Er det virkelig så slemt at sætte borgeren først?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I søndags lancerede Ole Birk Olesen et forslag fra Liberal Alliance, der går ud på at teste et rating-system i hjemmehjælpen i København, hvor borgerne bedømmer kvaliteten af deres service over for hjemmeplejen, og de ansatte, der yder den bedste indsats, belønnes med en bonus på op til 10 % oveni deres løn. Ikke en offentlig gabestok, men for at vriste de varme hænder ud af jerngrebet fra de kolde i den offentlige administration. Ikke for at give nogen mindre i løn, men for at belønne de bedste.

Det har vi foreslået, fordi vi altid arbejder for at sætte borgeren først. Også i velfærden.

Vi ved alle, at den omsorgsfulde og varme SOSU-assistent kan gøre en enorm forskel for ældre. De skal belønnes for at gøre mere, end der forlanges af dem.

Det har fået mange til testerne med anklager om, at det er ”en hetz”, ”vanvittigt” og ”absurd”.

Ikke så få har forsøgt sig med en parodisk bemærkning om, at man bør indføre det samme for politikere. Men det har vi jo lige præcis cirka hvert fjerde år: Og sidst fik vi 4 stjerner ud af 179 mulige, så det var jo ikke prangende.

Men det gjorde vi jo netop fordi, vi i Danmark tiltror borgerne, at de kan bedømme hvem, der skal lede deres land. Men deres egen hjemmehjælp, den kan de åbenbart ikke bedømme.

Det får mig til at tænke på departementschefen Sir Humphrey i den engelske komedie ”Javel, Hr. Minister”, der siger om skolevalg, at forældre er de værst tænkelige mennesker, man kan sætte til at tage beslutninger om deres børn.

Man kan sagtens høre Sir Humphreys ord gengivet i kritikken af vores forslag. Vi må forstå, at abstrakte måltal, skemaer, konsulentrapporter, mellemledere, strategiseminarer og godt gammeldags fedteri for chefen til sammen udgør et langt mere præcist billede af kvaliteten i hjemmehjælpen end oplevelsen hos de borgere, som får besøg af hjemmehjælpere.

Men helt ærligt. Måske skal teknikken i vores forslag være anderledes. Men logikken, at det er borgerne, der skal bedømme deres velfærd, den holder et hundrede procent.

Selvfølgelig kan et rating-system ikke udvides til fx politibetjente, og det kunne vi heller aldrig drømme om at foreslå. Hen hvis ikke formålet med eksempelvis hjemmehjælp er at gøre borgeren tilfreds, hvorfor har vi den så overhovedet? For at sikre arbejde til FOA’s medlemmer på skatteborgernes regning? For at sikre venstrefløjen noget at bestemme over?

Det er en ærlig sag at tro på, at dyrere velfærd automatisk er bedre velfærd, eller at vi bare mangler ét nyt afbureaukratiseringstiltag fra en regering i den ubrudte række af tiltag siden Schlüter, og så er velfærds-nirvana her. Det er en ærlig sag at sætte systemet først.

Jeg tillader mig i stedet at stille mig på den ældres side. På borgerens side. Selvfølgelig er velfærden til for borgerne, og ikke systemet.