Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Naturligvis er feministisk aktivisme ikke forskning. Og de indrømmer det selv

De vil skabe revolution, bekæmpe den hvide mand og gøre op med objektiv forkning

For en uges tid siden skrev jeg om de venstreekstreme forskningscentre på danske universiteter, der ikke laver forskning, men politisk aktivisme.

Min egen baggrund for at udtale mig er kendskabet til de teorier, de dyrker på holdningsfabrikkerne. Men hvordan dokumenterer man, at det er holdningspåvirkning og ikke reel forskning, de beskæftiger sig med? Jeg har besluttet at starte helt lavpraktisk ved at gennemgå eksempler på, hvad de sender ud i verden.

Aalborg Universitet har eksempelvis centret Freias, der er dedikeret til studier i racer, opløsning af kønnene, postkolonialisme og den slags. Går man ind på Freias liste over pulikationer, ligger artiklen ”At lave krusninger og bølger gennem feministisk vidensproduktion og aktivisme” øverst oppe. Den er publiceret i tidskriftet Women, Gender and Research, der udkommer fire gange om året og angiveligt er et såkaldt videnskabeligt peer reviewed tidskift.

Artiklen har tre forfattere fra danske universiteter, der samtidig også har redigeret tidskriftet. De erklærer, at publikationen handler om at skabe forandring. Det er allerede sådan, at feministiske forskere og aktivister skaber krusninger i samfundet, men forfatterne ønsker at gøre disse små krusninger til ”store bølger af forandringer” med ”revolutionært potentiale”.

Samtidig er det afgørende for dem at påpege den institutionelle modstand, som feminismen møder. Der er eksempelvis stadig mange politikere, der slet ikke mener, vi har brug for mere feminisme. Ligesom forfatterne senere i artiklen identificerer den moderne sexisme, der er defineret som benægtelsen af behovet for aktivt at bekæmpe sexisme. Det er jo sådan en enten-er-du-med-os-eller-også- er-du-imod-os-definition.

Konklusionen er i hvert fald , at det er nødvendigt at ”kæmpe for strukturelle forandringer”. De ser derfor sig selv som feministiske ”trouble makers,” fordi ”status quo ikke er en acceptabel mulighed”.

Inden de vender tilbage til det store opgør, har de imidlertid nogle overvejelser om, hvem man bør lytte til. Her er det på den ene side vigtigt, at vi hylder alle feminister uanset form og størrelse; på den anden side er det ikke så godt med de hvide, heteroseksuelle, ciskønnede feminister, der ekskluderede de ikke-heteroseksuelle, farvede og oprindelige stemmer. Derfor er det vigtigt for forfatterne (der alle er hvide kvinder), at vi holder øje med, hvor meget taletid, forskellige grupper (og hudfarver) får. Det er tydeligvis afgørende for dem at understrege, at alle ”feministiske stemmer er inviteret indenfor og bliver hørt i vores kollektive revolutionære rum”.

Men hvordan skabes forandringerne og revolutionen? Jo, på den ene side handler det om, at feministernes stemmer skal blive hørt og om at skabe ”problemer” indtil den ”kollektive undertrykkelse” er væk. De ønsker at skabe forandringer med ny viden, men da viden ifølge forfatterne er dybt politiseret, er det en vanskelig opgave. Ikke mindst fordi universiteterne stadigvæk er rodfæstet i patriarkalske og racistiske antagelser.

Det allervigtigste er derfor at gøre op med det videnskabelige ideal om objektivitet. Denne objektivitet er i virkeligheden et skjult dække for mandlig, hvid, ikke-homo, ciskønnet, ikke-handicappet viden. Feminismen kan derfor kun skabe de nødvendige forandringer, hvis det lykkes at bekæmpe idéen om objektivitet og ”legitim viden”. I stedet for objektivitet bør vi have perspektiver. I stedet for forskning taler de om vidensproduktion. Det afgørende afsluttende spørgsmål handler derfor om ”hvis verdensperspektiv viden bør inkludere og hvordan kunne og burde vidensproduktion se ud i fremtiden”.

De hævder, at så længe det videnskabelige ideal forbliver upersonligt, kan de ikke få skabt deres revolution. Upersonligt, betyder i denne sammenhæng at sandhedsværdien er løsrives fra personen. Eksempelvis, når vores idealer for argumentation gennem tusinder af år har fremhævet, hvad der siges, fremfor hvem der siger det. Det vil de tre aktivister gøre op med. Det er vigtige for ”vidensproduktionen” er hvem der beskæftiger sig med den. Her fremhæver de race, hudfarve, kønsopfattelse, sexualitet, fysisiske skavanker etc.

Når jeg hævder, at de er uvidenskabelige propagandister, lader de således til at være enige. De vil lige præcis bekæmpe de forskningsidealer, som universiteterne bygger på. Og når de fremstår som propgandistiske aktivister er det netop, fordi det er ambitionen.

Hvad med forskningsfriheden? Den er naturligvis irrelevant her. For det er ikke forskning, de beskæftiger sig med. Det er derimod groft misbrug af den tillid, vi som samfund udviser til universiteterne. Vores legitime modsvar er at lukke de centre, der dyrker denne antividenskabelige holdningsproduktion.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.