Ups: Så skete det igen, at jeg blev mindet om realkredittens deroute

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan idéen med realkreditinstitutionen er blevet vingeskudt i et ulykkeligt samspil mellem politikere og Finanstilsynet.

Det er ikke mindst opgivelsen af at basere långivningen på ejendomsværdien (murstensbelåning) til også obligatorisk at inddrage låntagerens personlige økonomiske forhold efterhånden til primært at bygge herpå, der afspejler, at den oprindelige idé med realkreditinstitutionen reelt er opgivet. Det kan også udtrykkes således: fra at have en ret til realkreditbelåning (inden for de lovgivningsmæssige rammer) skal man nu kunne gøre sig fortjent til et sådant lån (stå med hatten i hånden) – man skal være kreditværdig!

Dette skifte er især blev udbygget efter finanskrisen med udgangspunkt i efterfølgende lovgivning og Finanstilsynets konkretisering af denne i bl.a. Bekendtgørelse om god skik for boligkredit. Denne bekendtgørelse indeholder et helt kapitel om kreditværdighedsvurdering.

Dette kapitel afliver definitivt den oprindelige idé med realkreditinstitutionen med formuleringen: »Kreditværdighedsvurderingen må ikke basere sig alene på værdien af en fast ejendom.« Dette suppleres – så ingen skal være i tvivl – med, at realkreditlån forudsætter, at der foretages »en grundig vurdering af låntagerens kreditværdighed«, der endvidere skal baseres på »oplysninger om låntagerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske forhold, der er nødvendige, tilstrækkelige og forholdsmæssigt afpassede«. Hvad der ligger heri, er nærmere uddybet i en vejledende udtalelse fra Finanstilsynet.

Ovenstående afspejler de drastiske ændringer, der igennem flere år har ændret realkreditsystemet, så det nu nærmest ligner traditionel bankvirksomhed til private med pant i fast ejendom, hvad der vel også hænger sammen med bankernes indtog i realkreditten. Dette afspejles bl.a. ved, at man kan læse lange artikler i dagspressen om boligbelåning, hvor realkreditinstitutter overhovedet ikke nævnes, men hvor der alene refereres til banker.

Og omlægningen af spillereglerne for realkreditlån har endvidere udløst en unødvendigt stort bureaukratisk udbygning. Forudsætningen for at yde et realkreditlån efter kapitlet om kreditværdighedsvurdering er nemlig – foruden den meget informationstunge og detaljerede undersøgelse af personlig kreditværdighed – at långiveren (realkreditinstituttet) selv skal vurdere den ejendom, der skal belånes. Og det gælder, uanset hvilken belåningsgrad der bliver følgen.

Så selv om belåningsgraden er meget lav (f.eks. under 25 pct.), sættes en sådan vurdering i gang, selv om der næppe er eksempler på, at lån inden for 25 pct. af ejendomsværdien nogensinde er blevet nødlidende. I disse tilfælde er den personlige kreditværdighedsundersøgelse i øvrigt også uden reel betydning for långiverens sikkerhed.

Dette bureaukratiske problem blev jeg igen mindet om, da jeg skulle bidrage med en forespørgsel om et realkreditlån. Selv om den pågældende ejendom var blevet vurderet for et år siden, og belåningsgraden var under 25 pct., skulle realkreditinstitutionen alligevel atter vurdere ejendommen for ikke at komme i konflikt med reglerne!

Dette fortsatte bureaukratiske vanvid er så meget desto uforståeligt, da SVM-regeringen – i hvert fald på papiret, nemlig i regeringsgrundlaget – har kaldt til kamp mod bureaukratiet – i hvert fald i den offentlige sektor.

I afsnittet om frisættelse af den offentlige sektor i regeringsgrundlaget står indledningsvist: »Regeringen vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på.«

Men mærkeligt nok og også tankevækkende står der intet om, at der også burde startes et opgør mod overdreven administration og bureaukrati i den private sektor, som er en følge af offentlige regler. Det er svært at forstå, at dette ikke er en fejl.

Der burde også igangsættes et opgør mod den bureaukratisering, der er sket af realkreditten med skiftet til at basere realkreditlån på primært personlig kreditværdighed. Og det er jo langtfra alene bureaukratiseringen, der er et problem. Denne overgang betyder jo også, at mange ikke kan få realkreditlån, selv om der er rigelig friværdi i deres ejendom – det gælder bl.a. for mange pensionister, der så tvinges til dyrere låntagning eller måske ligefrem til et uønsket ejendomssalg for at frigøre noget af friværdien.

Mange nuværende pensionister har jo planlagt at forsøde pensionisttilværelsen ved at frigøre friværdi i deres bolig. Hvorfor skal denne fornuftige adfærd straffes?