Statsministeren fik et æsel. En dinosaurus havde været mere passende

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I denne uge rundede Mette Frederiksen og Socialdemokratiet et skarpt hjørne, da det er 10 år siden, partiet fik en ny formand. Hun er siden blevet til en forperson, for sådan hedder det nu til dags. Og hun har i sandhed udviklet sig til en persona med en stærk identitet.

Det var en lukket fest for indbudte socialdemokrater, kulturpersonligheder og erhvervsfolk. På Hotel- og Restaurationsskolen i Valby sneglede de sig frem mod jubilaren i en lang, farverig slange. Og pludselig stod den der, gaven fra partiet: et æsel. Partisekretæren fortalte, at det var sjovere med et æsel end et mågestel, så det var altså ikke, fordi statsministeren ind imellem skryder eller er stædig som et æsel.

Nej, det skyldes, at Frederiksen og familie gerne vil have nogle dyr på den nyindkøbte gård på Møn. Så måske en dag, når statsministeren må forlade posten, kan papæslet udskiftes med et levende eksemplar. Heldigt, at der ikke er ulve på Møn.

Jeg synes nu hellere, Mette Frederiksen skulle have haft en dinosaurus. Man siger jo, at valget af husdyr afspejler, hvilket menneske man er. Dinosaurusser var virkelig gode til at tilpasse sig forskellige omgivelser. Det har statsministeren været i sin tid som formandpersona. Fra rød til lyserød, blå og lilla.

Mange dinosaurusser trivedes desuden i flokke for at kunne beskytte sig mod rovdyr. Statsministeren er eminent til at slå flok med andre statsledere og har trods det lille land, hun repræsenterer, formået at gøre sin indflydelse gældende både i EU og ikke mindst om krigen i Ukraine.

Det er en vigtig egenskab at være i besiddelse af i kampen mod det unævnelige rovdyr fra Amerika.

Dinosaurusser var desuden gode til at bygge rede og passe på deres unger, og det er næppe uden grund, at statsministeren ofte kaldes ”Mor Mette”. Så der er flere ligheder mellem vores statsminister og det store dyr.

Nu er dinosaurusserne jo desværre uddøde. Det er den sidste socialdemokrat ikke, trods hårde år og faldende tilslutning overalt i Europa, også i Danmark.

Det skyldes ikke mindst Mette Frederiksens evne til at omstille sig til de skiftende klimatiske forhold i politik. Hun kan samarbejde i både øst og vest, til venstre og til højre og hen over midten. Nok så vigtigt formår hun at være synlig på verdensscenen uden at blive usynlig herhjemme, hvor hun fortsat er her og der og alle vegne.

Intet tyder på, at vi skal have ny statsminister efter næste valg, for der er ingen alternativer for øjeblikket. Selv blandt borgerlige er der bred anerkendelse af Mette Frederiksens evner som statsleder, trods rædsomme ridser i lakken med minkskandale, sms-skandale, sletning af dokumenter i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste og anklager om magtfuldkommenhed. Hun står solidt som en dinosaurus og æder alle trusler omkring sig.

Nu er det så sådan, at vi her til lands har en tradition for at skifte statsminister efter en periode på højst 10 år. For som den amerikanske præsident George W. Bush bemærkede, har vælgerne det desværre med at blive trætte af deres ledere.

Der er vi ikke nået til endnu, for Frederiksen blev først statsminister i 2019. Hvis de borgerlige drømmer om at genvinde statsministerposten, og det gør de selvfølgelig, skal de for alvor til at finde profil og fælles fodslag. Senest efter næste valg. Der kan synes meget lang vej igen, for de er en flok tandløse flyveøgler, der bestemt ikke kan flyve i flok, selvom de er mange nok.

Nu venter først kommunalvalget i november, og selvom det bliver en gyser for Socialdemokratiet, ikke mindst i de fire største byer, kan Mette Frederiksen med sindsro se frem til det folketingsvalg, der venter få måneder efter. Hun tilpasser sig og har bejlere nok til både højre og venstre til at kunne danne regering endnu en gang.