Stå fast ved det, du mærker

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Jeg har haft lyst til at råbe ud over hele Christiansborg Slotsplads: Det her er noget bullshit!« Sådan sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance dagen efter folketingsvalget og et massivt dårligt resultat for hans parti. Et udsagn, der ikke kræver meget dissekering, for at få øje på de intense – og ophobede – følelser bag. Følelser, der ikke har fundet og fået tilstrækkelig udtryk undervejs i processen.

Følelser er møgbesværlige. Det tror jeg, de fleste kan genkende. Især den ulykkeligt forelskede – eller den, der er rasende frustreret over sin chef eller bitterligt jaloux på en kollega. Jeg møder hele tiden de besværlige følelser. I mig selv, i andre, imellem andre, imellem grupper, imellem organisationer, imellem nationaliteter. Men selv om følelser kan være besværlige, er de bestemt ikke irrelevante. Hvis vi tør mærke dem, er de nuancerede og værdifulde kilder til information. Og hvis vi tør handle på dem, når vi mærker dem, kan vi undgå, at det, der virker besværligt, bliver uoverstigeligt og hober sig op indeni og rundt omkring os.

For følelser er også data. Professor Shosana Zuboff fra Harvard trækker pointen ret skarpt op. Skiftet for erhvervslivets folk kommer i netop det øjeblik, hvor de indser, at det, de troede, var blødt, er hårdt, siger hun. Jeg er enig. Følelser er data. Og data er information, der kan omsættes til viden og indsigt.

Lone Hørslev udgav i december en skøn digtsamling med titlen ”Dagene er data”. I sin digtsamling behandler hun alt registrerbart som data: den pludselige undskyldning, tårerne, der overmander, frygten for at miste: »min stemme, der sagde, at jeg ikke kan tage dig tilbage og det faktum, at jeg gjorde det alligevel …«

Følelser er registrerbare data, der indeholder vigtig information: om os selv, om relationen til dem, vi er sammen med, om gruppen, vi er en del af, og om situationen, som vi indgår i. Følelser kan hjælpe os til at skabe mening og til at forstå, hvad der er på spil. Følelser er brugbare kilder til information, og vi skal fastholde dem længe nok til at skabe mening i dem og afkode deres betydning. En følelse af fortabthed siger f.eks. ikke kun noget om ejeren af følelsen. Den siger også noget om øjeblikket og om den sammenhæng, vi er en del af. Altså er vores følelser handlingsanvisende og retningsgivende for det, der er vigtigt at handle på. Når vi tilbageholder vores følelser eller skubber dem fra os, afskærer vi os fra markante data og den rigdom af indsigt, som de tilbyder.

I 2014 blev Svend Brinkmann landskendt for sin humoristiske og provokerende selvhjælpsbog ”Stå fast”. Her lyder et af hans budskaber: »Hold op med at mærke efter i dig selv, for derinde finder du ingenting. Der er kun organer.« Er der tomt inde i Svend Brinkmann? Næppe. Men det er ganske enkelt langt fra min erfaring, at der ikke er noget at hente ved at mærke efter i sig selv. Jeg er derimod helt på linje med hans opråb om og opgør med selvdyrkelse, konstant selvudvikling, overdrevet egoisme – og jagten på evig udvikling og forbedring. Så langt så godt. Men ...

Der er forskel på selvindsigt og selvoptagethed. Stor forskel. Så derfor er det nødvendigt at nuancere stå fast-retorikken og trække en klar linje: Hvis du er selvoptaget, er du som ordet siger mest af alt optaget af dig selv. Måske ligefrem navlebeskuende. Det begrænser dig selvfølgelig i at sætte dig i andre menneskers situation. Har du derimod selvindsigt, inkluderer det evnen til at sætte dig selv i relation til – og have forståelse for – din omverden og andre mennesker samt til at navigere i komplekse sammenhænge. Selvindsigt er ganske enkelt en forudsætning for social indsigt – og for social adækvat handling. Når du har selvindsigt, er du i stand til at skelne mellem, om du undgår at handle på det, du mærker, fordi det er det nemmeste, mindst risikofyldte og mest velkendte for dig selv. Eller om du gør det, fordi det er det bedste og mest ansvarlige i forhold til den gruppe, du arbejder sammen med, samt for den opgave, du er ved at løse. Førstnævnte hører hjemme i kategorien forsætlig blindhed og undgåelse. Sidstnævnte hører hjemme i kategorien ansvarlig handling. Der er en verden til forskel, og det kræver både mod og selvindsigt at skelne imellem de to. I min forskning bliver jeg optaget af en kernedynamik, der – på tværs af organisationer og nationaliteter – træder signifikant frem.

