Tesfaye vil skabe et renset helle for hvide – ifølge danske forskere

Hvordan dokumenterer man de antividenskabelige tendenser på universitetet? Jeg tror kun, der er den tunge vej. Gennemgå artiklerne fra de angiveligt videnskabelige tidsskrifter én for én.

Sidste gang gennemgik jeg en artikel af et par feministiske universitetsansatte, der skamløst erklærede, at deres ærinde var feministisk aktivisme. Hvad bedre dokumentation for forskernes aktivisme kunne man tænke sig, end at de selv erklærer den? At de selv erklærede deres modstand mod videnskaben.

Denne gang har jeg taget fat i en artikel om hvid racisme, som hedder ”Elefanten i (bede)rummet. Raciale forsvindingsnumre, stemningspolitik og idiomatisk diffraktion”. Hvor forrige artikel var skrevet af tre unge forskere, er denne skrevet af to veteraner. En professor fra Aarhus Universitet og en lektor fra RUC.

Jeg har med vilje ikke skrevet deres navne. Kritikken af antividenskaben har medført en hysterisk modreaktion. Ingen forholder sig til substansen i kritikken, men til gengæld bliver kritikerne anklaget for at angribe forskningsfriheden og skabe en trusselskultur. Det er et falsk og usselt modsvar. Det bliver eksempelvis gjort til et trusselsproblem, at én borger har skrevet (fredelige) emails til en række forskere.

Det siger sig selv, at ingen bør trues. Mon ikke jeg selv modtager en anelse mere end de forskere, der taler om Twitter-vrede? I øvrigt er Twitter i Danmark et voldsomt venstredrejet medie, og det er mildest talt ikke der, vreden kommer fra.

Og så i gang.

Artiklen indledes med en kort fortælling om det kloge i sammenvævningen mellem køn, race, etnicitet, klasse og seksualitet. Kort sagt, at feminister ikke blot bør undersøge undertrykte kvinder, men fællesmængden af undertrykkelse på tværs af køn, race, seksualitet osv. Altså såkaldt intersektionalisme.

Forfatterne beskriver, hvordan dansk kønsforskning egentlig har været lidt bagud sammenlignet med engelsk og amerikansk ditto, fordi den tidligere kun beskæftigede sig med køn. Der var dog et par nordiske pionerer, og her fremhæver forfatterne blandt andet sig selv. I dag er sammenvævningen af køns- og racespørgsmål dog udbredt, og de fremhæver det feministiske kollektiv Marronage og studenterorganisationen Front.

Forfatterne gør opmærksom på, at hvide mennesker ser sig selv som farveblinde, mens det ofte er de ikke-hvide, der påpeger racismen. På denne baggrund konkluderer de, at ”det er nødvendigt at fange de måder, hvidhedens dominans udspiller sig på”.

Der er ingen argumenter for denne konklusion, der således blot må tages som et holdningsmæssigt udgangspunkt for artiklen. Men de uddyber, at det i denne artikel handler om at udvikle en metode, der skal fremmane den institutionaliserede hvidhed på universitet, når det eksempelvis gælder spørgsmål om pensum, bederum, morgensang og ’safe spaces’.

”Fremmane hvidheden” (?) spørger læseren måske. Ja, pointen er, at hvidhed spiller en nøglerolle på universitetet, men at den fundamentalt set er uerkendt. Eller rettere: den er ”elefanten i rummet”, som ingen taler om. Dette sproglige billede er faktisk kernen i artiklens metode, fordi den netop vil lade dette billede ”materialisere sig i universitetets gemakker”. Det lyder som sort snak, men jeg forklarer senere.

Lige så afgørende for artiklens metode, fortæller forfatterne, at de ”inddrager empiri, nemlig en debat fra 2017 om såkaldte ’bederum’”. Og det lyder jo videnskabeligt, det med at inddrage empiri. Det drejer sig om en debat fra 2017, hvor Mathias Tesfaye og Marie Krarup kritiserede bederum på Københavns Universitet og så dem som et knæfald for islam. Rektor afviste og gav udtryk for, at rummet er for alle.

Nå. Men det er altså artiklen. Noget med institutionaliseret hvid dominans på universitetet i forbindelse med kritik af universitetet for at fostre en islamistisk dagsorden.

