Den politiske mistillid skyldes ikke kun politikerne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Siden finanskrisen har målinger gang på gang vist faldende vælgertillid til politikere. Forskning fra Det Danske Valgprojekt viser, at i 2007 gav 70 pct. af vælgerne udtryk for, at de havde tillid til politikerne. Den 1. maj kunne Jyllands-Posten fortælle, at det nu kun er 29 pct. af vælgerne, der svarer, at de har enten meget stor eller ret stor tillid til politikerne. En af avisens faste kommentatorer, forfatteren Lars Olsen, har i flere år hævdet, at det er reformerne efter finanskrisen, der har lagt grunden til mistilliden, og at den siden blev øget af Thorning-Schmidts brudte valgløfter i 2015. Også Jyllands-Postens lederskribent gav tidligere på måneden udtryk for, at krisen er politikerskabt: Den skyldtes en politisk debat, der havde »fået en ubehagelig undertone af indbyrdes mistillid mellem politikerne, og det smitter selvfølgelig af på vælgerne«.

Ja, der er nok mange grunde. Professor Eva Sørensen fra Roskilde Universitet forklarede i en kronik i Jyllands-Posten det med de politiske partiers ændrede rolle i demokratiet. Derfor foreslår hun en ”modernisering” af folkestyret gennem større borgerinddragelse. Jeg er selv stor tilhænger af borgerinddragelse, men er til gengæld overbevist om, at den egner sig bedre til ”det lille demokrati”, altså på det kommunale plan, end til det store på Christiansborg. Dog bør man kaste et nysgerrigt blik på eksperimenter med såkaldte borgerforsamlinger i Canada, i Island og sidste år i Irland, hvor en forsamling blev brugt til at forberede en reform af abortlovgivningen.

Borgerinddragelse kan dog ikke erstatte det repræsentative demokrati. Og det ønsker borgerne heller ikke. Der er solid forskning, der viser, at de gerne ser sig inddraget i de demokratiske beslutningsprocesser, men kun i tidsbegrænsede perioder og til klart definerede formål. De ønsker ikke at være aktive hele tiden og erstatte de folkevalgte.

I stedet for at lægge al skylden på tillidskrisen over på politikerne, burde man lade borgerne dele noget af den. Der er nemlig en tendens til, at vi som vælgere er blevet mere krævende og har større forventninger til vores politikere end tidligere. Hvis man betragter politikere som leverandører af ydelser snarere end personer, der er valgt til at styre samfundet til fælles bedste, kan skuffelsen over manglende leverancer let slå over i mistillid.

Når det er kommet dertil i ”markedsdemokratiet”, skyldes det delvist, at partierne for et par årtier siden begyndte at behandle vælgerne som kunder, de kunne indgå kontrakter med. Og det skete, samtidig med at der i politiske og forvaltningsmæssige lag bredte sig den opfattelse, at borgernes demokratiske deltagelse uden for valgene forsinkede en ”effektiv” regeringsførelse. Men en yderlig grund kan også være, at vælgerne i dag kræver mere, end de bør forvente. Skyldes det monstro, at vi har forsømt den demokratiske dannelse i skolerne?

Manglende tillid til politikere er heldigvis ikke det samme som manglende tillid til folkestyret. Men i længden kan det selvfølgelig føre i den retning. Både blandt ikkevestlige unge og unge af dansk oprindelse er støtten til demokratiet faldet siden 2015. Det er bekymrende.

Der er derfor god grund til at styrke de demokratiske dannelsesprocesser i både uddannelsessystemet og foreningslivet og organisere forskellige former for borgerinddragelse. Men formålet må være, at borgerne kommer til at forstå deres egne muligheder for indflydelse, men også at affinde sig med, at de ikke altid kan få deres vilje. Det er folkestyrets vilkår.