Mens vi ser på Trump, flytter magten i USA sig andetsteds

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som klummeskribent lever man nærmest per definition i nuet. Her er det typisk ugens kaos, kriser og skandaler, der dikterer indholdet.

Men når året går på hæld, kan man vist godt tillade sig at hæve blikket en anelse og spørge, hvad der egentlig sker på det strukturelle plan i amerikansk politik, som i det lange løb potentielt får langt større betydning end de fornævnte dagsaktuelle begivenheder.

En af de mest undervurderede og betydningsfulde begivenheder er noget så kedeligt som en folketælling. Den første folketælling fandt sted i 1790 og blev gennemført under præsident George Washington.

Dengang var USA et ungt og skrøbeligt politisk eksperiment, og behovet var alt andet end teknokratisk. Folketællingen havde ét helt centralt formål, nemlig at sikre en nogenlunde retfærdig fordeling af magten mellem delstaterne i Repræsentanternes Hus. Resultatet lød på knap fire millioner indbyggere, heraf omkring 700.000 slaver, der i henhold til det berygtede tre-femtedelskompromis kun talte delvist med i opgørelsen.

Optællingen blev udført af føderale retsbetjente, der red fra dør til dør. Retsbetjentene tilbagelagde enorme afstande og blev mødt med stor skepsis fra befolkningen, der frygtede både beskatning og statslig kontrol.

Allerede dengang var folketællingen altså et politisk projekt, hvor spørgsmål om magt, repræsentation og tillid til staten var tæt vævet sammen, præcis som det er tilfældet i dag.

Folketællingen i USA finder sted hvert 10. år, som det er foreskrevet i den amerikanske forfatning. Det kan lyde ufattelig tørt, men konsekvenserne er betragtelige. Resultatet af folketællingen afgør nemlig, hvordan de 435 pladser i Repræsentanternes Hus fordeles mellem delstaterne, og dermed også, hvor mange valgmandsstemmer hver delstat får ved præsidentvalg.

Hertil kommer fordelingen af milliarder i føderale midler til alt fra infrastruktur og sundhed til uddannelse og socialprogrammer.

Folketællingen er med andre ord ikke bare en optælling, men et afgørende øjeblik, hvor den amerikanske magtstruktur bliver kalibreret på ny for det næste årti.

Der er først folketælling i USA igen i 2030, så nedenstående er ikke just breaking news, og meget kan selvsagt ske i de kommende år.

Men som bekendt kan demografi være skæbne, og det er faktisk ret interessant at se på, hvordan befolkningsforskydningen tegner til at ændre magtforholdene i amerikansk politik.

Supermagten befinder sig nemlig midt i den største interne folkevandring i nyere tid. Millioner af amerikanere er flyttet fra nordøst og Midtvesten mod sydlige og sydvestlige delstater, særligt Texas, Florida, North Carolina, Georgia, Arizona og Tennessee. Ifølge medierne Bloomberg og Axios skyldes bevægelsen en kombination af billigere boliger, lavere skatter, varmere vejr og flere jobmuligheder.

Den udvikling er ikke ny, men den accelererede markant efter coronapandemien. Hjemmearbejde gjorde det muligt at tage jobbet med sig, så pludselig var det ikke længere kun mere attraktivt, men også muligt at bo i Austin frem for i Boston eller i Raleigh frem for i New York.

Samtidig er mange techvirksomheder rykket til Austin, og filmindustrien er i stigende grad flyttet mod Atlanta.

Som Lauren Egan har bemærket i netmediet The Bulwark tidligere på året, er over to tredjedele af USA’s jobvækst de seneste fem år skabt i syd, så området nu bidrager mere til den amerikanske økonomi end det nordøstlige USA.

Konsekvensen er, at de klassiske magtcentre i nord mister politisk vægt. For når mennesker flytter, så flytter magten med. Ifølge beregninger fra University of Virginia står republikanske stater som Texas og Florida til at vinde yderligere mindst fire pladser i Repræsentanternes Hus efter 2030, mens delstater domineret af Demokraterne som New York, Illinois og Californien risikerer at miste klækkelig indflydelse.

Det betyder ikke bare færre mandater, men også færre stemmer i valgmandskollegiet ved præsidentvalgene, hvorved vejen til Det Hvide Hus i fremtiden sandsynligvis i stigende grad kommer til at gå gennem Syden.

Ken Martin, der er formand for Democratic National Committee, har i The Bulwark kaldt fremtidsudsigterne for et »dommedagsscenarie«. Ikke fordi vælgerne nødvendigvis bliver mere konservative af at flytte sydpå, men fordi magten i stigende grad koncentreres i stater, hvor Republikanerne i forvejen har overhånden.

Martin kommer fra Minnesota og er derfor om nogen bekendt med, at demografiske forandringer ikke er ensbetydende med permanente politiske gevinster. Det har Demokraterne opdaget på den hårde måde i Rustbæltet.

Omvendt er tidligere republikanske bastioner som Virginia blevet meget favorable for Demokraterne, ligesom Arizona og Georgia er kommet i spil længere sydpå i de senere år. Forklaringen er, at mange af de amerikanere, der flytter sydpå, ikke nødvendigvis er konservative.

Mange af dem er minoriteter, der kommer fra blå stater, og de flytter typisk til byområderne. Denne udvikling har bidraget til at gøre stater som Georgia og Arizona mere konkurrencedygtige for Demokraterne i øjeblikket, men i det mellemlange perspektiv er det umiddelbart Republikanerne, der står til at høste den største gevinst af befolkningsforskydningen, da man i USA som bekendt har et ”vinderen tager det hele”-valgsystem.

Samtidig peger en nyere analyse på en anden, afgørende demografisk udvikling. Amerikanernes geografiske mobilitet er nemlig faldet til et historisk lavpunkt. Ifølge Axios ændrede kun omkring 11 pct. af amerikanerne bopæl i 2024. Det er den laveste andel siden slutningen af 1940’erne, hvor man begyndte at måle på den slags.

Delstater som New Jersey og New York har de laveste flytterater, mens stater som Alaska, Oklahoma og Colorado ligger højere end gennemsnittet. Men overordnet set flytter amerikanerne markant mindre end tidligere generationer.

Der er tale om en af de mest vidtrækkende sociale forandringer i USA i årtier, fordi lavere mobilitet hæmmer arbejdsmarkedets dynamik.

Hvis vi skal blive i metaforen, flytter magten sig såmænd stadig, men det er markant færre amerikanere, der er med på rejsen. Fortsætter denne udvikling, fastfryses de nuværende befolkningsmønstre i større omfang, hvilket som ovennævnt nok er til Republikanernes fordel.

Dette ret nørdede, strukturelle perspektiv drukner forståelig nok i dækningen af amerikansk politik. Der er lang tid til 2030, og det er immervæk mere oplagt at skrive om Trumps gøren og laden.

Men i det lange løb er det store tendenser som amerikanernes mobilitet, der former fremtidens magtbalancer. Eller for at sætte det på formel: Magten flytter sig ikke med et brag, men snarere med flyttebiler.

Godt nytår og tak for at læse med i år!