Gazakrigen er et politisk blackout

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det nylige blackout i Gaza er et tegn på, hvor katastrofalt krigen kan udvikle sig, hvis Israel med mellemrum eller permanent slukker internettet og mobiltelefonien. Det forstærker faren for civilbefolkningen. Frygt og kaos breder sig, mens over 400 børn slås ihjel hver eneste dag.

Israels landkrig mod Hamas er først nu begyndt, mere skridtvis end i ét hug, men med massive bombardementer, der gør Gaza til en ruinhob. Krigen kan vare mange måneder, og nu kommer der et voksende pres på Israel for at acceptere en humanitær våbenhvile. En langstrakt krig kan gavne Hamas, og det øger faren for storkrig i regionen.

Men mørklægningen ses også i overført betydning. Det kan blive svært for verden at følge krigens gang, som det er tilfældet i Ukraine. Elon Musk har tilbudt FN at bruge hans Starlink-satellitter for at sikre information. Det har Israel pure afvist, af frygt for at Hamas vil udnytte dem. Men det kan også få de store internationale medier til at bruge egne satellitter for at sikre kommunikationen og for at lave videoovervågning af krigshandlinger fra rummet. Det vil stater utvivlsomt forsøge at modsætte sig, så det kræver, at de største mediehuse verden over går sammen for at kigge krigsførende parter over skuldrene.

Gazakrigen viser et politisk blackout, fordi det ekstremt brutale Hamas-angreb har skabt en hadefuld stemning på israelsk og arabisk side, som får de vestlige ledere til at tabe hovedet. Det er forståeligt, at de lynhurtigt bakkede op bag Israels ret til at forsvare sig. Men ingen turde sige, at palæstinenserne har samme ret. Israel har udelukkende fokuseret på Hamas-angrebet og terrorismen, og vestlige ledere har ikke turdet skelne mellem Hamas og palæstinenserne. De har ikke villet erkende, at palæstinensiske grupper i perioder vælger våbenmagt i bestræbelserne for at få deres selvstændighed. Det er en problematik, jeg har beskrevet i romanen ”Stille Krig” om den mellemøstlige konflikt.

I en højspændt situation stiller Vesten ikke de to parter lige. Palæstinenserne har formelt ingen ret til at forsvare sig og slet ikke med våbenmagt, da deres land er besat. Det er en banal kendsgerning, som ingen taler højt om, fordi det betragtes som Israel-fjendtligt. Det forplumrer debatten om krigen og en fremtidig løsning. Vesten lukker øjnene for, at FN og verdenssamfundet i 1947 vedtog, at palæstinenserne har ret til deres egen stat, og det blev i særdeleshed understreget efter Seksdageskrigen i 1967 med Israels besættelse af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem.

Den politiske-psykologiske kamp viste sig under de nylige debatter i FN’s sikkerhedsråd og på FN’s generalforsamling, nemlig om en humanitær våbenhvile. Et massivt flertal stod bag, men flere vestlige lande sagde nej. Det er altså med vestlig accept, at over to millioner i Gaza står over for en trøstesløs situation – og fremtid. Det er slående, at en af verdens førende aviser Financial Times i en leder skriver, at Israels kollektive afstraffelse af 2,3 millioner mennesker i Gaza må standse. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, har kritiseret Israel for at tvinge civile fra deres hjem til det sydlige Gaza, hvor der ikke er tilstrækkeligt med vand, føde, medicin og brændstof.

Hans udtalelse om, at »krigen ikke sker i et vakuum«, har vakt vrede, fordi israelerne betragter det som en slet skjult henvisning til, at palæstinenserne i 56 år har kæmpet for at få deres egen stat, og Israel har dermed indikeret, at Guterres dermed viste forståelse for Hamas-angrebet, hvad han ikke gjorde.