Kernedynamikken er forsætlig blindhed: Vi ser, og så lader vi som om, vi ikke ser. Vi ser medarbejderen, der bliver fortvivlet over en beslutning, vi hører kollegaen, der ikke aner, hvad vi taler om, vi mærker uroen i solar plexus, når vi er med til at træffe den forkerte beslutning. I løbet af splitsekunder træffer vi en beslutning om undgåelse og lader det, vi mærker, være umærket: Vi gør ganske enkelt det, vi ser, hører og mærker, uset, uhørt og umærket. Hvorfor gør vi nu det? I min forskning træder to hovedårsager frem: 1. Vi bliver bange for at begive os ud i noget (for) følelsesmæssigt, ukontrollabelt og relationelt roderi. Det er jo et potentielt truende sted at gå hen, og det er derfor (på den korte bane) lettere at lade som ingenting. 2. Handling sidestilles med at fikse og at løse, og hvis vi ikke lige kender løsningen på det, vi ser, så er det (igen på den korte bane) lettere at lade som ingenting.

Det er imidlertid ikke de umiddelbare svar, vi giver os selv i situationen. I situationen laver vi en hurtig diskvalificering af det, vi mærker. ”Det er sikkert kun mig, der har det sådan”, ‘”det er sikkert ikke så alvorligt”, ”det er bedre at lade det passere, så jeg ikke træder nogen over tæerne”. Vi kender det alle sammen, og vi gør det hele tiden. Konsekvensen af forsætlig blindhed er ofte, at dysfunktionelle rutiner og usunde beslutningsprocesser får lov at fortsætte i det uendelige. Kast blot et blik på rystelserne i den finansielle sektor i Danmark.

Der er en enorm kraft i den gruppe, hvor følelser bliver talt til. Ved at trække små og store elefanter i rummet frem og dele dem, skaber vi tydelighed og transparens. Fordi det bliver muligt i fællesskab at kigge på dem og forholde os til, hvordan der skal arbejdes med dem. Udfordringen er tit, at vi bliver i tvivl om, hvordan vi skal gribe opgaven an i praksis. Vi er trænede og kompetente, når det kommer til at beskrive vores tanker, men vi er ofte på ukendt land, når vi skal identificere følelser og sætte ord på dem. Men selv om det er svært, må det ikke forhindre os i at forholde os til elefanterne i rummet. Her er det væsentligt ikke at lade os forføre af, hvad der virker nemmest i situationen og finde bekvemt belæg i stå fast-retorikken a la ”Det kan godt være, at det er autentisk at blive vred på kollegaen, men der er mere værdighed i at undertrykke sin vrede”. Der er i sig selv intet autentisk i at blive vred – ligesom der i sig selv intet værdigt er i at undertrykke sin vrede. Der er derimod både righoldig autenticitet og værdighed i at tale til det, du mærker – og i at gøre det ordentligt og ansvarligt. En gruppe, der bygger sit samspil på høflighed, er ikke en tryg gruppe at være i. Det er derimod en gruppe, der er drevet af transparens. Eller som det udtrykkes skarpt og præcist af forsker Brené Brown: Clear is kind. Unclear is unkind.

Rok båden, men ikke så meget, så du falder ud. Sådan lyder rådet fra Stanford-professor Debra Meyerson. Det er handling, der flytter mennesker fra et ståsted som passive tilskuere til konstruktive forandringsagenter. Og handling er ikke begrænset til at fikse og løse problemer. Handling forudsætter ikke altid eksakt viden om, hvad der er rigtigt og forkert. Handling er også at blive ved de følelser, der ofte og prompte vurderes som mindre velkomne. De skal bruges som data til at stille spørgsmål, dele observationer eller undre sig højt. Det hjælper til transparens og giver gruppen mulighed for – i al enkelhed og uden drama – at arbejde med elefanten i rummet. Ligesom en presserende lyst og trang til at råbe den ud i det offentlige rum potentielt og sandsynligvis vil være aftagende.