Hils på hinanden og skab bedre trivsel

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er steder i verden, hvor det mest naturlige er, at man hilser på hinanden. Bare sådan et enkelt nik, et smil eller et »hej«, og som ikke kræver andet end en kort ”gestus” tilbage. Jeg har været der: Landsbyer i Sydfrankrig, øer i Grækenland og småbyer i Vestjylland. Det er, som om luften er lidt lettere dér. Som om nogen har skruet ned for ”egocentrikken” og op for noget så banalt som venlighed.

Og netop det banale er pointen. En hilsen er så lille en handling, at den knap registreres på en to-do-liste. Man skriver ikke ”hilste på tre fremmede” og sætter et selvtilfreds flueben, men alligevel gør handlingen noget ved os. Både den, der giver, og den, der modtager.

Jeg havde engang en sygehusdirektør, der vidste det. Villy Helleskov. Han var grundlæggeren af Skejby Sygehus og ansatte mig som leder for knap 25 år siden. Et af hans kendetegn var et urokkeligt princip om, at man altid hilser på hinanden på hospitalet. På gangene. I elevatoren. I kantinen.

Oplevede han to medarbejdere passere hinanden uden øjenkontakt, gik han ganske enkelt efter dem og bad dem gøre det om: Gå tilbage. Hils på hinanden, og først derefter kunne de fortsætte.

Man kunne trække på smilebåndet dengang, og det gjorde mange, men Villy havde fat i noget væsentligt. Noget, forskningen i dag bekræfter med stadig større tydelighed. Selv de mindste sociale henvendelser gør en målbar forskel for vores trivsel.

Forskere kalder det ”minimal social interaktion”. Det dækker alt fra et »hej« til buschaufføren til et »tak, god dag« til ”kasse-personen”. I en tyrkisk undersøgelse fra 2025 fandt professor Açıkgil og hans medarbejdere ud af, at det at hilse og takke umiddelbart giver højere livstilfredshed, også når man tager højde for andre faktorer.

Allerede i 2014 viste nogle af pionererne inden for social kontakt, Sandstrøm og Dunn, at en kort, venlig udveksling med en barista gav en stærkere følelse af tilhørsforhold end blot en ren dankort-transaktion. Og i 2023 viste samme professor Sandstrøm, at blot en hilsen ved døren til et undervisningslokale øger studerendes interesse for og glæde ved undervisningen. Det kræver ikke mere.

Det er værd at dvæle ved. For det handler ikke om dybe samtaler, lange kram eller sjælelige bekendelser. Det handler om noget langt enklere, nemlig øjenkontakt af passende varighed, et nik, et smil. En kort anerkendelse af et andet menneske.

Nogen vil måske indvende, at det blot er feel good og følelsespladder. At man helst vil passe sig selv, samle tankerne og af respekt undgå at forstyrre andre i deres verden. Derfor kan det være interessant at se, om det også betyder noget for selve sundheden?

Her er evidensen mindre entydig end for trivsel, men den amerikanske professor i psykologi og neurovidenskab Julianne Holt-Lunstad fra Brigham Young University i USA har vist, at selv mindre grad af social isolation øger dødeligheden i en størrelsesorden, der kan sammenlignes med risikofaktorer som usund kost og mangel på motion.

Som infektionsprofessor har jeg lært, at det meste smitter. Og forskning tyder på, at selv små hilsener til mennesker, vi ikke kender, også smitter og kan dæmpe følelser som frygt og negativitet og i stedet fremme tryghed og glæde.

I en verden præget af uro, ufred og mistillid, og hvor man let kan føle sig magtesløs, kunne flere hilsener i hverdagen måske være et sted at begynde for at lade ”smitten” med tryghed og glæde sprede sig. Et lille konkret bidrag kunne blive til noget større.

For mange bække små bliver til en stor å, og selvom vi ikke kommer til at stoppe krige i morgen ved at hilse i dag, så kan vi måske så et frø og gøre vores by lidt varmere. Vores arbejdsplads lidt mere menneskelig. Og måske, over tid, bidrage til noget, der strækker sig endnu videre ud i verden.

Det bedste er, at en hilsen er helt gratis. Den kræver ingen forberedelse og afhænger ikke af, om modtageren har gjort sig fortjent til den eller ej.

Man kan beslutte sig for det her og nu. Allerede i morgen hilse på én mere, end man plejer. Bare én. Et nik. Et smil. Et »hej«.

Villy Helleskov vil sikkert nikke anerkendende. Og med sin brede Vildbjerg-dialekt tilføje: »Godt. Og gør det nu også igen i morgen.«