*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Udkantsakademiker søger psykolog

Jeg lever et utopisk nærmest lykkeligt liv i udkanten. Der, hvor ingen rigtig akademiker vil bo. Og jeg lever med troen på, at de faglige højder og det gode liv er noget, vi skaber, når vi vælger, at vi vil være der, hvor vi er. Jeg er rablende gal.

Kronik 0212 17. Psykolog, Psykiater

Jeg har brug for psykologhjælp. Det har jeg haft længe. Jeg var bare ikke klar over det. Men hjerteskærende beretninger om offentligt ansatte, der bliver tvunget fra storbyen til Udkantsdanmark, fordi staten udflytter deres arbejdspladser, har gjort mig klar over det.

Jeg blev tvunget fra Vestjylland til storbyen. Jeg måtte forlade mine forældres gård og rejse 107 km til Aarhus Universitet, fordi staten besluttede, at mit drømmestudie, antropologi, lå i Aarhus og København. Jeg måtte vinke farvel til min familie og mine venner. Jeg måtte nøjes med besøg i weekender og ferier, hvis jeg havde råd til togbilletten. Og i Aarhus skulle jeg finde nye venner. Nogle af dem aarhusianere, hvis sprog og skikke jeg knap forstod.

Det var hårde år. Jeg levede i evig støj og smog af købekød og dårlig kaffe – de hældte mælk i(?). Og jeg forstod ikke universitetet. I min familie er vi landmænd, tømrere eller pædagoger. Vi sparer på alt. Også ordene. Men her blev man belønnet for lange, snørklede sætninger, hvis indhold alle forstod, at de ikke begreb. Min situation var uholdbar. Jeg måtte væk.

Men hvor finder man et universitet på landet, som rangerer blandt verdens bedste? Et universitet, som forskere fra hele verden frivilligt flytter til med deres familier? Et universitet, som studerende betaler for at gå på? Det gør man i Wales.

Jeg sagde farvel til mine nye venner og min nye kæreste og drog til Det Irske Hav. Nærmere bestemt Aberystwyth University. Og jeg følte mig hjemme fra starten. Aberystwyth har 13.400 indbyggere plus 10.400 studerende fra hele verden. Den nærmeste større by, Shrewsbury, ligger 121 km væk. Omgivelserne består af hav, bjerge og et betydeligt antal får. Men vigtigst af alt, Institut for International Politik tiltrak de bedste forskere fra hele verden, så instituttet var det højest rangerende i Storbritannien.

Det var gode år. Det faglige miljø var fantastisk. Jeg forstod sproget. Kunne trække vejret frit. Fik nye venner. Og fandt ud af, at telefonen var opfundet, og at fem timers togrejse, halvanden time med fly og en time i bil ikke stod i vejen for gamle venskaber, familierelationer og et kæresteforhold. For når vi mødtes, fik vi mere af hinanden, end vi gjorde før.

Min mastergrad blev ikke så ringe endda. Måske fordi os, der var der, ville være der. Her beklagede ingen, at internettet var nede, når det stormede, for i Storbritannien var det posh at bo på landet – og det er det stadig(!).

Lykken varede to år. Jeg måtte tilbage til storbyen og gøre min uddannelse færdig. Så jeg sagde farvel til mine nyeste venner i Aberystwyth, goddag til de næstnyeste i Aarhus, faldt nu til i storbyen og fik mit eksamensbevis. Cand.mag. i socialantropologi, stod der. Men på jobcenteret var jeg nyuddannet og Kan.Ikke.Få.Arbejde.I.Storbyen.

Det var stramt. Skulle jeg nu for tredje gang rive mit liv op med rode og flytte ud?

Jeg er vokset op på landet med en enkel erkendelse: Er der noget, man vil have, og er armene for korte, så må man finde en stige eller undvære. Og der var mange, der gik i lære, blev landmænd, sygeplejersker eller økonomaer, ikke nødvendigvis fordi det var det, de drømte om, men de ville blive hos venner og familie, og det var den uddannelse, de kunne få i Holstebro. Men de var, og er, glade for deres valg.

Jeg valgte min faglighed. Igen. Jeg sagde på gensyn til mine næstnyeste venner i vished om, at vi i lille Danmark aldrig ville være længere end 335 km væk fra hinanden. Jeg fik en ph.d.-grad i statskundskab og et arbejde med faglig indsigt og udsigt i Udkantsdanmark.

I dag bor jeg i Varde. Jeg har lært det med mælken og slår mig jævnligt ned på Spiseriet med den nyeste fagbog, som jeg køber på Saxo eller låner på Bibliotek.dk. For internettet er stabilt herude.

