De grønlandske (og til dels færøske) politikere spiller på en konstrueret moralsk gæld, som skal dække over 40 års deroute og misbrug
Som vælger i Danmark vil jeg vide, hvor mange midler vi fortsat skal hoste op med for at holde fast i en opfundet konflikt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Dansen om fortidens fejlslag fra dansk side bruges til at fjerne opmærksomheden fra dårlig og selv berigende administration. Der er sket langt flere fejl og overgreb fra selvstyrets side end de til sammenligning danske fejl, som konstant graves frem (og nogle af de såkaldte “overgreb” skete endda med grønlændernes velsignelse). Det bruges til at dække over, at Grønland har fået meget lidt ud af 40 år med den eftertragtede selvbestemmelse. Og det har meget store omkostninger, at danske politikere ikke siger fra.
Ingen danske politikere skal efterkomme flere krav fra de nordatlantiske mandater, før danske som grønlandske og færøske vælgere ved, hvad det koster samfundet at holde denne konstruerede konflikt ved lige.
Det er blevet et kæmpe problem, at såvel danske som grønlandske politikere holder stereotype synspunkter ved lige. Der er nemlig stemmer i at holde en konflikt ved lige. Det gælder stort set for alle de nordatlantiske kandidater til Folketingsvalget. Det kan kun lade sig gøre, fordi medierne (i hvert fald i Grønland) er mikrofonholdere for politikerne, og det følges sjældent op med kritiske spørgsmål. Ligesom den kritiske stemme kun får meget lidt plads. Men også danske medier lider under denne smitsomme virus, som kun får dem til at gå efter konflikten.
Helt aktuelt kan man undre sig over, at DF som det første parti i nyere tid præsenterer en politik for rigsfællesskabet og sætter sig i opposition til de politikere, som ønsker at opløse rigsfællesskabet. Det blev bragt som en kronik i den grønlandske avis Sermitsiaq. Men de fulgte ikke op med teasere på den gratis online nyhedsside, hvor de ellers bringer samtlige nyheder, hver gang en kajak vendes. Så vidt jeg kan se har heller ingen andre medier bragt denne sensationelle nyhed nogen steder i rigsfællesskabet. Hvorfor ikke?
De grønlandske mandater, som allerede har meldt sig på banen har kun noget på programmet, som skal vedligeholde en konflikt.
Her op til valget skal der igen graves i de juridiske faderløse, tvangsflytning og eksperimentbørnene. Dette selv om ingen i dag ville agere på den måde. Den nuværende generation skal heller ikke stå til ansvar over for fortidens fejl. Og endnu værre; denne dans om fortidens problemer forhindrer løsning af nutidige.
Fortiden misbruges især i den grønlandske valgkamp. Nu har den første kandidat fra Siumut meldt ud, at han går til valg på at nedsætte endnu en forsoningskommission.
Han går således alene til valg på offerrollen. Sandheden er, at pengene til den slags politik bruges på bekostning af børns opvækst, uddannelse, sundhed og vækst. Vi skal have opstillet regnestykker for, hvad det koster samfundet at holde denne konstruerede konflikt ved lige.
Det er på tide at gøre status over de sidste 40 år!
For hvad har Grønland fået ud af 40 år med hjemmestyre og selvstyre?
Den eneste analyse, der bør foretages, er en ransagning af, hvad Grønland har fået ud af 40 år med hjemmestyre og selvstyre. Har Grønland fået ringere vilkår? Eller er det en succes? Der skal laves en skarp opremsning, som enhver grønlænder i enhver bygd kan forstå, så han på et oplyst grundlag kan sætte kryds ved kandidater, som i virkeligheden “stjæler” pengene fra børn og velfærd. Og som vælger i Danmark vil jeg vide, hvor mange midler vi fortsat skal hoste op med for at holde fast i en opfundet konflikt.
De grønlandske politikere spiller på en konstrueret moralsk gæld. Og det har meget store omkostninger, at danske politikere ikke siger fra. Det er bl.a. derfor vi som vælgere både i Danmark, Grønland og på Færøerne skal stille krav til politikerne ved det kommende folketingsvalg.
Færøske republikanere er også lidt for dygtige til at spille på offerrollen. Ord som danske imperialister bruges flittigt i alle tænkelige sammenhænge.
I en artikel fra Kamikposten.dk fremgår følgende (skrevet af Ask Foldspang Neve, og er oprindeligt bragt i Weekendavisen):
»En konstrueret moralsk gæld
Men kigger man bare lidt nærmere på Grønlands historie vil man finde ud af, at den virkelige skandale i forholdet mellem Grønland og Danmark ikke er Thulesagen, fødestedskriteriet, lukningen af den ubeboelige mineby Qullisat eller tvangsopdragelsen af 22 inuitbørn i Danmark. De fire sager udgør stort set hele fundamentet i myten om nordboernes moralske gæld til inuitterne
Men menneskeligt, økonomisk og politisk er den afgørende tragedie, at danske politikere har ladet sig narre og skræmme af den grønlandske elites brug af etnisk identitetspolitik. Faktuelt er der ingen sammenligning overhovedet mellem selv de største skandaler i kolonitidens behandling af inuitterne og så den skade, den grønlandske politiske elite med den danske stats tavse velsignelse gennem både korruption og uduelighed har påført øens befolkning.«
Påstande om øens mange unødige ulykker eller elitens korruption stopper ofte meget håndgribeligt ved, at den afvises af medlemmer af den grønlandske elite som racistisk. Det er en finte, som den grønlandske elite har lært fra andre postkoloniale eliter, især i Afrika. Hvis selv den mest åbenlyse korruption påpeges, omtales det som et neoimperialistisk overgreb. Det afværger de fleste angreb. Og hvis det ikke virker, kan man altid minde sin befolkning om en historisk uretfærdighed. Den grønlandske elite gør begge dele.«
Vi vil ikke acceptere studehandler på bekostning af børn, sundhed og velfærd. Hver gang danske politikere giver efter for den slags, så får det konsekvenser for os alle, og det bidrager til opløsning af rigsfællesskabet. Den oplysning skal klargøres – også for de danske vælgere.
Det kan også være nyttigt at repetere, at ganske mange vælgere i dansk erhvervsliv, inden for forsvaret og blandt mindretal ingen interesse har i at opløse rigsfællesskabet.
Vælgerne i bygderne skal vide, hvor meget der ”stjæles” fra børn, sundhed og velfærd i løsrivelseskampagner. foto: privat