Min søn er ikke en kat i en hestestald

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det nyvalgte medlem af Borgernes Parti Nadja Nathalie Isaksen har skrevet på X, at en kat ikke bliver til en hest ved at blive født i en hestestald. Henvisningen var klar: at det radikale folketingsmedlem Samira Nawa altså aldrig kan blive dansker. Debatten er blevet yderligere aktualiseret af, at Rasmus Munch Søndergaard knyttede spørgsmålet om danskhed til evnen til at tåle mælk. Det lyder umiddelbart logisk. En kat er en kat, og en fisk bliver ikke til en fugl. Dyr er bundet til deres biologi. Men gælder den logik også for mennesker? Kan tilhørsforhold til et samfund virkelig forklares med gener alene?

Ser vi på biologien, bliver levende organismer inddelt i arter ud fra fælles egenskaber. Men når det gælder mennesker, forsvinder de klare skel. En dansker, en svensker, en brite eller en araber tilhører samme art: Homo sapiens. Der findes ingen anatomisk grænse, hvor man objektivt kan sige: Her stopper det danske, og her begynder noget andet.

Ja, der findes fysiske variationer – hudfarve, øjenfarve, hårtype – men det er variationer, ikke faste grænser. I en verden præget af migration gennem århundreder er gener blevet blandet i en grad, hvor idéen om en “ren” befolkning ikke giver biologisk mening. Det betyder ikke, at forskelle mellem mennesker eller samfund er ubetydelige. Men de kan ikke reduceres til genetik.

Samtidig er det måske heller ikke kun genetik, debatten handler om. Måske handler den også om afstamning. Om forestillingen om, at man for at være virkelig dansk skal have danske rødder bag sig, danske forældre eller måske danske bedsteforældre. Men hvis det er kriteriet, hvor går grænsen så? Skal man have fire danske bedsteforældre? To? Én? Allerede dér viser problemet sig. For i det øjeblik danskhed gøres til et spørgsmål om afstamning, flytter man den fra fællesskab til arv.

Så hvad gør en dansker til dansker? Det gør ikke blodet, men det, der bygges ovenpå. Sproget, man taler. Værdierne, man lever efter. De fælles normer og vaner, der over tid skaber et “vi”. Der findes ikke et gen for demokrati. Ikke et gen for tillid, ansvar eller fællesskab. Den slags bliver lært, udviklet og vedligeholdt i et samfund.

Det bliver meget konkret for mig, når jeg tænker på min egen søn. Han kom til Danmark, da han var to et halvt år gammel. Han kender ikke noget andet land som sit eget. Han går i 7. klasse i en dansk skole, taler dansk og har hele sit liv været omgivet af dansk kultur, danske normer og dansk hverdagsliv.

Hvis et barn som ham en dag stadig skal mødes med tanken om, at han aldrig kan blive rigtig dansk, ikke på grund af den måde, han lever på, men på grund af sine bedsteforældre, så handler det ikke længere om kultur. Så handler det om blodslinje.

Det betyder ikke, at migration er uden konsekvenser. Selvfølgelig påvirker den et samfund – nogle gange positivt, andre gange udfordrende. Det handler om kulturer, der mødes og skal finde en måde at sameksistere på. At være dansk er derfor ikke en biologisk tilstand, men en social, kulturel og samfundsmæssig praksis. Det handler om at deltage i samfundet, forstå dets spilleregler og føle et ansvar for dets fremtid.

Gener kan forklare noget om menneskers ophav. Men de kan ikke definere deres nationale tilhørsforhold. Det kan afstamning alene heller ikke. Det er kulturen, sproget, deltagelsen og loyaliteten over for fællesskabet, der over tid former menneskets plads i et samfund.