Nej, de unge er ikke pissegodt opdraget som medieforbrugere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En ny DMJX-rapport har undersøgt medievanerne blandt 18-35-årige, og resultaterne får medforfatter Søren Schultz Jørgensen til at konkludere: »De unge er pissegodt opdraget, når det drejer sig om brug af medier og kommunikation. De har præcist de samme stærke idealer som deres forældre og bedsteforældre.«

Rapporten får effektivt kortlagt, hvor ekstremt stærkt tag de sociale medier og mobilerne har i de unge. Men den skildrer også et modsætningsforhold mellem de unges idealer og det, de så faktisk gør som medieforbrugere.

Det, som bliver kaldt de unges pissegode opdragelse – med slet skjult henvisning til den famøse udtalelse fra Mattias Tesfaye – får karakter af en form for frikendelse af de unge.

Opdragelsen er ifølge rapporten helt, som den skal være. Problemet er de sociale medier. Mobilerne. Techgiganterne. Algoritmerne.

Med andre ord: Der er en række ydre faktorer, der tager de unge mennesker som gidsler og frarøver dem muligheden for at efterleve de idealer, der findes i deres indre.

Afsættet for konklusionen om de unges opdragelse er, at mellem 90 og 98 pct. af de 18-35-årige erklærer sig enige i hvert af disse fire udsagn:

- Man bør følge med i nyhederne fra professionelle nyhedsmedier.

- Man bør tjekke, om en nyhed er troværdig, før man poster, deler, liker eller kommenterer.

- Det er vigtigt at opsøge viden fra andre kilder end dem, man får gennem sit feed.

- Det er vigtigt, at man bruger tid på at lytte til og forstå holdninger, man ellers ikke deler.

Som rapporten erkender, men også forsøger at bagatellisere, er det åbenlyst, at man bør erklære sig enig.

Et markant flertal af børnehavebørn ville formodentlig også erklære sig enige i udsagn som ”man må ikke slå de andre børn” og ”man skal huske at sige undskyld”. Men betyder det, at de nødvendigvis også handler derefter?

Eller er det snarere deres faktiske adfærd, der afgør, om vi synes, de er godt opdraget?

Når man kigger på rapporten, er der i hvert fald adskillige fakta om de unges adfærd, der ikke understøtter Schultz Jørgensens konklusion.

Det er isoleret set positivt, at nyhedsmedierne sættes op på en troværdighedspiedestal. Men de unge opsøger ikke aktivt nyhedsmedierne og har fortsat en medieadfærd, som fuldkommen domineres af de sociale medier.

Rapporten beskriver, at »nyhederne kommer til de unge« – hele 98 pct. af dem – »selv om de ikke gør en aktiv indsats for at opsøge dem«. Fordi nyhederne dukker op midt i det øvrige indhold på de sociale medier. Fordi forældrene, vennekredsen, kolleger eller folk i køen snakker om det, der måtte være »tilstrækkelig vigtigt« at høre om.

Det kaldes ”passive nyhedsstrategier”. Men det er en eufemisme, der i praksis dækker over, at man lægger ansvaret for at følge med over på andre.

Rapporten konkluderer, at »de store, etablerede nyhedsmedier trækker«, når de unge konsumerer nyheder via de sociale medier, fordi godt halvdelen – 56 pct. – er særligt opmærksomme på »store nyhedsbrands«.

Betydelige andele går også efter nyheder fra influencers (29 pct.) og kendisser (24 pct.), men dette negligeres af rapporten, som konstaterer, at disse to kategorier ligger »langt nede på listen«.

Alle disse indvendinger handler ikke om at skælde ud på de unge. For de har jo ikke opdraget sig selv. Men hvis vi godtager pointen om, at de er »pissegodt opdraget«, så gør vi dem – og vores demokrati – en massiv bjørnetjeneste.

Tiden er ikke inde til at ånde lettet op og tænke, ”pyh, så slemt stod det alligevel ikke til”.

Tværtimod er rapporten endnu en himmelråbende indikation af, at vi står over for historisk store udfordringer. I hvert fald hvis den frie, uafhængige presse ikke blot skal overleve, men også være den primære kilde til danske borgeres fortløbende oplysning om, hvad der foregår i samfundet og den store verden.