En af de bedste gaver, jeg har givet mig selv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er for nylig vendt hjem fra en vandreferie i Pyrenæerne. Det var uden sammenligning noget af det hårdeste, jeg i mit liv har udsat mig selv for. Og noget af det mest fantastiske. Jeg har vandret tidligere og har ofte forsøgt at indfange, hvorfor vandring er så eksistentielt opløftende og så ualmindeligt livsbekræftende.

De af jer, der har læst Tomas Espedals bog ”Gå” kender til Espedals lovprisning af vandringen. For Espedal er vandring lig med frihed; vandreren er en slags vagabond, som ikke begrænses af noget. Espedal går og går, samtidig med at han fører samtaler med alverdens kendte filosoffer og digtere.

Det gjorde jeg ikke på min vandretur – altså førte samtaler med digtere og filosoffer. Til gengæld førte jeg samtaler med de andre vandrere, jeg mødte på min vej. Og her er et af de magiske fænomener ved vandring: Man er på en eller anden måde i familie med de andre, der går samme rute, allerede inden man har mødt dem.

Når man møder en vandrer, der sidder og holder pause, hilser man som det mindste, men ofte sætter man sig ned og får en snak. Hvis man sover på samme campingplads eller herberg, spiser man sammen, også selv om man ikke kender hinanden. Man taler om turen, om vabler og bjerggeder, om opstigninger og nedstigninger, men ikke om, hvad man arbejder med. Der er ingen høflighedsfraser eller indledende bemærkninger.

Der er bare det, der er: mennesker, der har besluttet at gå den samme rute. Derfra starter al samtale og al fælles væren. Når du vandrer, er du ikke andet end et menneske, der sætter det ene ben foran det andet. Der er ingen forventninger til dig, men heller ingen fordomme om dig. Du kan lægge alle erfaringer med pinlige samtaler eller smalltalk fra dig, for på vandrestien har du alt for ondt i fødder, hofter og ben, ligesom du er alt for koncentreret om, hvor du skal sætte dit næste skridt, til at du magter så meget som at tænke på din forfængelighed.

Nogle tror, at når man vandrer, så kommer der pludselig åbenbaringer til én, som man ikke havde kunnet udtænke eller få derhjemme. Det har jeg aldrig oplevet. Jeg har til gengæld oplevet, at efter de første par dage, hvor jeg stadig går og tygger lidt på hjemlige irritationer eller bekymringer, så kommer der et tidspunkt, hvor de pludselig forsvinder ud i det blå.

På den vandretur, jeg netop har været på, blev jeg opmærksom på, præcis hvornår det skete. Det skete en dag, hvor jeg besteg et bjerg, som var så stejlt, at jeg måtte lægge vandrestavene i rygsækken og klatre op. Jeg troede aldrig, jeg skulle klare at komme op på toppen af bjerget. Men det gjorde jeg. Og undervejs derop havde jeg været så fokuseret på, hvordan jeg skulle komme op i hel tilstand, at alle hverdagsbekymringer og smårationelle strategier forsvandt som dug for solen.

Lige dér, på toppen af bjerget, gik det op for mig, hvor sindssygt meget energi jeg bruger på at tænke over mulige udfald af situationer eller relationer, som jeg alligevel ikke har kontrol over. Og hvor åndssvagt det er, fordi det eneste, der er, er det, der er lige foran fødderne på dig.

For det er det, vandring kan: Den tvinger dig til at være til stede i nuet i en grad, som gør, at du simpelthen ikke kan holde fast i hverdagstankerne. Det er en af de bedste gaver, jeg nogensinde har givet mig selv. Den skal fornys en gang imellem, for tankestrategierne banker på.