Efter sommeren følger ulvenes tid

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Slesvig

Træerne ned gennem Grejsdalen fortæller mig, at i Danmark er sommeren på sit højeste. Bladene synger i vinden fra øst. Snart vil de gyldnes og brunes og fyge i skovbunden. Ikke at det gør mig trist, men måske er antydningen af det forestående klimaskifte lige tidlig nok. Engang holdt løvet til ind i september. Kan det være Jordens opvarmning? Sicilianske tilstande i Jylland? Afrika på Sicilien?

Jeg kører uden mål og med. Journalistik handler om at være på landevejen, om at være ajour, være i dagen.

En dansk læge, som er bosat i udlandet, spørger i en mail, om jeg er stolt af Danmarks bidrag til døden og ødelæggelserne i Ukraine. Ifølge ham kan krigen kun bringes til en afslutning, når begge parter nægtes adgang til våben og tvinges til forhandlingsbordet. Jeg svarer ham, at stolthed er et karaktertræk, der ligger mig fjernt.

Desuden er jeg godt tilfreds med Danmarks indsats i det østlige. På hjemmefronten glæder jeg mig over en bred offentligheds åbenlyse erkendelse af, at Donald Trumps USA og Vladimir Putins Rusland har kastet Europa, Danmark ikke mindst, ud i en krise, der om nødvendigt skal imødegås med våbenmagt.

At krigen indtil videre er begrænset til Ukraine, gør den ikke mindre farlig i historiens perspektiv. Tyskland indledte Anden Verdenskrig med sin invasion af Polen 1939.

Den skarpe krig – med 70, måske 80 millioner døde og kolossale fysiske ødelæggelser – fulgte året efter med angrebene på Danmark, Norge og Frankrig. Krige tager tid. Korte, sejrrige krige er sjældne. Tænk ikke blot Ukraine. Tænk Gaza, tænk Algeriet, Vietnam, Afghanistan, Sudan. Tænk.

Var Vladimir Putin interesseret i fred, kunne han standse krigen i morgen. Kun handling, herunder en skærpet ukrainsk krigsførelse, støttet med avancerede vestlige våben, kan udvirke en holdbar fred, hvilende på Helsingfors-aftalen af 1975 om grænsernes og de statslige territoriers ukrænkelighed, suppleret med de garantier, som Rusland og USA gav Ukraine i 1994 mod, at den unge republik afleverede sine atomvåben til Rusland.

Vil Rusland en sådan fred? Tilsyneladende ikke. De sporadiske russisk-ukrainske forhandlinger vedrører tekniske, ikke politiske temaer.

Putins ambassadør i København, Vladimir Barbin, gjorde i denne avis den 25. maj klart, at Kreml fastholder sine maksimalkrav, og viste sig i den forbindelse, endnu en gang, som forstenet apparatjik, intellektuelt ringere ekviperet end selv det fåtal af danskere, der tror, at imperiet i øst kan overtales eller tvinges til at indstille sin krig i og imod Europa.

Ukraine er en begyndelse. Vi ved fra Putins egen stramme mund, at han vil genoprette Ruslands tabte magtsfære fra de baltiske stater over Centraleuropa til Balkan og Bosporus.

Selv Finland nævnes i vanvidskredse omkring den russiske diktator. Vi ved også fra Trumps løse mund, at Ukraine ikke er hans anliggende, og at USA ikke vil forsvare de europæiske lande, som ifølge den amerikanske præsident ikke har betalt, hvad han mener, de skylder hans rige.

Det næste kan blive et russisk-amerikansk forsøg på at dele Europa. Og derefter? Hvad med en tredeling af kloden i en russisk, en amerikansk og en kinesisk magtsfære? Hvad med en amerikansk-kinesisk sammensværgelse med henblik på at marginalisere Putins allerede svækkede Rusland?

Mulighederne er mange, den ene mere frygtindgydende end den anden.

Europas demokratisk valgte ledere forbereder deres befolkninger og lande på det værste: en krig så pludselig som krigen i Ukraine i 2014. Først cybersabotage af vitalt vigtige informationskanaler og offentlige tjenester som vand, lys og transport, dernæst fjendtlige soldater, døde og sårede, massive ødelæggelser, mørklagte, kolde boliger, censur, udgangsforbud og arrestationer.

Broerne over Lillebælt, Storebælt og Øresund sprænges i luften (måske af det danske forsvar), eller de besættes af udenlandske tropper. USA annekterer Grønland, Rusland tager Bornholm, Østersøen og gennemsejlingsfarvandene. Kollaboratører indsættes i Nuuk og København. En gentagelse af Prag 1968, en gentagelse af Santiago de Chile 1973.

Det kan ske inden for den næste halve snes år.

Vejle og Kolding følger, Kolding med minder om elevtiden på det siden nedlagte Kolding Folkeblad, journalistik på gadeplan, ingen computere, et ordentligt trykkeri. Jeg kører ud i aftensolen, ned til Slesvig.

Lad os ikke glemme, midt i sommerhalløjet, at Danmark strategisk set er et mere værdifuldt mål for Rusland end selv de baltiske republikker og Moldova, og at Kreml officielt – så officielt som Washington kræver Grønland – har anbragt Danmark på sin liste over uvenlige lande, en beslutning, som den emsige ambassadør Barbin har bidraget til.

Hvad Ken Howery, den af Trump udnævnte ambassadør, som endnu ikke er ankommet, forventes at udrette, ved de færreste. De kan begge erklæres for persona non grata, for uønskede.

Dagen derpå, langs Dannevirkevolden, tænker jeg mit: vinteren vil komme, ulvetiden, krig i Ukraine, Mellemøsten, krig i Burma og Sudan, sammenstød mellem civile og soldater i Los Angeles. Den ene utålelige magthaver efter den anden. Et næsten forenet Europa har rigeligt kræfterne til at forsvare sig mod den store politiks rovdyr. Vil vi bruge dem? Tør vi overleve? En gammel notesbog dukker op: »Håbet flyver på svalens vinger, konger gøres til guder, lavere skabninger til konger.«

Hvem skrev dette? Jeg skylder den læser en frokost, som stiller først med et holdbart svar.