Det lokale bibliotek fodrer vores hjerner. Alle børn i alderen 5-16 år skal igennem et obligatorisk forløb, ”Den Kulturelle Rygsæk”, hvor de på hvert klassetrin oplever den ypperste kunst og kultur. Og jeg må konstant forholde mig til, om jeg vil sippe hvidvin med Jørgen Leth, Jan Grarup, Roger Buch, Lars Bukdahl eller Anne-Cathrine Riebnitzsky. Men hvor kommer de fra? Jeg mener: vi er i Udkantsdanmark.

Mit bonusbarn cykler selv i skole, til legeaftaler, hen til hallen og til musik, hvor drengene har deres rockband. Og vi voksne besøger jævnligt Tobakken i Esbjerg for en professionel koncert eller slår et hul i jorden på Dronning Louise, hvor de internationale hænger ud. Men vi kan også spise Michelin på Henne Kirkeby Kro eller det, der ligner, på Henne Mølle Å Badehotel. Hvis vi ikke har brug for ro og en gåtur langs Vesterhavet.

For vi har ret mange muligheder her på kanten. Vi er ikke rige, men husene kan betales, så vi har overskud til det liv, som vi drømte om. Vi rejser en måneds tid om året og supplerer med et par weekender i storbyer syd for grænsen. Og vi tager gerne en smuttur til storbyen for en teater- eller museumsoplevelse. Når vi har tid.

Jeg har det godt i Udkantsdanmark. Jeg er vel nærmest lykkelig. Men det er jo helt forkert? Der er ingen akademiker, der kan leve mit liv. Jeg må være rablende gal. Stod der cand.mag. på det eksamensbevis? Blev jeg virkelig ph.d.?

Jeg har brug for en psykolog. En, der kan identificere de traumer, som jeg tydeligvis har fortrængt.

Traumet over, at staten tvang mig til storbyen. Traumet over mine betydelige integrationsvanskeligheder. Traumet over, at mit liv i Wales øjensynligt var en utopi. Traumet over, at jeg igen og igen tog afsked med venner, familie og kæreste. Traumet over, at jeg er endt i Udkantsdanmark, hvor ingen rigtig akademiker vil bo.

Jeg er én stor knude. Og jeg kan ikke binde mig op. For et år siden gjorde jeg et forsøg. Jeg meldte mig ud af Djøf, fordi min fagforenings argumenter mod statens udflytning af arbejdspladser konstant mindede mig om, at der er noget helt galt med mig.

Ikke bare fordi jeg er nærmest lykkelig i det forbudte land, men fordi jeg på trods af både en mastergrad, en kandidatgrad og en ph.d. ikke er i stand til at varetage statens udflyttede opgaver på et fagligt forsvarligt niveau.

Jeg har – af alle – fuld forståelse for, at mine kollegaer er kede af, at staten har udflyttet deres arbejdspladser til Udkantsdanmark. Og jeg forstår dem, der ikke vil sige farvel til venner, familie og drømmehus. Dem, der har delebørn og ikke kan finde en 7-7-løsning på tværs af landet.

Men jeg forstår også de tusinde unge, der hvert år forlader deres venner og familie, ikke fordi de ønsker et liv i storbyen, men fordi deres drømmestudie kun findes der. Og jeg forstår de tusinde voksne, der gerne vil flytte hjem igen. Give børnene bedsteforældre. Cykelkulturens frihed. Men det kan de ikke, fordi det arbejde, der modsvarer deres faglige kvalifikationer, indtil nu har været centraliseret i storbyen.

Og jeg forstår alle de andre. Håndværkere, der tilbringer hverdagene på storbyens byggepladser og kun har weekenderne til familien. Borebisser, der arbejder to uger på havet og tilbringer to uger hjemme, hvis de er heldige og har en turnusplan. Produktionsmedarbejdere, der mister deres beskæftigelse, fordi virksomheder med statens hjælp udflager deres arbejde til Østeuropa eller Kina. Mange bliver i dag omskolet. Nogle må flytte væk og måske efterlade et hus, de ikke kan sælge. Andre kører langt.

Kom, lad os tage hinanden i hænderne og vræle livets uretfærdigheder mod himlen i fælles forståelse af, at det er synd for os alle sammen, når livet arter sig på måder, vi ikke har planlagt, og vi må tage valg, vi ikke ønsker.

Men lad os så trække vejret. Folde den høje stige ud, så vi kan se, at det lykkelige liv uden for storbyen ikke er en utopi, der skal kureres af psykologer. Men en virkelighed, vi skaber, når vi vælger, at vi vil være der, hvor vi er – og for nogle af os er det rigtige valg Vandkantsdanmark.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Udkant

Kronik: Udkantsakademiker søger psykolog

Malene Brandt Winther, ph.d., antropolog Varde
Jeg lever et utopisk nærmest lykkeligt liv i udkanten.
Forsiden lige nu
Om temaet

Flytningen fra land til by er taget til de seneste år. Jyllands-Posten undersøger, om Danmark er ved at knække over.

Annonce
Redaktionen anbefaler

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her