Kritisk infrastruktur kræver et nationalt ansvar

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis Danmark skal fungere – også i morgen – kræver det i virkeligheden noget så grundlæggende, som at vores infrastruktur er robust. For uden strøm i stikkontakten, uden rør i jorden, uden veje, jernbaner og digitale netværk, så kan vores virksomheder ganske enkelt ikke holde produktionen i gang. Og når produktionen stopper, så gør Danmark det også.

Vi har allerede set, hvor hurtigt det kan gå galt. Da Nets gik ned sidste sommer, kunne butikker ikke tage imod betaling, og da Storebæltsbroen lukkede, gik trafikken og forsyningskæderne i stå. Det var ikke engang de største kriser, vi taler om her – og alligevel fik det mærkbare konsekvenser. Det siger noget om, hvor afhængige vi er blevet af, at alting bare virker.

Det rejser et ret grundlæggende spørgsmål: Når vores infrastruktur i stigende grad er tæt forbundet med beredskab og samfundssikkerhed, er det så rimeligt, at ansvaret for robusthed og investeringer ligger hos de enkelte operatører? Eller er vi nået dertil, hvor det i højere grad må være et nationalt anliggende?

For vi står i en anden virkelighed end for bare få år siden. Risikoen handler ikke længere kun om nedbrud og tekniske fejl, men også om cyberangreb, sabotage og geopolitisk uro. Trusler, der kan ramme alt fra elnet og gasforsyning til vores digitale infrastruktur og i værste fald sætte hele dele af samfundet ud af spil.

Samtidig må vi også være ærlige om, hvordan vi selv har indrettet os. Mange steder har vi optimeret systemerne til effektiv drift og lave omkostninger, men det er ofte sket på bekostning af robustheden. Når der kun er én forbindelse, ét spor eller ét system, så er der ikke meget, der skal gå galt, før det hele vælter. Det er effektivt på papiret, men i praksis gør det os sårbare.

Det står i kontrast til, hvordan vi tænkte tidligere. Under Den Kolde Krig var beredskab en integreret del af samfundsplanlægningen. Det gjaldt også vores skoler, hvor der blev bygget beskyttelsesrum og indrettet faciliteter, så de kunne bruges i en krisesituation. Det var ikke overforsigtighed, men et bevidst valg om at sikre, at samfundet kunne fungere, også når det blev presset.

I dag har vi mange steder bevæget os væk fra den tankegang. Bunkere bliver brugt til helt andre formål, redundans er blevet skåret fra, og vores systemer er først og fremmest designet til normal drift. Det fungerer fint – lige indtil det ikke gør.

Derfor er det også værd at stille spørgsmålet åbent: Var det klogt at spare robustheden væk i en tid, hvor verden omkring os bliver mere usikker?

For regningen forsvinder jo ikke. Den kommer bare et andet sted. Enten investerer vi i at forebygge og sikre os, eller også betaler vi, når produktionen går i stå, arbejdspladser går tabt, og samfundet ikke fungerer, som det skal.

I Dansk Metal mener vi, at det her ikke kan overlades til kommuner, forsyningsselskaber og private virksomheder alene. Staten er nødt til at tage et større medansvar, fordi det i sidste ende handler om Danmarks sikkerhed og vores evne til at holde hjulene i gang.

Det kræver, at vi prioriterer investeringer i reel robusthed. Flere forbindelser, bedre redundans og stærkere digitale backup-systemer, men også rammevilkår, der gør det muligt for de virksomheder, der driver vores kritiske infrastruktur, at foretage de nødvendige investeringer.

For kritisk infrastruktur er ikke bare et spørgsmål om teknik og drift. Det er fundamentet under vores arbejdspladser, vores økonomi og vores samfund.

Og i sidste ende er det egentlig ret enkelt: Danmark skal virke. Også når det virkelig gælder.