Tag til Gaza, Mette Frederiksen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Mette Frederiksen

Dette er et desperat råb om hjælp – på vegne af en befolkning, der ikke længere har kræfter til selv at råbe op.

Tak for dine ord og opslag om Gaza.

De er vigtige. Stærke. Nødvendige.

Men jeg kan desværre ikke fortælle dem til min fætters søn, Murad.

Han blev dræbt af et israelsk missil i søndags, mens han legede på gaden i Gaza.

Han blev kun 14 år.

For sent for Murad. For sent for alt for mange – mere end 17.000 børn.

Men måske ikke for dem, der stadig er i live. Mine nevøer og niecer, som lige nu hungrer efter et stykke brød – og længes efter at komme tilbage på skolebænken.

Så ja: Det er nu, Danmark skal sige fra.

Med ord – men også med handling.

Med humanitet og modige beslutninger.

Det er aldrig for sent at redde liv.

Og aldrig for tidligt at give børn i Gaza håb om en bedre fremtid.

Mette – du tog til Kyiv i november 2024.

Du stod ved sengen på et børnehospital hos en såret ukrainsk pige. Du græd. Du tog hendes hånd.

Du kaldte det grusomt. Du viste medmenneskelighed. Du viste dig som leder.

Gør det samme nu!

Tag til Gaza. Eller stil dig ved grænsen. Forsøg at komme ind.

Se røgen fra bomberne. Lyt til frygten. Mød Murads mor.

Mød de børn, der stadig er i live – de sårede børn, som ikke kan få den behandling, de har brug for.

Murad var en af dem.

Han døde sandsynligvis ikke, fordi hans liv ikke kunne reddes – men fordi hjælpen aldrig nåede frem i tide.

Over én million børn og unge i Gaza venter på at blive set og hørt.

Ikke som sikkerhedsrisici. Ikke som statistikker.

Men som mennesker. Med drømme. Med fremtidsplaner.

Hvis grusomhed skal mødes med mod, så lad det gælde alle børn.

Også de palæstinensiske.

Også dem, der kæmper for livet – uden mødre, uden mad, uden strøm.

Så tag af sted, Mette.

Vis lederskab. Igen.

Du kan tale, hvor alt for mange har tiet.

For det er dét, man gør, når børn råber om hjælp – i Gug eller i Gaza:

Man løber mod dem, holder dem i hånden og siger:

»Vi er her. Vi ser jer. Vi svigter jer ikke.«