Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det handler om selve menneske- og samfundssynet – ikke en såkaldt ”lønfest”

Jeg bilder mig ind, at jeg under de rigtige betingelser formår at agere udover det egennyttemaksimerende, og det vender sig i mig ved tanken om, at mine kolleger ikke skal være mine fremmeste samarbejdspartnere, men mine konkurrenter.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Min arbejdsplads, Aurehøj Gymnasium, er som mange andre offentlige arbejdspladser udvalgt til punktstrejke, såfremt arbejdsmarkedets parter ikke når frem til en forhandlet løsning inden nuværende overenskomsts ophør til april.

Og det sker med blandede følelser. I udgangspunktet er vi bekymrede for, om eleverne ved en strejke efterfulgt sandsynligvis af lockout, vil nå at lære det ønskelige, inden vi sender dem videre ud i livet. Denne ”mikrobekymring” må dog vige i den større sags tjeneste: Hvis ikke staten respekterer sine ansatte, må vi sætte foden ned i håbet om en mere rimelig fremtid.

Og hvad handler det om? At dømme efter en del indlæg i og af dagspressen må man forstå, at de offentligt ansatte påtænker at ”lønfeste” uden i øvrigt at yde noget. Vi vil sågar holde pause midt i arbejdstiden. Christina Yoon Petersen beskriver således i Berlingske 1/3 de offentligt ansatte som ”kollektive egoister”, der ikke har gjort sig fortjent til lønstigninger, og Laura Lindahl fra Liberal Alliance skriver 2/3 på sin offentlige Facebookprofil, at »Det er en ærlig sag, at man ikke selv vil arbejde mere end 35 timer ugentligt. Men det er da absurd at man ønsker at straffe dem, der gerne vil arbejde mere med en ekstra skat.«

Kunne man henstille til, at de to løfter deres popo og tager i erhvervspraktik som eksempelvis sygeplejerske eller lærer?

Først og fremmest ønsker jeg at tage klart afstand fra deres italesættelse af et konfliktforhold mellem det offentlige og det private. Jeg er ikke i potentielt kommende konflikt med arbejdstagerne i den private sektor – vi har en hel del tilfælles, kan jeg lide at forestille mig. Ej heller med deres arbejdsgivere. Jeg kæmper derimod en legitim kamp sammen med de øvrige offentligt ansatte for ordentlige arbejdsvilkår gennem fagforeningsorganisering – noget man vel burde bryste sig af som traditionelt dansk. Særligt før den danske model blev sat under pres, da lærerne gennem arbejdstiden skulle betale for en folkeskolereform. I stedet for denne sektorpolariserede forståelse af samfundet, ville jeg ønske, at vi lagde vægt på den synergi det offentlige og det private skaber sammen hver eneste dag, som bl.a. er medvirkende til, at Danmark kan konkurrere på det internationale marked trods et højt pris- og lønniveau.

Dernæst er det interessant at betragte, hvordan de to førnævnte debattører betragter offentligt ansatte som arbejdssky snyltere per se, der helst bare sidder på deres popo og drikker kaffe for andres penge. Kunne man henstille til, at de to løfter deres ditto og tager i erhvervspraktik som eksempelvis sygeplejerske eller lærer? De vil formentlig ikke sætte pris på, at sygeplejersken nægter at give en hånd med i en tilspidset situation, når det rammer frokostpausen, eller at lærerne en halv time hver dag efterlader eleverne fuldstændig uden opsyn. Hvis jeg på sigt ikke må tidsregistrere min frokostpause som arbejdstid, som Løhde og co. kunne tænke sig med henvisning til den lokale ledelsesret, så skal jeg huske at sige ”Hold! Stop! Tøv en kende! Jeg spiser lige min leverpostejsklapsammen i stilhed, dersom jeg ikke er på arbejde de næste 30 minutter”, når en kollega forsøger at sige, at Pernille er ordblind og skal have ekstra tid til eksamen, og at vi skal have byttet nogle timer den dag, 3.k skal på ekskursion. Også selvom det i en tid med årlige 2 pct.-besparelser er ret utænkeligt, at vi når at stikke hovederne sammen igen senere på dagen. Det samme, hvis en elev formaster sig ind på lærerens frokosthabitat med akutte spørgsmål eller samtalebehov. De må gemme deres praktikaliteter og sårbarhed til, at jeg heller ikke har tid pga. en øget mængde undervisning og opgaveretning. Eller hvad?

