Toget som kampplads: Fjern din taske og lad mig sidde ned

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg sidder i skrivende stund i et propfyldt S-tog fra Lyngby mod København. Klokken er 8.45, og myldretrafikken er endnu ikke stilnet af. Alligevel kan jeg – fra hvor jeg står – se tre personer, der synes, at deres taske fortjener en siddeplads mere end de mange stående passagerer.

Jeg er et busmenneske. Når jeg skal steder hen, plejer jeg at tage bussen, men pga. busændringer tager jeg i en periode S-toget. Og det er gået op for mig, at det er et helt andet folkefærd, der tager toget.

I bussen, hvor jeg er integreret og egentlig hører til, har jeg aldrig oplevet, at en siddende person spærrer pladsen ved siden af med sin taske, hvis der er stående passagerer, der ikke kan få andre pladser.

Men i S-toget er sagen en anden. Her har tasker og bagage lige så meget værdi som mennesker, og i den heftige myldretid er S-toget omdannet til en kampplads, hvor folk er udstyret med lydisolerende høretelefoner og performative boglæsninger – samt et våben forklædt som en stor, fed taske.

Skjoldet er ignorance, der beskytter mod nogen som helst form for interaktion med et andet menneske. Man kan også med et længerevarende gab (gerne med lyd på) signalere en form for træthed og forvirre fjenden ved at få dem til at tro, man er svag.

Men i virkeligheden har man alle tre våben med sig: taske, telefon og termokrus.

DSB er for nylig begyndt at beklæde sæderne i S-toget med nyt betræk. Et gråt betræk med røde linjer, der skal gøre op med mennesker, der fylder og spærrer mere plads end højst nødvendigt. For der er lagt op til, at der sagtens kan sidde tre mennesker på hver sæderække i stedet for to, som ellers plejede at være kutyme blandt passagerer.

Men DSB’s initiativ for at få passagerer til at fylde mindre kan mildt sagt ikke kaldes for en succes. Folk er ligeglade med regler i toget, og der hersker en anarkistisk stemning. Det var da også naivt af DSB at tro, at freden kunne opnås med ny beklædning. Der må tydeligvis en større indsats til.

Og kære togmennesker: Prøv en dag at gå på ukendt territorium og tag bussen på arbejde. Du vil måske først blive skræmt af risikoen for, at dit knæ strejfer en andens, når pladsen ved siden af dig bliver besat. En helt ny verden vil åbne sig for dig, hvor værdierne ikke er egoisme og ignorance, men fællesskab, sammenhold og nærvær.