kulturer hverken undskylder eller forandrer sig, fordi det regner eller sner. Mens mennesket er fragilt og afhængigt af tryghed og sociale dyder, er kulturer mere udholdende og bedre i stand til at trives under modstand. Kulturer udgør ly – eller fængsler – for ydre farer eller fristelser.

Det er her, Martin Ågerup i mine øjne kommer til kort: Han fokuserer på individer og visse integrerede muslimer i Danmark. Sådan nogle møder jeg også, heldigvis. Han ser muligheder, hvor jeg ser undtagelser og begrænsninger. Jeg forholder mig til kulturen i bred forstand, demografisk, sociologisk, kriminologisk og værdimæssigt, jeg iagttager klanmentalitet, unge muslimske mænd i grupper og konstante spændinger, selv i det små og dagligdags. Direktøren derimod hæfter sig ved dem, der lykkes med at blive danske.

Resultatet er, at Martin Ågerup ser muslimer uden at se islam. Han lader til ikke at ville forstå, at islam er noget særligt, når det gælder ret, lov og civile adfærds- og leveregler, endog i kristne-sekulære lande. Den civile og religiøse vejledning, som især imamer og andre retslærde muslimske autoriteter udbreder, bygger på sharia, som er en uløselig del af islam og kernen i alle konflikter om f.eks. kvinders tildækning, mændenes patriarkalisme, kønnenes adskillelse, forholdet mellem ægtefæller, brødre og søstre, ære og skam, den sociale kontrol og ikke mindst mishaget ved os andre vantro: spytklatter, tilråb, intimideringer og det, der er værre, oftest fra grupper.

Vist er det rigtigt, at islams såkaldt åbenbarede sandheder, dvs. de guddommelige normer, udfordres af menneskelige fortolkninger, men disse er ifølge shariaen sekundære. Det er netop derfor, det er så svært at bryde ud af islam og vende ryggen til den kultur og tradition, som har præget muslimer i århundreder og radikaliseres af globalisering og migration.

Når man er konservativ eller måske bare borgerlig, forbeholder man sig ret til at håndhæve et forsigtighedsprincip i afgørende sager. Man afstår fra eksperimenter, især med andre folks sikkerhed, penge og børn.

Jeg ved stadig ikke med Martin Ågerup. Egentlig synes jeg, han burde flytte bare et par måneder til Albertslund eller Vollsmose, men da den kur for nylig blev forsøgt af De Radikales formand, Martin Østergaard, hjalp det ikke stort. Nogle mennesker har meget fine principper og noble hensigtserklæringer at gå på.

Vi andre må nøjes med vores ben, sanser og hoved.