Forfatterne spørger (ligesom den måbende læser), om de egentlig ikke burde skelne mellem religion og race? Nej, svarer forfatterne og giver forskellige begrundelser:

”Først og fremmest er det vores afsæt, at Europas (og Danmarks) muslimske befolkningsgrupper racialiseres – og dermed også, at race og religion (og køn) intersekterer.”

Racialisering betyder her, at vi i Danmark opfatter muslimerne som en race med bestemte karaktertræk, som muslimerne dog ikke identificerer sig selv med. Racialisering bliver først og fremmest brugt af majoritetsgrupper til at undertrykke minoritetsgrupper ved blandt andet at styrke forestillingen om at raceforskellene findes. Med andre ord siger forfatterne, at deres afsæt for artiklen er, at danskerne opfatter muslimerne som en race. På den måde giver det selvfølgelig mening at blande religion og race sammen.

Bemærk argumentets struktur. De antager (uden at begrunde det), at danskerne gør muslimer til en race, hvorfor race og islam hænger sammen. Men det er blot et retorisk greb, et dække for den ubegrundede påstand om, at vi, danskerne, antager at islam og race hænger sammen. De antager ganske enkelt konklusionen.

Herefter går vi til artiklens kerne, som handler om institutionel racisme på universitetet. De henviser til to artikler, der angiveligt har påvist amerikanske universiteters racisme og farveblindhed, men gør opmærksom på, at racismen i dag er overskrevet af mere usynlige og subtile former for magtudøvelse og (ny)racisme, der til stadighed privilegerer hvidhed. Det med farveblindheden og den usynlige racisme er en afgørende pointe. Det er nemlig sådan, vi skal forstå det sproglige billede ”elefanten i rummet”. Den er der hele tiden og skaber ubehag, men ingen taler om den. Kort sagt, elefanten i rummet er racespørgsmålet.

Men hvordan kan anvendelse af et sprogligt billede blive til en videnskabelig metode? Det forbliver tåget, men lad mig citere:

”For at understrege forskellen racialisering tilsætter vi elefanten i rummet. Elefanten i rummet er et idiom, en talemåde, men samtidig en temporal figur. Den handler om stemning. Det affektivt flygtige. Den energi, der frembringes i tid og rum.”

Måske har de kunnet fornemme den tågede argumentation og de spørger igen, hvordan man får koblet race til debatten om bederum. Deres utrolige svar er: ”vi har valgt ikke at ignorere det.” Altså, ikke noget argument, men en slags passivt-aggressivt udråb. De kunne lige så godt have skrevet ’fordi vi siger det.’ Herefter får vi deres afgørende argument for, hvorfor bederum handler om racer:

”Vi stoler på den følelsesstruktur, vi mærker gennem vores kropslige og historiske indlejrethed. Ligesom vi stoler på vores teoretiske begreber og deres historisk informerede forskningslandskaber: Elefanten er der, og er der ikke. Den bemærkes.”

Altså, de stoler på deres følelser! På deres ”kropslige og historiske indlejrethed” = deres mavefornemmelse! Og de stoler på deres kollegaer i udlandet, der også går op i hvidhed. Med andre ord: ingen argumenter.

Herfra arbejder de videre med deres præmis: Kritikken af islamistiske bederum handler om hvid racedominans.

Ifølge forfatterne er elefanten et tilbagevendende tema i Vestens forestilling om kolonitiden og det er derfor oplagt at ”forskyde elefanten ind i det hvide universitets bederum”. Dokumentationen for, at det særligt ’imperiale’ ved elefanten er dens optræden i historierne om babyelefanten Barbar, Kiplings historie om hvordan elefanten fik sin lange snabel, børnesangen Elefantens vuggevise og ved Carlsberg-grundens elefantport. Særligt interessant er George Orwells essay ’Shooting an Elephant’, som de vender tilbage til. Der er mange spørgsmål, man kan stille ved den dokumentation, men lad det nu ligge.

Herefter erklærer de, at bederummet rent faktisk er et retræterum, hvor man kan få en lille tænkepause som afbræk. Men nu, fordi Tesfaye og kritiserede det, er rummet blevet et larmerum med en elefant, der ”tramper og trompeterer” rundt. Det skal selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt, men er forfatternes metafor for at racespørgsmålet pludselig er blevet synligt.

Når Tesfaye og Krarup erklærer at ville beskytte de muslimske kvindelige studerende mod eventuelt at blive overvåget og presset til at bruge bederummet, er det ifølge forfatterne ”en beskyttelse mod brune mænd varetaget af hvide”.

