Forhandlingsviljenmå findes frem
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære sundhedsminister Astrid Krag
Jeg er vokset op i en familie og et uddannelsessystem, hvor jeg er blevet undervist i argumentation og forhandling som vejen frem. For mig er det blevet kernen af demokrati, og jeg har indtil 2012 været lykkelig for at leve i et land med en ret til at tale og blive hørt i et system, hvor kernen var forhandling mellem de implicerede parter.
Jeg håber, at du vil vise, at du har viljen og evnen til at bidrage til at bilægge den strid, der kommer til at koste alt for meget for regeringen, lægerne og værst af alt patienterne
Jeg har forsøgt at lære mine egne børn, at de skal tale om tingene i stedet for at optrappe konflikterne med trusler og ultimative krav.
Min mand og jeg sad forrige aften og nød de sidste mundfulde af aftensmaden og et glas hvidvin, mens vi overhørte en samtale mellem vores ældste søn på 9 år og hans kammerat på den ene side og vores 7-årige søn på den anden side. De to store havde fået en pose slik. Det, syntes vores søn på 7, var noget uretfærdigt, og vi opfordrede dem til at dele. De to store startede med at tilbyde 5 stykker slik, mens vores 7-årige forlangte 12 stykker slik. I god ro og orden endte de på 8 stykker. Min mand og jeg blev enige om, at det klarede vores 7- og 9-årige drenge bedre end de veluddannede politikere i regionerne.
Forhandling og demokrati
Dette brev handler derfor ikke om enkeltstående emner i den eksisterende konflikt, men derimod om det, der for mig er det grundlæggende: Vil jeg kæmpe for retten til forhandling og demokrati?
Herunder:
- Ønsker vi at fremtidige overenskomster på det offentlige område skal være aftalebaserede, eller skal regeringen have ret til som arbejdsgiver at diktere de vilkår, der skal arbejdes under?
- Skal vi fremover sammen planlægge arbejdet i almen praksis, eller skal den implicerede part, der ved mest om det daglige arbejde, sidde uden for forhandlingerne?
Du kender sikkert konflikttrappen:
1: Uenighed
2: Det er din skyld
3: Problemet vokser
4: Dialogen forsvinder
5: Sort og hvidt
6: Som fjender i krig
7: Klimaks
I øjeblikket er vi nået omkring trin 6. Hvad er det egentlig, der har bragt os her?
- Forhandlinger i efteråret. Regionen stiller ultimative krav. Regionerne afbryder efter kort tid forhandlingerne.
- Forhandlinger ultimo april: Samarbejdsvilje fra PLO. Nye krav fra regionerne, der ved, at de har regeringens lovgivende magt på deres side.
- Lovforslag med regionens krav som lov.
- Varsling af opsigelse af ydernumre.
- Regionernes formand truer praktiserende læger: Opgaverne må klares i sygehusregi.
Ikke til gavn for nogen
Jeg har skitseret de næste forventede handlinger i konflikten, og én ting er sikkert: Dette er hverken til gavn for regeringen, de praktiserende læger eller den danske befolkning:
- Opsigelse af ydernumre 1. september 2013
- Kaos i sundhedsvæsenet, sygehusene overbelastes, folk, der har behov for lægehjælp, får ikke den rette/rettidige behandling og bliver mere syge eller i værste fald - dør.
Hvor langt skal vi ud, før der kommer en løsning?
Tag nu forhandlingens vej
Kære Astrid Krag. Lad os i stedet nedtrappe denne konflikt og finde samtale og forhandlingsviljen frem igen.
Min bøn er derfor:
Vis, at du er klar til at finde en løsning ad forhandlingens vej, og at det denne gang bliver en reel forhandling og ikke en række krav med en slet skjult trussel bag:
»Hvis I ikke indordner jer, laver vi bare en lov«.
Jeg håber, at du vil vise, at du har viljen og evnen til at bidrage til at bilægge denne strid, der kommer til at koste alt for meget for regeringen, lægerne og værst af alt for alle de patienter, der bliver ramt 1/9, når der ikke længere er gratis lægehjælp at få i almen praksis i Danmark.