Jeg ønsker Trump alt ondt
Den kommende tid tegner ubehageligt for småstaten Danmark. Opportunister, medløbere og hofsnoge har travlt med at bringe sig i stilling. Meget snart kan vi være der, hvor det eneste hæderlige er at være fængslet, fyret eller på anden vis forfulgt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Nauta, Amazonas
En time syd ud af Nauta (30.000 mennesker midt i Amazonas) samles floderne Maranón og Ucayali i en heksekedel af hvirvler og modstridende strømme. Her skal sejles forsigtigt, siger Ivan, en væver, lille mand, brun som regnskovens træer. Han giver mig en dag på sin pram, et fartøj så usselt, at det ville blive konfiskeret i enhver dansk havn. Men vi er ikke i Danmark. Vi er i Peru, på den østlige side af Andesbjergene, hvor staten knap nok eksisterer.
Ved Maranóns og Ucayalis sammenløb lægger Ivan bi under mangrovernes fangarme. Over os har vi tropernes bagende sol, foran os sejler den mægtige Amazonas ned mod Atlanterhavet. Kolossale mængder af kaffebrunt vand – som pulverkaffe tilsat kondenseret mælk – skal frem. En skole af delfiner synger og danser omkring prammen.
Jeg stirrer ud over et hav, intet mindre, som Øresund mellem Hven, Malmø og København. Her ville selv den bedste svømmer hurtigt forsvinde. Er det, hvad der venter Danmark-Grønland under Donald Trump, den nye kejser i Washington? At vi skal ud på dybet og sænkes?
Trump er den brovtende psykopat, forskellig fra koldsindige og derfor mere beregnelige magthavere som Vladimir Putin i Rusland og Xi Jinping i Kina. Han udsætter i disse uger Danmark for et pres uden lige siden den tyske besættelse under Anden Verdenskrig. Mange hævder, at det nok skal gå alt sammen, at han slet ikke er så slem, som hans vulgære væsen skal antyde, at både det hele og det halve er teater.
Man må undskylde mig, men jeg tager Trump alvorligt. Han er lovformeligt dømt forbryder, den første af sin art i Det Hvide Hus. Hans synderegister omfatter stormen på Kongressen for fire år siden, systematisk forulempelse af kvinder, skattesvig og underslæb. Han er simpelt hen en skidt knægt.
Kejseren af Amerika omgiver sig som kejseren af Rusland med oligarker, for hvem penge er alt, og demokrati en modbydelighed. Opportunister, medløbere og hofsnoge har travlt med at bringe sig i stilling. Også i Danmark. Meget snart kan vi være der, hvor det eneste hæderlige er at være fængslet, fyret eller på anden vis forfulgt.
Under den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945 opfordrede politikere, forretningsfolk, intellektuelle og digtere til eftergivenhed, til det, de kaldte fornuft, til mådehold. Før Auschwitz-dagen mandag mindes jeg et gammelt tal: 5.000 modstandsfolk, 10.000 kollaboratører, i øvrigt en apatisk befolkning.
Skulle jeg i den sydlige halvkugles sommer tage et hvil i hængekøjen, tilpasse mig? Skulle jeg indrømme Trump tvivlens nådegave? Det kommer ikke på tale. Trump kræver ind som en anden Hitler, en anden Mussolini, en anden Stalin. Hitler lagde ud med at kræve Rhinlandet. Trump lægger ud med at kræve Grønland og Panama-kanalen. Han omtaler Canada som USA’s 51. stat og Canadas premierminister, Justin Trudeau, som sin »guvernør«, den perfekte uartighed.
Ombord på Ivans lille båd skitserer jeg en klumme, hvori jeg vil opfordre Mette Frederiksen til at gøre modstand, om nødvendigt militær modstand, en tabt krig selvsagt, hurtigt overstået og næppe særlig blodig, men ikke desto mindre en krig, der skal vise verden, at den amerikanske majestæt er i krig med Nato og retsstaternes Europa, en krig, der moralsk set vil bringe USA i klasse med Rusland efter invasionen af Ungarn i 1956, af Tjekkoslovakiet i 1968 og af Ukraine i det 21. århundrede – og som en selvfølge vil koste majestæten den fredspris i Oslo, som han efter sigende begærer, fordi Barack Obama fik den i 2009.
Informerede latinamerikanere – så lidt interesseret i Europa som europæerne i Latinamerika – konstaterer, at Trump har udnævnt Mauricio Claver-Carone til sin særlige udsending i Mexico, Mellemamerika, Sydamerika og Caribien, Trumps rigsbefuldmægtigede, om nogen skulle være i tvivl. Claver-Carone er en af den kommende præsidents stenrige venner. I sin første periode (2015-2021) gennemtvang Trump hans valg til direktør for Den Inter-Amerikanske Udviklingsbank. Claver-Carones bidrag til en bedring af latinamerikanernes kår bestod i, at han – jeg gentager et rygte, som førte til hans afgang – mod seksuelle ydelser øgede en af sine ansattes årsløn med 133.000 dollars.
Claver-Carone skal tvinge Panama til at afstå sin kanal til Washington, nøjagtig som Trumps nominerede Gauleiter i Danmark, Ken Howery, skal tvinge København til at afstå Grønland. Panama – uden hær, men med en nationalgarde på 30.000 mand – forventes at ville slås, vel vidende at den seneste krig i 1989-90 mellem USA og Panama kostede panamanerne mellem 300 og 1.000 døde. Vil Mette Frederiksen slås? Bare en dag eller to?
Ivan går op imod strømmen – kurs Nauta på Maranóns venstre bred. Der er ingen havn, blot en fedtet skrænt, hvor bådene ligger hulter til bulter. Skal jeg tilpasse mig? Skal jeg ændre tonen i mine klummer? Det kommer ikke på tale. Fra Amazonas ønsker jeg læserne alt godt i 2025 og Trump alt ondt. Trump afskyr Europa og beundrer Putin for dennes magtgreb. Med egne ord har han fortalt sin kejserlige kollega og krigsmager i Kreml, at han kan gøre med europæerne, »hvad fanden han vil«. Psykopater er ofte kujoner, og Trump er psykopat. Måske ville en indledende fysisk blokade af Grønlands havne og lufthavne – modstand, iøjnespringende fysisk modstand – gøre ham klart, at han er på gale veje. Måske.
Omkring Nauta er regnskoven kejser. Aftenen ånder stille. En eftertanke: Trump skal bekæmpes kompromisløst. Døgnet rundt.