Der er intet argument for denne påstand, men en kildehenvisning til en bog fra 1988 om marxistisk fortolkning af kultur. Kort efter konkluderer forfatterne, at det ikke er brugerne af bederummet, der bliver radikaliseret; ”der er snarere ved at fremvokse en radikaliseret hvidhed” på grund af kritikken. Der er heller intet argument for denne påstand. Konklusionen på afsnittet bliver, at:

”hvidheden tales ikke højt frem, og det gør det kristne heller ikke. Det, der siges højt, er, at problemet er islam og måske især muslimske mænd.”

Sagt på mere jævnt dansk: Kritikken af islamiske bederum handler fundamentalt set om hvid racisme rettet mod brune mennesker. Det er der imidlertid ingen, der tør sige, og derfor holder kritikerne sig alene til at kritisere islam. Der er som nævnt ingen begrundelser eller argumenter for denne påstand. Læseren må antages at have accepteret præmissen nu, som vi husker er baseret på forfatternes mavefornemmelse.

I næste afsnit om vores arv fra kolonitiden henviser forfatterne til en hollandsk forsker, der beskriver hvordan ”hvid uskyld spiller en central rolle i hollandsk, akademisk vidensproduktion og selvforståelse.” De konkluderer endvidere, at analysen lige så godt kunne have handlet om Danmark, men at danskerne har en ”jernvilje til ikke at ville vide.” Altså, vi vil ikke erkende, hvordan kolonitiden påvirker os i dag og at den har efterladt ”raciale ordninger” (tilbageværende racisme). Og, vigtigt for artiklen: vi vil ikke erkende, hvordan universitetet er ”vævet sammen med såvel kristen tradition som kolonial, imperial magt”. Der er (selvfølgelig) ingen argumenter for, hvordan universitetet skulle være vævet sammen med Danmarks imperiale magt.

Herefter gennemgår forfatterne kort Orwells novelle, der handler om en mand, der bliver nødt til at skyde en elefant, fordi den har gjort mennesker fortræd. Idet manden skal skyde elefanten, begriber han håbløsheden i, at hvide mænd forsøger at dominere Østen. Altså, selvom han gerne vil hjælpe, føler han sig meget hvid.

Næste afsnit begynder uden introduktion med denne svada:

”Krarup og Tesfaye samler angsten op og sender den i cirkulation i debatten. De kræver universitetet transformeret til et nationalt kontrolleret og renset helle for hvide.”

Vi husker, at der ingen argumenter var for, at sagen om bederum handlede om racisme. På trods af fraværet af begrundelser (fraset følelser og mavefornemmelser) strammer forfatterne nu konklusionen til, at de to politikere ønsker et ”renset helle for hvide”. Der er udvidet ytringsfrihed for forskere, men ikke desto mindre er ovenstående udtalelse sandsynligvis injurierende og strafbar.

Forfatterne bygger videre på deres metafor og erklærer, at Krarup og Tesfaye i overført betydning skyder elefanten. Alligevel er det dog rektor, der er en den egentlige parallelfigur til manden i Orwells essay, fordi rektor forsøger sig med en salomonisk løsning - at rummet er for alle.

Men netop ved at rektor ikke erkender, at der kunne være et særligt behov for et retræterum til minoriteterne, får han ikke dæmmet op for den hvide ekstremisme. Rektor gemmer sig i stedet i ”universalisering”. Altså, på almindeligt dansk: rektor vil behandle alle mennesker ens og ikke se nogen racemæssige forskelle.

Men der er netop institutionel racisme på spil, som muslimerne gemmer sig for i retræterummet, og når rektor ikke erkender denne, er han selv med at til at opretholde racismen. Måske fordi han er bange for nedskæringer, som forfatterne spekulerer i. Derfor vil han ikke slippe elefanten ud, som de konkluderer for at blive i deres metafor. Så vidt forfatternes analyse af konflikten om bederummet.

Artiklens andet spor handler om deres brug af elefanten som metafor. Jeg har sparet læserne for de mest håbløse formuleringer, men jeg kan dårligt undlade at citere konklusionen:

”På den måde kan idiomatisk diffraktion metodologisk understøtte en affirmativ kritik af en hullet ontologi.”

