Fortsæt til indhold
Kommentar

Hans Egede statuen bliver brugt som benzin på bålet for at fremme en politisk karriere, som kun indeholder fiktion, had og følelser

Og jeg er træt af at blive taget som gidsel i denne såkaldte politik. Det er på tide at Danmark skaber balance i forholdet til Grønland.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det var grønlænderne selv, der i sin tid samlede ind til statuen af Hans Egede.

Grønlænderne blev ikke straffet, fordi de var grønlændere, men på grund af deres handlinger. På det tidspunkt brugte man straf i Danmark. Vold var helt almindeligt dengang, og Egede straffede også sine egne folk. Det har givet vis ikke altid været kønt, ligesom det heller ikke var kønt, hvad der skete i Danmark. Det er ikke fordi, jeg har de store følelser for den statue, men jeg har altid set den som tegn på den kristendom, som grønlænderne virkelig har taget til sig. Min oldefar, Henrik Lund, omvendte hedninge på østkysten og han tog ligesom mange andre grønlændere troen til sig. Hvis statuen på et mere nuanceret grundlag blev fjernet, ville det ikke have vakt min harme. Det gør det derimod, når det grønlandske medlem af Folketinget, Aki Høegh-Dam endnu engang forveksler følelser og fiktion med politik, når hun indtræder i offerrollen og tager alle vi andre som gidsler. Brug dog kræfterne på at bygge det samfund op, som trænger så hårdt til det.

Inuitterne i Canada blev forbudt at tale deres eget sprog. Det skete ikke i Grønland. Hans Egedes bevarede grønlandsk som sprog.

Han gik meget op i at lære sproget og prædike på grønlandsk og få biblen oversat til grønlandsk. Det handlede for ham om at skabe en effektiv mission, og det var et initiativ, der i sidste ende var med til at bevare det grønlandske sprog. Det fremgår blandt andet af denne artikel af Peter Andreas Toft.

Dette drama bevidner, at der er behov for en tænketank for rigsfællesskabet, som skal hjælpe Folketingets politikere og erhvervslivet til at definere Danmarks vision for udvikling af rigsfællesskabet. Det er i ellevte time, at danske politikere danner sig en mening og insisterer på at tale politik uden at lægge under for denne offermentalitet. Første skridt kunne være at revidere Selvstyreloven, så Danmark får indsat mulighed for at træde ud af rigsfællesskabet, hvis det bliver for farligt og dyrt at være i det. Når offermentaliteten slår rod samtidig med at USA har gjort handelspolitik til sikkerhedspolitik, og Kina og Rusland også banker på, så kan denne kolonisnak fjerne vores evne til at forsvare os.

Derefter skal de uofficielle mindretal i rigsfællesskabet (herunder det grønlandske i Danmark) havde deres egen stemme. Det er en uskik, at fx grønlændere i Danmark fungerer som cirkusheste til dette offershow, hvor vi lejlighedsvis hentes frem for at fortælle den gode historie. Alt det der med at brokke sig over forholdene overlades alene til de grønlandske politikere. Og da en kæmpestor del af den grønlandske befolkning er bosat i Danmark er det urimeligt, at vi skal præsenteres af populistiske politikere, som kun er ude på at grave grøfter. Fremtiden vil komme efter os, hvis vi endnu engang udelukker en minoritet i rigsfællesskabet fra at komme til orde.