Politikerne bidrager selv til at skabe mistilliden
Tilliden til politikerne er i bund, og det kan ikke overraske.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
At mistilliden til politikerne har nået et nyt lavpunkt overrasker ikke. Overraskelsen ligger i, hvor slemt det står til: Kun 29 pct. af vælgerne svarer, at de har enten meget stor eller ret stor tillid til politikerne. Det er historisk lavt og et skræmmende udgangspunkt for den valgkamp, som snart indledes for alvor. Til alle tider har der været valgflæsk og vide løfter i valgkampe, men den politiske debat har fået en ubehagelig undertone af indbyrdes mistillid mellem politikerne, og det smitter selvfølgelig af på vælgerne.
Ved folketingsvalget for fire år siden valgte Venstre at præsentere Danmarks siddende statsminister, socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt, som en løgner udstyret med Pinocchio-næse. Socialdemokraterne holdt sig heller ikke tilbage. De photoshoppede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, så han fremstod som en rødmosset alkoholiker.
Som Eva Kjer Hansen rigtigt har påpeget i sin debatbog ”Det forsømte Folketing - en opsang til folkestyret”, så er det ikke underligt, at 2015-valget markerede det hidtidige lavpunkt i danskernes tillid til politikerne.
I partiernes iver efter at vise den grimmeste side af modstandere blev vælgerne »stillet over for valget mellem en løgner og en alkoholiker«, påpegede Eva Kjer Hansen.
Betegnende er det, at erfarne politikere på kanten af deres lange politiske karrierer advarer deres efterkommere mod den politiske debatkultur, som længe har været under udvikling.
»De risikerer at miste respekten for det politiske liv,« sagde Poul Schlüter for fem år siden, da han fyldte 85 år. Danmarks tidligere statsminister pegede på, at den hårde tone i valgkampen fortsatte i det daglige politiske arbejde:
Til alle tider har der været valgflæsk og vide løfter i valgkampe, men den politiske debat har fået en ubehagelig undertone af indbyrdes mistillid mellem politikerne.
»Sådan var det ikke i min tid. Man var modstandere i valgkampen, men alle vidste, at man skulle se at få samarbejdet efter valget. Derfor optrådte man med respekt for modstanderen,« lød det fra Poul Schlüter.
Respekt er det ord, som går igen, når politikere giver deres bud på, hvad der skal til for at rette op på det dårlige omdømme. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, har tre bud: Erkend et nederlag, lov ikke for meget og husk at give hinanden ret.
Gode råd, som gælder ikke alene for politikere, men generelt i livets forhold. Dog må man desværre minde om, at Dansk Folkeparti selv har bidraget gevaldigt til at skrue op for mistilliden til politikerne, da partiet under folkeafstemningen om ændring af EU-retsforbeholdet argumenterede med, at man ikke kunne overlade beføjelserne til et fremtidigt folketing.
»Det undergraver det repræsentative demokrati,« bemærkede Kjærsgaards forgænger i formandsembedet, Venstremanden Christian Mejdahl, som konstaterede, at det nu var politikerne selv, der stillede spørgsmål til, om man kunne stole på en politisk aftale.
Tillid er en dyrebar værdi, og den er flere gange blevet fremhævet som noget særligt dansk. Uden et minimum af tillid til politikerne vil folkestyret miste sin kraft og legitimitet. Man skal ikke kigge langt uden for Danmarks grænser for at finde skræmmende eksempler på politikertyper, som foragter de folkevalgte og mener, at ”folket” kan overtage styret. Også i Danmark er der opstået nye partier og bevægelser, som tilbyder vælgerne et quickfix med simple løsninger på komplicerede problemer. Det bedste middel mod den tendens er værdighed, respekt og dueller på argumenter.