Det betyder på dansk, at metaforer som den om elefanten kan bruges til at drive politiske pointer hjem med. De gør dog advarende opmærksom på, at ”diffraktion” som begreb kan spores tilbage til ”race og kolonialisme” og derfor ikke er helt uskyldigt. Her løber de en racismeanklage i forkøbet, som den, den politisk korrekte Ole Wæver blev udsat for.

De afslutter artiklen med at konkludere, at elefanten i rummet er en god metafor til at beskrive problematikker omkring race. Og det er vigtigt, fordi man bør forpligte sig selv på at ”følge racial onto-normativitet – måske endda før, men i hvert fald samtidig med, at vi siger køn i Akademia.”

Oversat til dansk betyder det, at når man beskæftiger sig med køn (og de skriver i et tidsskrift om køn), så bør man altid tage udgangspunkt i, hvordan flertallet (de hvide) tillægger minoriteten (de brune) nogle dårlige karaktertræk med henblik på at holde dem nede. Med andre ord et politisk ærinde.

Hvad rummer denne artikel egentlig?

Først og fremmest bygger artiklen på en antagelse om racisme. Hvide mennesker er racistiske over for brune mennesker og søger at undertrykke dem. Der er ingen begrundelser for dette mildest talt kontroversielle postulat, ud over henvisning til forfatternes egne følelser, mavefornemmelser og hvad deres kollegaer mener.

På den baggrund bliver kritik af islamisme til racisme. Og bederum til retræterum. Danmark til et land med en racistisk arv fra kolonitiden. Hvide, der vil beskytte kvinder mod brune mænd. Uden begrundelser.

Undervejs i artiklen bliver pointen strammet til, at Mathias Tesfaye og Marie Krarup ønsker at rense universitetet, så det bliver et helle for hvide. En underlødig og sandsynligvis ulovlig anklage. Fuldkommen ubegrundet.

Ganske vist hævder artiklen at beskæftige sig med empiri – debatten om bederummene – men vi får alene postulater. Gennemgangen af selve debatten (altså empirien) er tilfældig, ustruktureret og overfladisk.

Dermed er vi efter endt læsning heller ikke blevet klogere på den hvide racisme. Vi kan opsummere: Der er et indledende postulat om hvid dominans og racisme, mens konklusionen om den hvide racisme er den samme som det indledende postulat. Når konklusionen er den samme som præmissen, er der ingen erkendelsesmæssig værdi i argumentet. Og præmissen (om hvid racisme) bliver slet ikke søgt begrundet. Dermed er der ingen erkendelsesmæssig værdi overhovedet. Det har naturligvis intet med forskning at gøre. Vi er ikke engang tæt på.

Artiklen postulerer desuden at udvikle en metode, der kan ”fremmane hvidheden”. Denne metode kalder de ”idiomatisk diffraktion”, og det lyder måske videnskabeligt. Ikke mindst fordi diffraktion er et begreb fra fysikken. Metoden består i al sin enkelhed i at anvende metaforen ’elefanten i rummet’ og parallelisere novellen ’Shooting an Elephant’ på kontroversen om bederummene.

Der er intet i vejen med at bruge metaforer og parallelisere med skønlitteratur, men et sprogligt billede udgør naturligvis ikke i sig selv nogen forskning. Postulatet om udviklingen af metode grænser op til videnskabelig uredelighed. Ved den hyppige anvendelse af dunkle begreber forsøger forfatterne at illudere videnskabelighed. Artiklen forsøger at ligne forskning, men er det ikke. I realiteten er der tale om noget så banalt som at bruge en metafor.

Brugen af metaforen ’elefanten i rummet’ er i øvrigt noget, en skoleelev kunne have fundet på. Parallellen til ’Shooting an Elephant’ er oven i købet mislykket, fordi karakteren, der skyder elefanten, repræsenterer både de to politikere og rektoren. De står ellers for klart adskilte positioner i artiklens fremstilling.

Artiklen er muligvis fagfællebedømt. Men det gør den ikke til forskning. Som videnskabelig produktion er den fuldkommen værdiløs.

Hvad er den så?

Den er først og fremmest et politisk indlæg. Et politisk indlæg, hvis hovedpointe er, at kritikken af islam i virkeligheden er udtryk for de hvides racisme. At de hvide ønsker at dominere de ikke-hvide. At de hvide ønsker at omdanne universitetet til et renset helle for hvide. De to forfattere tillægger hvide mennesker – på grund af deres hvidhed – nogle bestemte usympatiske karaktertræk. Den manøvre er der i øvrigt et ord for. Racisme