Menneskebiblioteket går i kødet på fordomme

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Har du hørt om menneskebiblioteket? Det havde jeg heller ikke. Og så er projektet, der er blevet et internationalt hit, endda dansk. Idéen har eksisteret siden 2000, hvor en gruppe unge nordiske initiativtagere så den udfoldet på Roskilde Festival.

Menneskebiblioteket er smukt i sin grundtanke. Menneskerettigheder kan ikke kun håndhæves juridisk, det almene fællesskab skal også deltage i bekæmpelsen af uretfærdighed, undertrykkelse og diskrimination igennem interkulturel dialog.

Den 7. oktober nåede Menneskebiblioteket om på den anden side af kloden, da Folio i Seattle afholdt et todages arrangement. Ordsproget ”don’t judge a book by its cover” kunne ikke være mere rammende for Menneskebibliotekets mission.

Og hvad går idéen så ud på? I al sin enkelthed låner man et menneske i stedet for en bog. ”Læsningen” foregår som en dialog med menneskebogen. Formålet er at nedbryde fordomme og styrke dialog igennem mødet med fremmede. Det kan være politifolk, homoseksuelle, feminister, muslimer osv.

Menneskebøgerne i Seattle var en poledancer med et medfødt handicap, en kvinde, der kunne se ånder, en stammende homoseksuel professor, en arbejdsløs og mange flere. Jeg var der som bog, fordi jeg er et tidligere Jehovas vidne.

Inden arrangementet var jeg i tvivl om, hvilke spørgsmål jeg ville få, om der i det hele taget var nogen, der ville ”låne” mig. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg ville svare på alt. Det var jo derfor, jeg var der.

Så jeg fortalte. Om fysisk og psykisk afstraffelse, om seksuel vold, selvmord og om at være en lille pige, der forsøger at navigere i en verden domineret af voksne (mænd) med formørkede tankegange og en evig trussel om at risikere at blive Guds fjende, hvis man ikke følger reglerne.

Og så fortalte jeg om at opnå friheden – og om at prisen for den er at miste alt. Familie, venner, sin identitet. Jeg fortalte, at jeg på trods af det liv, jeg har fået stablet på benene med to unger, mand og hund i min amerikanske tilværelse, altid bærer en dyb sorg og et savn, jeg må leve med hver dag.

Dét er noget, folk ikke kan lide at høre. Eventyret med de onde Jehovas Vidner-mænd, reglerne, manipulationen, årene med savn og søgen efter et nyt ståsted skal ende ubetinget godt. Punktum. Ikke nogen usikkerhed, ikke noget mindreværd, ingen frustration, ingen længsel. De dybe ar på sjælen skal være små rifter, og folk vil slet ikke høre, at man har levende familiemedlemmer, der har deres egne liv langt fra mit. At mine børn har en mormor, mostre, fætre og kusiner, som de kunne have kontakt til – hvis altså ikke det var, som det er.

Projektet gjorde, hvad det skulle – for jeg skubbede imod, når den ene velmenende person efter den anden fortalte mig, at jeg SKULLE tage kontakt til min familie. Imens sad jeg og tænkte på formålet med det menneskelige bibliotek: Angrib dine fordomme, gå i kødet på dem.

Verden er ikke altid enkel. Som jeg sagde til de velmenende og godhjertede menneskebogslånere, så er mit liv sådan, at alt ikke er godt, selvom jeg har det liv, jeg vil have. I mit tilfælde er der en pris at betale. Det er en erkendelse, jeg har brugt årevis på at nå frem til. Og det er en erkendelse, mine ”læsere” ikke umiddelbart ville acceptere. Men det er nok lige præcis dét, der gør, at Menneskebiblioteket er sådan en god idé.