Et kæledyr er ikke noget, man bare smider ud
Det er det ultimative omsorgssvigt at behandle dyr som et stykke legetøj, der kan gives videre efter forgodtbefindende.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Under dagens rutinetur på de sociale medier dukkede et opslag op, som algoritmen åbenbart regnede med, at jeg kunne have interesse i.
Det var fra en Facebook-gruppe for et eller andet lokalområde og handlede om en kanin, otte måneder gammel, købt i Plantorama, som nu blev givet væk, fordi børnene havde mistet interessen.
Det er langtfra et enestående tilfælde. Jeg har indtryk af, at det især drejer sig om mindre dyr af de arter, man mere eller mindre impulsivt kan komme ind fra gaden og købe i en butik, som f.eks. kaniner, marsvin, hamstere eller ørkenrotter. Dyr, som man køber til sine børn, når de egentlig gerne vil have en hund, men man så synes, at det er lidt for meget at binde an med.
Men altså: Når man lader et dyr flytte ind i sit hjem, påtager man sig et ansvar, der varer hele dyrets liv, og det gælder, uanset om det er en hund eller en dværghamster. Når det er en kanin, kan det snildt løbe op i en 10-15 år.
Og at børnene har mistet interessen, er ikke nogen gyldig undskyldning.
At man som barn kan have et brændende ønske om noget og så sidenhen miste interessen, må være almen viden for enhver. Det har vi temmelig sikkert alle sammen selv prøvet, da vi var børn. Derfor, når det gælder dyr, er det indlysende, at det i sidste ende er forældrene, der må tage ansvaret, også i de efterfølgende år, hvor børnene måske ikke længere er interesserede.
Hvis man som forælder ikke har gennemtænkt dette og er parat til at tage ansvaret, gør man sig skyldig i et massivt omsorgssvigt. Det er et ord, man typisk bruger, når det er børn, det går ud over, og den slags tilfælde er tragiske nok.
Men jeg vil vove at påstå, at det er langt værre, når det er et dyr, der bliver svigtet.
De børn, det går ud over, bliver voksne en dag og kan slippe væk. Et dyr, der er købt ved en spontan indskydelse, er fuldstændig prisgivet de mennesker, det ender hos, i hele dets levetid.
Et dyr er ikke et stykke legetøj, der kan gives videre efter forgodtbefindende – det er et liv, som man tager det fulde ansvar for. At se stort på det ansvar er det ultimative omsorgssvigt.