Kristendom er det egentlige tabu – ikke islam

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nogen tid siden lod en bekendt af afghansk oprindelse mig forstå, at jeg jo ikke var rigtig dansker. Forklaringen var i min afghanske bekendtes optik, at jeg kan finde på at definere mig som kristen ”og danskere tror jo ikke på noget,” som hun sagde.

Jeg bryder mig ikke meget om, når andre på den måde gør sig til dommere over min identitet. Da slet ikke den kristne del af den, som kommer af at være opvokset i Vestjylland i et miljø, hvor det på ingen måde var mærkeligt at definere sig som Indre Mission, grundtvigiansk, katolsk, pinsebevægelse, Tidehverv eller hvad der ellers var af muligheder for kristent tilhørsforhold på egnen.

Men den tankegang, der synes at præge nogle af de mest gennemslagskraftige debattører, som ikke har kristen baggrund, er ofte kendetegnet ved en manglende anerkendelse af, at kristendommen selvfølgelig gennemsyrer hele det danske samfund. Kristendommen har – hvad end man måtte mene om dens mange udtryksformer i øvrigt – været med til at forme hele den vestlige verden. At der skulle være noget negativt endsige værdiladet i den konstatering, er egentlig gådefuldt.

Konstateringen af, at kristendom selvfølgelig er en del af Danmarks historie og dermed identitet, gør så også, at ”kristendom” faktisk spiller en større rolle end bare at være en argumentationsteknisk kølle til at dunke ’danskere’ i hovedet for at få dem til at mene det samme, som man selv gør. Kristendom betyder noget for nogle og er ikke alene et redskab, man kan hive ud af debatredskabsskuret for at få folk med andre holdninger til at acceptere sine synspunkter – især ikke, hvis disse ikke sådan helt gnidningsfrit går i spænd med den mangehundredårige majoritetstradition i Danmark.

Når for eksempel en meget fulgt og på mange punkter med rette respekteret Facebook-debattør, lægen Haifaa Awad, pludselig i debatter slynger kristendom på bordet som argument for, at Danmark skal tage imod flere syriske flygtninge, er det bemærkelsesværdigt på flere punkter.

For det første skulle man mene, der var andre argumenter end de religiøse, der lå mere lige for i debatten om, hvordan den frygtelige krise i Syrien skal håndteres. Personligt holder jeg f.eks. meget af fakta-bårne argumenter frem for synspunkter funderet i det metafysiske.

For det andet er det lidt løjerligt, at man som læge også ser sig kvalificeret til at agere teolog og skråsikkert fortælle sine tilhørere, hvad kristendommen egentlig går ud på. Faktisk tangerer det arrogance og disrespekt overfor andres menneskers religiøse tilhørsforhold, at man på den måde gør sig til dommer over, hvad der er ’rigtige’ og ’forkerte’ handlinger ovre i deres religion. Det kan selvfølgelig bare være mig, der har misset, at Haifaa Awad ud over at læse medicin også har taget teologistudiet med. Men selv hvis det nu er tilfældet, siden hvornår er hun så blevet teolog for alle kristne retninger – der er jo ganske mange af dem, alene i lille Danmark.

Det er også værd at stoppe op og spørge, hvornår det er blevet alment accepteret i den offentlige debat, at vi tager hinandens religion – eller mangel på samme – det være sig islam, kristendom, buddhisme eller andet og forsøger at bruge den mod hinanden? Hvis vi bliver enige om, at det er legitimt, frygter jeg, at der vil være mange væsentlige, danske, muslimske stemmer, som vil blive forsøgt diskvalificeret alene på grund af disse stemmers religiøse tilhørsforhold. Det er næppe i samfundets interesse. Da reglerne bør være de samme for alle, kan kristendommen så vel heller ikke bruges mod folk eller hvad?

Når det forekommer, at noget affejes som ikke værende rigtigt kristent af borgere, der ikke selv har et kristent tilhørsforhold, er det på sin plads at spørge, hvordan de egentlig kan slippe af sted med det.

Svaret er selvfølgelig, at det kan de kun, fordi det ikke er alment respekteret at definere sig selv som kristen. Almindelige borgere påtager sig derfor sjældent definitionsmedansvaret for, hvad kristendom egentlig er for en størrelse og hvilken rolle den spiller i dansk historie og nutid. At være kristen – og kristendommen – er simpelthen et tabu i Danmark d.d., hvor man ellers her og hisset kan læse artikler om før i tiden tabuiserede ting såsom optimering af ens afføringsfrekvens og udenomsægteskabelig sex.

Da koranen for nylig blev udgivet som lydbog, strøg den op på bestsellerlisten. ”Koran brager forbi store forfattere på bestsellerliste” forlød det på TV2.dk og Politiken jublede. Og det er da også dejligt, at folk søger hen mod originalkilderne i stedet for at basere deres holdninger alene på alt det udmærkede, der fremkommer i medierne.

Imidlertid kan man næppe forestille sig samme åbne, jublende tilgang, hvis Biblen bliver (gen)udgivet som lydbog. For selvom der er mange muslimer, der – helt uacceptabelt – oplever, de bliver generet på grund af deres religiøse tilhørsforhold, så er det heller ikke helt uden konsekvenser offentligt at vedkende sig at være kristen – kristendom er tydeligvis ikke cool. Kristne i Danmark i dag fremstilles således typisk enten som meget nationalkonservative som Marie Krarup, abortmodstandere som den katolske teolog Iben Thranholm eller bare som gakkede minoriteter, der går rundt og mumler Fadervor ude på den jyske hede, imens de korser sig over discodans og kortspil.

Hvor vi umiddelbart anerkender, at der er danskere, som har et muslimsk religiøst tilhørsforhold, vækker det generel fnisen og himmelvendte øjne, hvis folk definerer sig som kristne. Det er som om, det gør os lidt pinligt berørte, når en gennemsnitsdansker pludselig sætter ord på et religiøst tilhørsforhold – med mindre selvfølgelig vedkommende er begyndt at tro på Islam eller et eller andet eksotisk såsom reinkarnation, tupilakker eller store doser D-vitaminer.

Problemet er nok ikke så stort for den troende kristne. Han eller hun er vant til i vores sekulariserede samfund at gå lidt stille med sin tro, som vi retteligen betragter som et privat anliggende.

Men problemet opstår, når vi ikke længere har et sprog eller en naturlighed omkring at tale om kristendommen, fordi vi så – hvis vi endelig gør det – kommer til at fremstå som om, vi sætter kristendommen i (fjendtlig) opposition til andre religioner i Danmark. Det til trods for, at kristendommen jo netop gennemstrømmer alt muligt i Danmark fra vores historie til vores retsprincipper.

Sagt på en anden måde kan man godt køre Jellingestenen på lossepladsen eller overmale den med grafitti. Men det ændrer ikke på, at Harald Blåtand har eksisteret. Han skrev i sten "Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Tyre sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne," og dermed ved vi, hvad end vi mener om verdens og vores egne konflikter, at Danmark har været en kristent funderet stat cirka siden 965. Det kan ingen tvinges til at respektere, men det er smart, hvis man anerkender det som det faktum, det er.

For at undgå konflikter med religiøse overtoner er vi måske nødt til at begynde at aftabuisere kristendommen. Ellers vil den primært blive brugt i offentligheden af folk, der søger at opnå noget ved den – og på lige netop det punkt kan man måske argumentere, at debattøren Haifaa Awad ikke adskiller sig synderligt fra en debattør som Marie Krarup.