Hvor skal vi hen, du? – et spørgsmål til Aarhus i 2025

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

På hjørnet af Mejlgade og Graven står et vejskilt, der peger cyklister mod Molslinjen. Problemet er bare, at pilen peger stik modsat færgeleget. Det lyder måske som en detalje, men det siger noget større: Vi er en by, der gerne vil noget – men ikke altid får peget i den rigtige retning.

Jeg kommer til at tænke på skærmtrolden Hugo, der i halvfemserne råbte: »Hvor skal vi hen, du?«, mens seerne hamrede løs på trykknaptelefonerne for at vælge den rigtige retning. Ét forkert tryk, og trolden røg i åen. Ramte man derimod rigtigt, rullede guldet ind.

I Aarhus er det ikke længere bare et tv-spørgsmål – det er et, vi bør stille os selv. For selvom vi bryster os af at være en international og moderne by, er det ikke altid til at se.

Vi er blevet anbefalet i ”The Guardian”, ”Lonely Planet”. Vi har rekordmange krydstogtanløb, tusindvis af udenlandske studerende og medarbejdere, og byen vokser støt i både ambitioner og omdømme. Kommunen har sat mål om yderligere 40 procent vækst i internationale borgere frem mod 2030. På papiret er vi åbne mod verden.

Men på gadeplan halter vi bagefter. Mange af byens fysiske skilte er nemlig stadig kun på dansk – og nogle er endda direkte misvisende, som eksemplet fra Mejlgade viser. Hvis man forsøger at bruge letbanen, går det lidt bedre – billetautomaterne kan engelsk – men »skift til bus 17 mod Viby Torv,« giver ikke meget mening, hvis man ikke kender byen eller sproget.

Det handler ikke om forkælelse af turister, men om troværdighed. For hvis vi ikke engang kan få pile og plakater til at pege rigtigt, hvordan skal vi så kunne overbevise nogen om, at vi ved, hvor vi vil hen politisk?

Det er her, jeg synes, koblingen mellem fysisk skiltning og politisk retning bliver interessant. For hvis vi i Aarhus reelt ønsker at være en international by må det kunne ses i praksis - i piktogrammer, to-sprogede skilte og opdaterede vejvisere.

Hvis vi hæver blikket fra byens skiltning og til den politiske arena, så gælder samme principper. Hvis vi vil tages alvorligt, må vi gøre det tydeligt, hvor vi vil hen, og hvordan vi vil komme derhen. Det gælder ikke mindst nu, hvor kommunalvalget nærmer sig. Jeg har efterhånden hørt mange politikere tale om grøn omstilling, sundere byrum, flere boliger og bedre integration. Det lyder flot – men det er ikke nok at sige, vi vil i en ny retning. Man skal også turde pege på ruten.

At ville “grøn omstilling” er ikke en strategi. Det er en hensigt. En strategi er, når nogen siger: »Vi vil reducere CO₂ fra kommunale bygninger med 40 procent inden 2030 – og her er, hvordan vi gør det.« Det er, når nogen lover 20 kilometer supercykelsti og derefter tør vise, hvor de skal anlægges, hvad de koster, og hvilke træer, der eventuelt må lade livet undervejs.

Det lyder måske teknisk, men det er faktisk helt menneskeligt. Når vi som borgere forstår retningen, kan vi bedre acceptere bøvlet undervejs. Letbanen blev udskældt i årevis, men de færreste ville i dag undvære den.

Lighthouse blev kaldt alt fra skæmmende til absurd, men står nu for mange som vartegn. Vi kan sagtens rumme uenighed – det vi har sværere ved, er uklarhed.

Min opfordring til byens politikere er derfor enkel: Tal det sprog, modtageren forstår. Læg konkrete planer. Ret fejlene, før de sætter sig fast - uanset om man vil sikre grundlaget for et internationalt værdigt stadion, en hyggelig og smuk træskibshavn eller styrke folkesundheden. Hvis man vil skabe opbakning, må også turde være tydelig – selv når det betyder, at nogen bliver uenige.

Og så tilbage til Hugo. Han står der stadig, i mit indre fjernsyn, og venter på et klart tryk på tasterne. »Hvor skal vi hen, du?« spørger han.

Det er ikke bare et nostalgisk citat. Det er et reelt spørgsmål til Aarhus i 2025. For hvis vi mener det, når vi taler om retning – både fysisk og politisk – så skal vi turde vælge retning, pege med tydelighed og tage nogen med os.

Ellers risikerer vi, at både turisten, vælgeren og trolden ender det samme sted: I åen spejdende efter en pil, der aldrig blev sat op.