Døden blev igen statsministerens trumfkort

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Vi var faktisk i gang med at redde danskernes liv,« sagde statsministeren som et slags trumfkort på pressemødet forleden.

Det, hun vanligt vrissen og med overbevisning om egen ufejlbarlighed sagde, var, at danskernes liv var i fare. Det var døden, statsministeren kæmpede imod – og mod døden gælder alle kneb. Og så kommer vi rendende med vores tåbelige trakasserier om slettede sms’er, journaliseringspligt, krav om åbenhed og gennemsigtighed, lovhjemmel og ansvar og alt muligt andet irriterende fra småtingsafdelingen. For læs det lige igen: »Vi var faktisk i gang med at redde danskernes liv.«

Intet slår den mission – hverken lovbrud eller grædende minkavlere. Det var den sætning på det alenlange pressemøde, der gav mig størst ubehag. Statsministerens flabede bemærkninger, skamløshed, småsure opstød og nedværdigende kommentarer, der fejer hele pressekorpset hen i hjørnet, har vi efterhånden vænnet os til. Vi har også vænnet os til de gennemkoreograferede pressemøder, hvor selv spontaniteten er kontrolleret. Det er hendes meget lidet flatterende stil.

Men statsministerens forestilling om, at Socialdemokratiet med hende selv i spidsen flankeret af logrende ministre, der kan ofres efter behov, er kaldet til at frelse danskerne – det er den velfærdsideologiske overbevisning, der bærer regeringen i al dens gøren og laden. Og coronakrisen har blot styrket det ideologiske heltekvad, fordi ubehaget og uretfærdigheden ikke bare kommer fra samfundets rige, fra indvandrer eller fra livets almindelige modgang – men fra døden selv.

Det er klart, hvis man har tilskrevet sig selv magten og æren til at redde danskerne fra døden, så må målet hellige midlet – og det gjorde det lige fra coronakrisens begyndelse, hvor statsministeren fastslog, at »hvert dødsfald er en tragedie«. Det var prologen for nedlukningen af samfundet, for nedslagtningen af mink, for nedvurdering af de demokratiske beslutninger, folkestyret hviler på.

»Hvert dødsfald er en tragedie« – det var trosbekendelsen for de voldsomme adfærdsregulerende indgreb i vores samfund, der fik uhyre store økonomiske og menneskelige omkostninger. Men det virkede, for frygten for døden er den stærkeste drivkraft – og det virkede, fordi mennesket af i dag har et besynderlig forhold til døden. Vores dødskultur har simpelthen forandret sig.

Forleden læste jeg, at andelen af dødsannoncer, der nævner ord ”død” eller ”dødsfald”, er faldet; i stedet bruges forskønnede omskrivninger. Vi ved godt, at livet hver dag er under afvikling, men det er, som om døden er den store undtagelse for det moderne menneske, der er vant til selv at have magten over alle livets forhold – også der, hvor magten slet ikke er os bemyndiget. Men over for døden er kun afmagten. Der er ingen omvej, ingen udvej heller ingen genvej.

Døden er livets uigenkaldelige ophør. Døden er rædselsfuld. Men dødsangsten må ikke styre indretningen af vores demokratiske samfund, håndteringen af pandemier, krige og kriser på en sådan måde, at vi tror, døden kan undgås. For i magtkampen mod døden bliver alting småt – love og regler ligegyldige, og vi klamrer os til livet på en måde, så det fremkalder det værste i os. Vi bliver derimod lidt mere menneskelige ved at erkende afmagten og lægge livet og døden i hænderne på Skaberen – der trods alt har større magt og ære end statsministeren. Men ansvaret for vores liv, gerninger og ugerninger har vi selv fået lov at beholde – ”lev med det”! Ét menneske, ét liv, ét ansvar. Det gælder også Mette Frederiksen.