Når det er sagt, kan man sikkert finde områder inden for den offentlige sektor, hvor det faktisk er muligt at holde pause uden egentlige arbejdsforstyrrelser. Det kunne måske være nogle af FOA’s faggrupper, men man skal dog være ualmindeligt smålig, hvis man ikke kan unde fysisk hårdtarbejdende mennesker en daglig pause til ryg og håndled. Særligt i en situation, hvor det politiske flertal ikke anerkender behovet for differentieret tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Hvem ved? Måske er den betalte pause også strengt økonomisk godt givet ud i det lange løb.

Og nu kommer vi til det: Den fest de offentligt ansatte vil holde for andres skattepenge. Det er i den forbindelse pudsigt, hvordan Lindahl nok har fat i den lange ende, når hun antager, at de færreste offentligt ansatte tjener nok til at betale topskat, men hun må vel anerkende, at vi alle gennem indkomstskat, moms og afgifter betaler til staten og dermed os selv og ikke mindst hinanden? Først og fremmest er det værd at notere sig, at det tal, medierne fremturer med, skal forstås i den rette kontekst: Den ønskede lønvækst på 8,2 pct. skal ses i et forløb over tre år med en forventelig inflation på baggrund af opgangskonjunkturen, som den også allerede aflæses i den private sektor, så alt andet lige må vi nok vente lidt med at bestille fadølsanlæg, diskokugle og røgmaskiner.

Jeg er ikke personligt utilfreds med min løn. Det hænger sandsynligvis sammen med, at jeg som akademiker tilhører en vellønnet faggruppe – uden dog at overskride den førnævnte topskattegrænse – men for det første er det ikke generelt for sektoren, og for det andet skal samfundet hænge sammen på tværs af sektorer som tidligere omtalt. Jeg deler så bestemt ikke det samfundssyn, at den private sektor skal være stedet, hvor man kan tjene penge, når det går godt, mens det offentlige skal være en sørgelig sidevogn. Vi fungerer som samfund, netop fordi vi udjævner skel og kan forholde os til hinanden, uanset hvem der udbetaler lønnen. Mest overset synes jeg dog, at diskussionen om tildelingen af lønnen er. De lønstigninger, statens repræsentanter trods alt er med på at give, skal, hvis det står til dem, udbetales som individuelt forhandlet løn. Altså ikke en lønstigning, som alle har ret og adgang til, men noget, hver mand for sig skal kæmpe for i lighed med den lønsum, der allerede nu er afsat til såkaldt ”ny løn”, det, der i folkemunde – nok ikke helt ufortjent – er kendt som ”fedterøvstillæg”. Og det er her, ikke bare samfundssynet, men også et i mine øjne forkvaklet menneskesyn, viser sig. Hvis lønnen fordeles ligeligt, er der intet incitament til at skabe gode arbejdsresultater. Det er således tankegangen, at mennesket først og fremmest motiveres af egennytteorienterede økonomiske mål i konkurrencen med sine kolleger. Den præmis må og skal problematiseres!

Jeg bilder mig ind, at jeg under de rigtige betingelser formår at agere udover det egennyttemaksimerende, og det vender sig i mig ved tanken om, at mine kolleger ikke skal være mine fremmeste samarbejdspartnere, men mine konkurrenter. En holdning, der spejles af langt hovedparten af mine kolleger på landsplan, som det fremgår af en nylig undersøgelse af GL. Hvilke gode resultater er det helt præcist, der kommer ud af, at sygeplejersken og læreren holder best practice for sig selv i håbet om, at ledelsen vil tilsmile lige præcis dem økonomisk? Flest mulige patienter og elever er det nok i hvert fald ikke fordelagtigt for. Og hvor efterlader det lederne? Skal de til at afsætte halvdelen af arbejdstiden på at høre medarbejderne udlægge egne fortræffeligheder? Det rimer på ressourcespild og et samfund, som jeg ikke personligt har lyst til at fostre børn i.

Tilbage står altså, at den nuværende armlægning mellem arbejdsmarkedets mastodonter omhandler langt større og vægtigere udviklingstendenser end konkrete procenter og pensionsordninger. Det handler om, hvordan vi tror på og gerne vil, at mennesket agerer og samfundet hænger sammen. Vil vi gerne et Danmark, hvor hver mand kæmper for sit eget, og hvor den private og den offentlige sektor opfattes som verdner for sig? Eller vil vi et sammenhængende Danmark, hvor vi tror på, at mennesker motiveres af at samarbejde om det mest meningsfulde resultat med gavn for flest mulige borgere?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.