Tillykke til årets studenter – de voksne er nogle fjolser

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Årets første studenter går rundt i sommervarmen med deres studenterhuer, og jeg vil gerne ønske dem tillykke. Lige om lidt vil vi se og høre dem køre gennem byen på ladet af lastbiler, mens de synger deres fuldemandssange og fejrer afslutningen på alle deres trængsler i tre formative år. Men der er ikke kun øl, fisse og fremtid i bægeret. Der er også malurt.

Danske gymnasieelever er mere etnisk og kønsligt segregerede end nogensinde før.

Ja, før udgjorde danske studenter naturligvis også en langt mere etnisk homogen gruppe, før den hovedkuldse indvandring sydfra. Men alligevel. Det, som Rådet for demokratisk dannelse under Undervisningsministeriet kalder selvsegregering, altså selvvalgt isolering i forhold til etnisk gruppe eller køn, er stukket af. I en bred beskrivelse af problemernes omfang og karakter hedder det her:

»Når eleverne taler om hinanden, er det på en meget opdelt måde med sætninger som ”spørg tørklædepigerne” eller ”det må være danskerdrengene, der har gjort det”. Hvis lærerne i undervisningen laver grupper på tværs af grupperingerne, møder de modstand. Flere lærere er derfor begyndt at lade eleverne vælge deres grupper selv. Andre forsøger på forskellige måder at nedbryde grupperingerne i undervisningen, så eleverne møder den mangfoldighed, som skolen rummer, men der er ikke enighed om, hvad der er det rigtige at gøre blandt lærerne. Opdelingen har også betydning for de sociale aktiviteter og skolens forskellige udvalg (...) Lærerne er bekymrede for, at skolen, stik imod sit værdigrundlag, er med til at skabe segregerede og intolerante samfundsborgere.«

Vist har jeg hørt historier fra venners børn – mine egne poder er yngre – og undret mig over, at landets rektorer ikke er mere eksplicitte i denne sag, som vedrører hele offentligheden. Der har endda været enkelte beretninger i pressen, bl.a. fra mit eget gymnasium, Tornbjerg Gymnasium ved Odense. Her, som på mange andre danske gymnasier, hersker der segregering ved højlys dag; etniske danske elever for sig og elever med arabisk eller mellemøstlig baggrund for sig. Alle ens fordomme bliver bekræftet. Desværre.

Jeg vil tro, at mange skoleledere tror fuldt og fast på, at multikulturalismen kommer til at fungere en skønne dag laaangt ude i fremtiden. Jeg forstår dem på sin vis godt, men respekterer dem ej. Som cand.psych. Lotte Svalgaard for nylig mindede om i en udmærket kronik i JP, så er den menneskelige kernedynamik ofte forsætlig blindhed: Vi ser, men lader, som om vi ikke ser.

Således toner vi mange ting ned, også indvandringens konsekvenser. Denne kernedynamik skyldes, at vi er bange for at stikke ud og begive os ud i noget ukontrollabelt. Desuden tror vi, at vi straks skal løse alting, og derfor lader vi stå til. »Det er sikkert kun mig, der har det sådan«, fortæller vi os selv. Men konsekvensen er, at dysfunktionelle sociale vaner fortsætter som hidtil.

For nylig blev jeg så kontaktet af en gymnasielærer. Jeg kan desværre ikke nævne vedkommendes navn eller skole, da vedkommende ønsker at være anonym, men jeg har kontrolleret identiteten. Den er god nok.

Gymnasielæreren nævner i sin henvendelse, at han eller hun tidligere var venstreorienteret og fra hovedstadsområdet. Vedkommende fik så ansættelse et sted i Danmark og mødte på flere gymnasier især efterkommergenerationen. Her gik flere sigende træk igen, herunder ligegyldighed over for og uvidenhed om det danske samfund, en negativ betoning af alt ”dansk” og en ringe faglig formåen.

Gymnasielæreren oplevede også sin første klankonflikt, hvor to arabiske klaner røg i totterne på hinanden med det resultat, at den elev, der tilhørte den ”tabende” klan, måtte forlade skolen. Det var interessant nok den fagligt ringeste, der ”vandt” konflikten.

Andre arabiske erfaringer kom til. De lader sig generalisere således:

De ikkevestlige elever lå og ligger fagligt i bunden af klassen. Er der tre eller flere ikkevestlige elever i en klasse, er første skillelinje køn, sådan at samme køn finder sammen. Er der mellem 8 og 10 ikkevestlige elever i en klasse, sker adskillelsen på både køn og etnicitet. Pauser og frikvarter foregår adskilt. Kun meget sjældent er der kontakt med danske elever.

Konklusionen er klar og negativ. Integrationen er aldrig kommet i gang på gymnasiet, selv om alle snakker om den, især i de snakkende klasser. Særligt efterkommergenerationen går typisk rundt med et meget negativt billede af Danmark. Samtidig forsvarer de intuitivt islam, hvis emnet kommer op – uden at vide noget nævneværdigt om islam ud over, hvad de måske har hørt på satellit-tv.

Endelig er efterkommerne unaturligt optagede af danske partier, som sætter spørgsmålstegn ved ikkevestlig indvandring. Men igen: Efterkommerne ved ikke meget om de pågældende partiers egentlige politik. Derfor er emner som islam, kulturmøder og integrationsproblemer meget svære at undervise i og kan føre til konflikter og dominansadfærd blandt arabiske drenge, selv over for lærere.

Jeg vil ikke påstå, at jeg er overrasket, men er alligevel taknemmelig over, at en dansk gymnasielærer tør tage bladet fra munden. At vedkommende foretrækker at være anonym, siger noget om den sociale kontrol, der findes blandt gymnasielærere og deres politisk korrekte ledere. Og måske endda om trusselsbilledet ude i den sociale virkelighed.

Skylden og regningen kan sendes til de voksne, som har importeret denne segregering til Danmark og resten af Vesteuropa. Som jeg ser sagen, så prøver de unge mennesker efter bedste evne at finde en vej ind i gymnasiet og ud på den anden side. Det er en stor skam, at vi voksne har svigtet dem.