Selvfølgelig skal vi samarbejde med Assad

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er en særlig krølle på virakken om hjemsendelsen af syrerne. Vi kan faktisk ikke sende dem hjem. I stedet sætter vi dem på et udrejsecenter, hvorfra vi håber, at de vil deres fædreland det bedste, og frivilligt rejser hjem og hjælper med den hårdt tiltrængte genopbygning. Sende dem ud kan vi nemlig ikke, så længe vi ikke er villige til at tale med Syriens officielle styre.

Hvorfor vil vi ikke det? For at forstå det, skal vi tilbage til 11. september 2001. Dengang fløj nogle militante islamister ind i World Trade Center og USA blev pludselig overordentligt interesseret i Mellemøsten. Og med en underlig blanding af tykpandet idealisme og kynisk hykleri formåede de at skabe kaos i regionen.

Som bekendt er islam opdelt i to store skoler: Sunni-islam og shia-islam. Der er flest sunnier, og de tæller eksempelvis USA's allierede Saudiarabien, Det Muslimske Broderskab i Egypten, Talibanere i Afghanistan, Hizb ut Tahrir og Islamisk Stat. Shiitterne sidder først og fremmest på magten i Iran, men udgør også majoriteten i Irak.

Så skete 11. september. USA blev angrebet af militante sunnitter, hvoraf størstedelen var fra Saudiarabien. Ikke overraskende al den stund, at Saudiarabien er arnestedet for den mest yderligtgående islam. Kongeriget er det tætteste, vi kommer på Islamisk Stat. Bare med orden.

Hvad gjorde USA? Jo, de invaderede Afghanistan med håbet om at frigøre landet for Talibanere. Problemet var, at de reelt er landets største etniske gruppe (pasthunere), og man kan ikke befri et land fra dets egen befolkning. USA forstod først alt for sent, at de havde kastet sig ud i en etnisk konflikt frem for en krig mod onde undertrykkere, og måtte til sidst opgive.

Invasionen af Irak var endnu mere underlig. Saddam Hussein var én af tre sekulære statsledere i Mellemøsten og havde egentlig øjnet nye muligheder efter 11. september. Nu måtte Vesten da endelig have forstået problemet med islamismen. Nu ville amerikanerne genoverveje deres alliance med hans fjende, Saudiarabien. Han undervurderede fatalt amerikanernes tykpandethed! I kampen mod militant islamisme var det de sekulære kræfter, der blev angrebet.

Krigen i Irak kastede landet ud i kaos. Alverdens militante grupper voksede ud af den fejlslagne stat og lovløsheden spredte sig. Regimerne i Mellemøsten blev svækket og islamismen vandt yderligere terræn. Det blev kaldt Det Arabiske Forår. I Libyen førte det til oprør og tab af kontrol for en anden sekulær statsleder, Muammar Gaddafi. I 2011 advarede han Vesten mod, at en fjernelse af ham ville oversvømme Europa med flygtninge. Kort efter blev han bombet.

Destabiliseringen af regionen ramte derpå den sidste sekulære statsleder i Mellemøsten. Den vestligt uddannede øjenlæge Bashar al-Assad med en lige så sekulær hustru er leder af Syrien med en overvejende sunni-islamisk befolkning. Borgerkrigen i Syrien er ikke en krig mellem en diktator og et undertrykt folk, men mellem etniske og religiøse grupperinger. Hovedlinjen i konflikten er mellem en sekulær autoritær og nominelt shiitisk leder på den ene side og militante sunni-islamister på den anden. Eksempelvis Al qaeda. Og selvfølgelig Islamisk Stat.

Vesten har valgt side i den konflikt. Og vi valgte at holde med de militante sunni-islamister. Vi gav dem eksempelvis våben. Og vi svækkede Assads regime med konstante trusler om at vælte ham. Det er et faktum, at vi hvis vi havde holdt os væk, var der hurtigere kommet fred. Hvis vi havde holdt os væk, havde flere hundrede tusinder menneskeliv været sparet. Og havde vi holdt os ude af Irak, havde der næppe været nogen borgerkrig i Syrien.

Hvorfor vil vi ikke tale med Assad nu? Fordi vi stadig er engageret i religionskrigen i Syrien. Vi er på hold med sunni-islamisterne i Saudiarabien og imod shiitter i Syrien. Mens de ledende politikere prøver at bilde os ind, at der er noget nobelt ved vores katastrofale engagement i regionen.

Hvad hvis vi gerne vil have et fredeligere Syrien? Hvad hvis vi holder af menneskeliv? Gerne vil undgå blodsudgydelser? Eventuelt vil undgå at være i seng med den velordnede udgave af Islamisk Stat? Så taler vi med Assad. Og håber, at han snarest muligt får genoprettet orden i sit land. Så kan vi i øvrigt også sende flygtninge hjem. Dem er der brug for. I Syrien.