Det er ikke nok at beskytte sine børn mod verden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det enkelte menneske er blevet frisat som aldrig før. Vores kultur hylder det autonome individ, der selv vælger sin vej, sine værdier og sin sandhed. Samtidig er børn og unge dybt forbundet til en digital virkelighed, hvor de konstant påvirkes af trends, algoritmer og skiftende strømninger. Det lyder som frihed, men ender i ensomhed og retningsløshed – og den virkelighed former også forældreskabet.

I dag forventes forældre at være alt på én gang: kærlige, nærværende, fleksible, men aldrig fremstå ”for hårde”. Forældre skal lytte, tilpasse sig og træde varsomt. Men spørgsmålet er, om vi i forsøget på at gøre alt rigtigt har glemt det vigtigste: at sætte klare retninger, tage ansvar og vise vejen for vores børn.

I Trivselskommissionens seneste rapport beskrives en ny tendens i det moderne forældreskab. Den peger på, at selvom forældreskabet i dag er »mere kompetent og informeret end nogensinde før«, ser vi samtidig en stigende optagethed af børns velbefindende, der kan føre til »en overbeskyttende, overvågende og forhandlende opdragelse, der – stik imod ambitionen – risikerer at medføre et svækket blik for de fællesskaber, ens barn er en del af, og dårligere trivsel«. Det er et alarmerende paradoks: Jo mere vi forsøger at skåne og støtte, jo mindre robuste bliver børnene.

Forældre skal være tydelige autoriteter, der med fast hånd og kærlighed giver børnene evnen til at håndtere livets op- og nedture. Vi har pakket børnene ind i vat, forhandlet om alt og glemt, at tryghed og kærlighed netop vokser, når grænser er tydelige, og konsekvenser mærkbare. Derfor rammer Trivselskommissionen hovedet på sømmet, når den skriver, at »forældreskabet i en hverdag med flydende strukturer og et opbrud af traditioner i dag kalder på en tydelig, venlig og kærlig autoritet i forældreskabet, der kan give tryghed og midlertidigt stabilisere barnets verden«.

For et barn, der aldrig møder grænser, får ikke frihed, men forvirring. Et barn, der aldrig bliver stillet krav til, udvikler ikke styrke, men usikkerhed. Det er ikke nok blot at være til stede som forældre. Det kræver modet til at stå fast, når barnet vakler, og modet til at sige nej, når det ville være nemmere at sige ja. For det handler ikke kun om at beskytte børn mod verden, men om at ruste dem til at stå i den.