Danskerne stemmer på velfærd, men når systemer bliver store, bliver mennesker væk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når systemer bliver store, bliver mennesker væk. De bliver erstattet, ikke nødvendigvis af robotter, men af processer. Det største system, vi har i Danmark, er velfærdsstaten. Dens grundtanke er fin – at vi skal hjælpe dem, der har det svært – men den er blevet kølig. Dorte henne i kommunen har ikke noget ansvar for de mennesker, hun møder, for hun sidder i og med et it-system og en række strategier og mål, som hun skal følge og nå. Når Bent banker på (og nu leger vi, at Bent rent faktisk kan komme i kontakt med dem, der behandler de ting, der vedrører ham og ikke bare noget frontpersonale, der kan svare ja og nej og pege et andet sted hen i kommunen), møder han ingen mennesker. Han møder processer og procedurer. Når han er så og så gammel og har haft det og det problem og den og den sygdom, så hører han til på det og det center. Bent skal være god til at navigere. Men det er ikke, fordi Dorte ikke vil hjælpe Bent. Det vil hun gerne. Men hun må ikke, og hun kan heller ikke. Der er ikke nogen henne i kommunen, der kan sige: “Hej Bent. Vi finder lige ud af det. Jeg ringer til dem, der sidder med den information, jeg skal bruge, i et system, jeg kender, og så finder vi lige ud af, hvad dine muligheder er, og hvordan vi kan gå til dem”. I stedet kan Bent vralte ind på Borgerservice og være nummer 6 i køen.

Og Bent er ikke bare nummer 6. Han er også nummer 140463-1157 eller det, der ligner. Og hertil er der knyttet data. Bent er data. Hvis Dorte har fingrene godt nede i mulden, så ved hun ret meget om Bent. Eller hendes computer gør i hvert fald. Så egentligt har Bent et enormt intimt forhold til kommunen, hvis kommunen vil. Om Bent vil, er lige meget. Men hvis kommunen vil, er Bent på én gang et ligegyldigt nummer, 6, og i en frygteligt tæt relation til kommunen. Det vil kommunen gerne. Om Dorte vil, er der vist ikke nogen, der har spurgt hende om. Men hun har også for længst lært at gå til Bent som et nummer i køen. Her er der ingen mennesker.

Nærværende avis har dygtigt dokumenteret, hvordan der ingen mennesker var på sygehuse i Region Midtjylland og Region Syddanmark, da op mod 2.000 kræftramte kvinder ikke fik adgang til de undersøgelser, de havde brug for (og i en bureaukratisk optik: ret til). Læge Anders Beich skrev i en kronik i avisen forleden, hvordan der ingen mennesker var, når de værdigt trængende, han møder blandt sine patienter, ingen værdighed har tilbage efter deres møde med system-Danmark; om mennesker, der er blevet ramt af hårde, vilkårlige hændelser som f.eks. en trafikulykke, og som ikke har megen funktionsevne tilbage, men alligevel skal hales og trækkes gennem kommunale procedurer og processer. Men vi vidste det jo godt, for en rig kommune som den københavnske forhalede i årevis sagsbehandlingen af førtidspensioner og tilkendte kun få. Ressourcer kunne de ikke sige, at de manglede, og heller ikke hænder, for Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads, så hvis ikke der er mennesker der, hvor så? Andre ved det også, for 10 undervisere skrev forleden på Altinget.dk: »Den måde at systematisere og score mennesker i kategorier og kasser på, som for manges vedkommende hverken passer helt eller halvt, sætter sig i sproget og måden, vi forstår de mennesker, det hele handler om, på.«

Det, jeg ikke forstår, er, hvorfor både Dorte og Bent stemmer på mere af det samme, men det gør de, og det er derfor, denne valgkamp er præget af dels det mest kvalmende overbudsshow, jeg mindes at have set, og dels nogle uhyggelige oprør mod netop det yderst på fløjene. Så måske er det, fordi der ikke er noget sobert alternativ?