Guterres ramte det mest ømme punkt for israelerne, fordi Israel ikke vil følge verdenssamfundet og give palæstinenserne deres egen stat ved siden af den israelske. Det er kernen i hele konflikten – og ikke de sammenstød og terrorhandlinger, der har været med jævne mellemrum. Dermed viste han også Vestens eftergivenhed, fordi USA og Tyskland aldrig har villet tvinge Israel til at følge beslutningerne i FN, og de andre vestlige lande har føjet sig. Kun ganske få europæiske lande har turdet anerkende Palæstina ensidigt.

En af USA’s førende sikkerhedspolitiske eksperter Richard Haass, der er tidligere diplomat og tidligere præsident for Council on Foreign Relations, mener, det er vitalt at skelne mellem Hamas og palæstinenserne. Hamas er ikke en trussel for Israels eksistens, mener han, og Hamas kan næppe udryddes. Men det afgørende for Israels sikkerhed er, at der etableres en palæstinensisk stat.

En af verdens førende militærhistorikere Lawrence Freedman, der er en respekteret analytiker af Ruslands krig i Ukraine, skriver på platformen Substack, at Israel ikke kan udrydde Hamas militært. Israel må tænke på sikkerhed og afskrækkelse på en ny måde. Israel kommer aldrig til at kunne styre Gaza, og ingen palæstinenser vil påtage sig opgaven på ryggen af israelske soldater. Derfor må der findes en anden løsning for tiden efter krigen.

Han har et forslag, der vil opfattes som en provokation i Israel: Gazas skæbne må tages ud af hænderne på både Hamas og Israel. Vesten og den arabiske verden må finde en løsning for at undgå, at israelerne og palæstinenserne – samt hele regionen – igen havner i en katastrofe. En løsning i Gaza er kun mulig, hvis det sker i et samspil med Vestbredden, hvor de jødiske bosættelser hindrer en levedygtig palæstinensisk stat. Der må laves en ”handel”, hvor Hamas ikke deltager, og hvor palæstinenserne en gang for alle får deres egen stat.

Benjamin Netanyahu har hele sit liv arbejdet for at hindre et frit Palæstina. Hans livsprojekt står foran et sammenbrud ligesom hans politiske karriere. Der er en voksende kritik fra israelsk side af ham, fordi han ikke vil tage ansvaret for, at sikkerhedssystemet ikke afværgede Hamas-angrebet. Han har i mange år nærmest støttet Hamas, fordi han troede, han kunne pacificere Hamas og splitte palæstinenserne. Han overså totalt, hvad Hamas var i færd med gennem flere år. Hans kurs har været en fatal fejltagelse.

Hamas-angrebet var brutalt, og Israels landkrig er brutal. Hvad er mest umenneskeligt: at massakrere 1.400 jøder på én dag eller at slå over 8.000 palæstinensere, herunder over 3.000 børn, ihjel gennem tre ugers bombardementer – mens Gaza jævnes med jorden?

Hamas-angrebet kan få en gennemgribende og historisk betydning, fordi muligheden for en palæstinensisk stat er blevet større end nogensinde, uanset hvad der sker med Hamas. Angrebet viste den barske kendsgerning, at der skulle våbenmagt til for at vække et selvtilfreds Israel og det omgivende samfund, der troede, at der var fred og ro. Overalt – også hos mange israelere – er der nu en voksende erkendelse af, at Israel aldrig kan skabe sikkerhed ved at undertrykke palæstinenserne.

Det har taget 56 år at få den lærdom til at bundfæste sig, så FN’s beslutning fra 1947 kan realiseres. Tusinder har betalt en høj pris for det gennem årtier, og Mellemøsten får endnu et ødelagt land – Gaza. Det er jødernes og palæstinensernes tragedie. Det har også den vestlige verden et medansvar for – med sin eftergivenhed.

Vi har gemt os bag et diplomatisk røgslør gennem årtier. Det er ikke mindst beklageligt i et Danmark, hvor en lille gruppe borgere satte livet på spil for at sejle jøder til Sverige under Anden Verdenskrig. Den gang viste nogle enkeltpersoner, hvad der var nødvendigt. Under russernes blokade af Berlin i 1948/49 kom USA berlinerne til undsætning med fly hen over det russisk besatte DDR. I dag lyder der tomme ord over for befolkningen i Gaza.