Systemet taber kræftpatienter på gulvet. Hvornår får det konsekvenser?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi har love, der på papiret sikrer, at danske patienter kan få en anden behandling end den, der normalt tilbydes på landets hospitaler. Vi har lægemidler, der kan sikre danske kræftpatienter en bedring af deres sygdom og et længere liv. Alligevel svigter systemet gang på gang alvorligt syge patienter, når de giver afslag på behandling.

I sidste uge fik Lena Rosenkilde, som har en særlig aggressiv form for brystkræft, afslag på behandling med det særlige lægemiddel Enhertu for tredje gang. Behandlingen er det eneste håb, hvis hun skal have en chance for at overleve. Efter at have fået afslag på behandlingen har hun derfor været nødsaget til at betale op mod 1 mio. kr. for at blive behandlet med lægemidlet på den anden side af Øresund i Sverige, hvor Enhertu-behandlingen allerede er godkendt til behandling af kendes brystkræfttype, og på en privat klinik herhjemme. Hun indsamlede selv 210.000 kr., og resten har hun lånt. Scanninger har vist, at behandlingen ikke alene har stoppet udviklingen af sygdommen, men at kræften er svundet ind. Alligevel har Region Hovedstaden givet afslag på, at hun må blive behandlet med lægemidlet i det offentlige system.

Årsagen? At lægemidlet stadig er under vurdering og endnu ikke er godkendt af Medicinrådet til brug herhjemme. For det første er det ikke tilladt at give afslag på behandling, blot fordi lægemidlet ikke er endeligt godkendt af Medicinrådet. For det andet er jeg som sundhedsordfører utroligt frustreret over, at vi skal høre endnu et trist eksempel på, hvordan bureaukratiske processer og danske særregler om medicingodkendelse i værste fald kan koste danske kræftpatienter livet.

Vi skal naturligvis bestræbe os på at få så meget sundhed for pengene, som vi kan. Men vores system har udviklet sig til at have systemets interesser for øje frem for patientens. Selvom lægemidlet er blevet godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur og er godkendt til behandling i vores nabolande Sverige og Tyskland, insisterer vi i Danmark stadig på, at det også skal have en særlig dansk godkendelse.

Vores system skal i langt højere grad end i dag bero sig på resultater og erfaringer fra de lande, vi normalt sammenligner os med på sundhedsområdet. Effekten af behandling med et lægemiddel blandt tyske patienter ændrer sig ikke, fordi den krydser grænsen til Danmark, og bliver vi bedre til at høste data, resultater og erfaringer fra andre lande end os selv, kan danske kræftpatienter blive behandlet hurtigere og dermed have bedre chancer for overlevelse.

På papiret ser patienterne ud til at være sikret. Regionerne kan give patienter tilladelse til at blive behandlet med lægemidler, der ikke er godkendt af Medicinrådet, hvis deres læge vurderer, det kan hjælpe dem. Den regel kaldes det syvende princip. Men virkeligheden er en anden. Kræftlæger, patientforeninger og patienter kan alle berette om, at man giver op på forhånd, når man forsøger at søge om behandlinger ud fra det syvende princip, fordi systemet er ekstremt restriktivt.

Lena Rosenkilde har sideløbende med sin kamp mod kræften længe forsøgt at råbe os politikere op om, at vores system er tungt, bureaukratisk og ubeskriveligt frustrerende at være patient i, hvis din sygdom kræver behandling med et andet lægemiddel end det, der er forhåndsgodkendt af Medicinrådet. Igen bliver dette bekræftet. Systemet er sandet til i rigide regler og bureaukratiske processer.

I november slog sundhedsministeren ellers fast i både et samråd i Folketinget og i breve direkte til Danske Regioner, at det skal være muligt at behandle med lægemidler, der endnu ikke er godkendt af Medicinrådet. Men hvornår får det egentlige konsekvenser for systemet, at vi taber alvorligt syge patienter på gulvet? Der er brug for en større omkalfatring af systemet end endnu en påtale og opsang.